Ingen resultater

Jacob brugte over fem år på at studere musik. Nu prøver han at glemme alt, han lærte

Manden bag popbandet Josa Barck har ikke rørt en saxofon, siden han blev færdiguddannet saxofonist.

Josa Barck laver 'popmusik, hvor sangene er lidt for lange'. (Foto: Tejs Holm)

Jacob Rask er et klassisk musikskolebarn.

Han skulle hele vejen igennem MGK ( musikalsk grundkursus ) og fem år på musikkonservatoriet, før han indså, at han egentlig ikke var særligt glad for det, han lærte.

Og på trods af, at han har været uddannet saxofonist siden 2013, har han ikke rørt en saxofon siden.

- Jeg tror, det blev slidt op af fem år på konservatoriet. Jeg har brugt meget tid på at lægge den der musikuddannelses-tilgang bag mig, fortæller Jacob Rask.

KarriereKanonen

  • KarriereKanonen er et talentudviklingsforløb og en konkurrence for nye musikalske talenter.
  • KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR, Smukfest og Bandakademiet.
  • Hvert år udvælges 12 navne med et særligt talent, som har uploadet musik til dr.dk/kanon.
  • De tre endelige vindere findes på Smukfest i Skanderborg i august.
  • Læs mere og upload på dr.dk/kanon .

- Jeg kom med i et band, hvor ingen havde gået på konservatoriet. Og de fattede ikke en skid. Det var vidunderligt! Rent teknisk og teoretisk anede de ikke, hvad de lavede. De spillede bare det, de syntes lød fedt. Det var umiddelbart og kreativt og meget mere frit.

Han oplevede, at han på musikkonservatoriet brugte al sin tid på at lære om, hvordan andre havde gjort, i stedet for at forholde sig til, hvordan han selv gerne ville spille.

- Nogle gange tror jeg, det er bedst ikke at vide, hvad man laver. Klichéeksemplet er The Beatles-trommeslageren Ringo Star, som nogen synes, er elendig, og som andre synes, er fantastisk. Og han var nok egentlig fantastisk, fordi han var elendig.

- Han gjorde nogle ting, som en øvet konservatoriemusiker aldrig ville gøre. Men den der 'jeg ved ikke, hvad fanden jeg laver'-tilgang kan nogle gange åbne andre døre, mener Jacob Rask, som har spillet musik, siden han var 12 år.

(Foto: Jannie Rask © dr)

Skider på den røde tråd

Med alderen kommer forpligtelser og andre måder at prioritere på. Det gør det svært at have et fast, sammentømret band i længere tid, mener Jacob Rask.

- Nu er jeg i 30'erne, og folk får børn og job. Der kan være forskellige ambitionsniveauer, som resulterer i, at lovende musikprojekter går i vasken. Det har jeg selv oplevet. Man lægger ligesom alle sine æg i én kurv, og så er det enormt sårbart, hvis nogen springer fra, siger han.

Det har resulteret i soloprojektet Josa Barck, som i denne uge er udvalgt som Ugens Kanon i talentudviklingsforløbet KarriereKanonen med sangen 'Everybody Everywhere'. Et musikprojekt, hvor han selv er kernen, og som han derfor ikke behøver lukke ned, hvis et bandmedlem vælger at stoppe.

Josa Barck har til formål at danne ramme om lige præcis den musik, Jacob Rask har lyst til at lave; om det så er pop den ene dag og hård rock den anden. I Josa Barck vil han skide på den røde tråd.

Ugens Kanon

  • Hver uge udvælges en sang med et særligt potentiale af den musik, der uploades til KarriereKanonen på dr.dk/kanon .
  • Ugens Kanon udvælges af P3-vært Pelle Peter Jensen og musikansvarlig på P6 BEAT Casper Bach Hegstrup.
  • Ugens Kanon spilles på P3 og P6 BEAT.

Alligevel bevæger det meste af musikken sig inden for det, manden bag Josa Barck kalder et smadret popunivers. Med musikken forsøger han at løsne op for de dominerende, snævre rammer for, hvordan et popnummer skal skrues sammen og lyde i dag.

- Folk siger til mig, at det minder om Animal Collective og Flaming Lips. Men man kan måske bare kalde det pop, som P3 ikke spiller. Eller popmusik, hvor sangene er lidt for lange, griner han.

Positiv FOMO

'Everybody Everywhere' er en sang, som startede med at handle om, hvor travlt vi har, og at nærværet forsvinder i travlheden. Og en sang, som Jacob Rask husker, engang er blevet kaldt 'en rigtig FOMO ( Fear Of Missing Out )-sang' af en radiovært.

- For mig kom den til at handle om sådan et opturs-stress-begreb, jeg opfandt. FOMO kan også være en positiv ting, fordi man kan have optur over, hvor fed verden kan være. Man kan føle, man skal løbe virkelig hurtigt for at nå at være taknemmelig over alt det fantastiske, der er i ens liv, fortæller Jacob Rask.

(Foto: Laura Voinescu © dr)

- Jeg har øvet mig i at minde mig selv om, hvor fedt det er, at mit band gider spille med mig, og hvor godt det egentlig går med musikken. Og at min kæreste stadig gider være sammen med mig, selvom jeg render rundt og spiller og aldrig er hjemme. Man kan blive overvældet over, hvor heldig man er.

Drømmen for Josa Barck er at slå igennem. Big time . Men Jacob Rask øver sig også i at drømme realistisk og mindre selvcentreret. I virkeligheden vil han allerhelst give mennesker gode oplevelser med sin musik.

- Hvis jeg har skrevet en sang, jeg synes er fed, og den kan gøre verden bare en lille smule bedre for et andet menneske, så er jeg glad. Men det afhænger af, hvilken dag man har, siger han.

- Nogle dage vil man også bare gerne være rockstjerne.

  • Mail
  • Twitter
  • Facebook
  • Seneste nyt

    Flere
    --:--
    --:--