Dansk band slagtet efter optræden: Et halvt år senere stod de på scenen i udsolgt arena

Høker stormer frem på den danske musikscene - på godt og ondt.

(© Pressefoto)

"Fuck, det kan nok ikke lade sig gøre".

Hvis du har det med at overtænke alting og kan relatere til ovenstående, kunne du måske have brug for et råd fra den danske musikgruppe Høker. De har nemlig den komplet modsatte indstilling – og det har i den grad båret frugt.

For halvandet års tid siden udgav de fire medlemmer i Høker en ep, der var blevet til hjemme i en kælder sideløbende med deres tilværelse som gymnasieelever.

Kort efter blev de en del af talentprojektet KarriereKanonen, som de senere vandt, og de spillede koncerter på flere af landets store festivaler.

De scorede sig en tjans som opvarmningsband for forbillederne i The Minds of 99 og fik en pladekontrakt på et af landets største pladeselskaber.

De gik i studiet og stod pludselig klar med et radiohit, som der er god chance for, du allerede har hørt, hvis du indimellem tænder for P3.

Lyt til Høker med 'Ud af dig', som var den allerførste sang, de skrev i 2018 – og som nu er ude i en ny og finpudset version:

0:00

Og i dag har de fire venner og bandkammerater på 19 og 20 år alle færdiggjort gymnasiet og er ved at lægge en sidste hånd på deres kommende debutalbum efter et mildest talt overvældende år.

- Vi har nogle ret vanvittige nedslagspunkter, siger sanger og guitarist Gustav Bejder Jensen med et grin og fortsætter:

- Nærmest i det sekund, vi vandt KarriereKanonen, fik vi en mail om, at vi var med i konkurrencen om at varme op for The Minds of 99.

Den konkurrence havde de tilmeldt sig på et heldigt tidspunkt. De havde spillet koncert – deres allerførste! - ved KarriereKanonens semifinale på Spot Festival 2019 og skulle efterfølgende have feedback fra en scenecoach. Lige inden feedbacken fik de sendt tilmeldingen afsted.

- Jeg meldte os til, og så gik vi ind og blev slagtet fuldstændigt. Det var berettiget, for det var en gyselig koncert. Selvtilliden havde nok ikke rakt til at melde os til bagefter, men inden da syntes vi, at vi var så fede, griner bandets producer, Simon Guttermann.

Det lykkedes dem dog at bygge selvtilliden op på ny, komme tilbage efter den første knap så vellykkede koncert, vinde KarriereKanonen – og så spille for omkring 16.000 mennesker i en fyldt Royal Arena som opvarmning for The Minds of 99 i november 2019.

Høker består af - fra venstre: Sylvester Zabello, Gustav Bejder Jensen, Simon Guttermann og Emil Jelbo. De vandt KarriereKanonen i 2019 - og spiller koncert med andre KarriereKanonen-vindere i DR Koncerthuset 25. oktober. (© Pressefoto)

Deler vandene

Det var dog ikke udelukkende en dans på roser at skulle balancere en begyndende musikkarriere med livet som gymnasieelever, indtil de alle fik studenterhue på, fortæller de. Det var svært at være flere steder på én gang, og kontrasten mellem tilværelsen som studerende og karrierekanoner voksede med tiden.

- Det var noget af et kulturchok at sidde i en samfundsfagstime klokken otte mandag morgen efter at have spillet i Royal Arena sammen med The Minds of 99, siger Gustav Bejder Jensen.

Men nu er gymnasiet et overstået kapitel, og ved årsskiftet fik de endelig mulighed for at fordybe sig i at skrive nye sange for at følge op på den ep, der startede det hele.

- Det har været så fedt for os at lave nye numre, fordi det bedste ved det hele altid vil være at lave musikken, siger sanger og tekstforfatter Emil Jelbo.

Og det har altså resulteret i det kommende album, der lander på streamingtjenesterne i starten af næste år. Indtil videre har de første single fra albummet ude.

Lyt til Høker med 'Storskærm' her:

0:00

Og man kan mærke, at det har været tiltrængt for dem at opdatere deres lydbillede udadtil.

- Det er så mange niveauer over ep'en. Det er federe og hårdere i lyden og mere beskidt, fortæller Gustav Bejder Jensen og suppleres af Emil Jelbo:

- Vi er bare blevet bedre. Vi har brugt et år på at blive bedre til at skrive tekster og fortælle historier. Tidligere var det meget små tekstbidder, jeg godt kunne lide, som jeg satte sammen, og så opstod betydningen først bagefter. Nu er det meget mere sammenhængende.

Medlemmerne i Høker er så småt ved at vænne sig til, at der er andre end deres venner, der hører og har holdninger til musikken. Mange af kommentarerne er søde, men der dukker også hård kritik op imellem tilkendegivelserne.

- Det deler virkelig vandene. Efter vi er kommet på radioen, får vi ret mange grimme kommentarer, men det har vi det faktisk helt fint med. Enten elsker du det, eller også hader du det, siger Emil Jelbo grinende.

De tror selv, det blandt andet skyldes, at de ikke lader sig begrænse af genrer. De bliver både kategoriseret som hiphop og rock i radioen og på forskellige playlister. Og det kan også sagtens høres på albummet, at sangene peger i forskellige retninger, mener de.

- Nogle gange ender vi med at lave noget, der er fængende og poppet, og andre gange mere melankolsk og dystert. Sangene spænder virkeligt bredt, siger Emil Jelbo.

Høker ep-debuterede i 2019 og har et album på vej i starten af 2021 - nu med pladeselskabet Sony Music i ryggen. (© Pressefoto)

Har mistet venner undervejs

Selvom musikken peger i flere retninger, er Høker enige om den retning, de som band er på vej i: Frem. Og selvom de først lige er begyndt, har det seneste år budt på en lang række læringer.

- Vi startede bandet i gymnasiet, hvor vi mødtes efter skole og lavede musik sammen. Og lynhurtigt blev vi et band, som blev taget meget seriøst af nogle dygtige, professionelle mennesker. Jeg har lært meget af at være en del af noget, der kræver, at jeg giver så meget af mig selv i så ung en alder. Og det er pissefedt, siger Gustav Bejder Jensen.

Men med det søde kommer det sure, og det har også krævet ofre pludselig at gå all in på en musikkarriere - for der er som bekendt ikke mere end 24 timer i døgnet.

- Vi er blevet bedre venner og er kommet tættere på hinanden, fordi vi har lavet så meget sammen. Men der er nok også nogle af os, der har skubbet nogle folk væk undervejs, fordi vi har brugt så meget tid på musikken og hinanden, siger Emil Jelbo.

- En del af de venner, jeg havde for et år siden, har jeg ikke længere, tilføjer Simon Guttermann.

Og så har det seneste år da også givet anledning til en vigtig indsigt, mange musikere nok først får meget senere i deres karrierer efter at have ladet sig rive med af alle de fristelser og distraktioner, der kan følge med at arbejde i den - til tider - glamourøse musikbranche.

- Det handler om at blive ved med at være sammen på den måde, vi altid har været sammen på, og lade være med at blive distraheret af de ting, der begynder at komme rundt omkring musikken og vores samarbejde, siger Emil Jelbo beslutsomt.

- Bare bliv ved kernen. Det fungerer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk