'Det er fucking noieren, jeg kan næsten ikke trække vejret': Unge talenter kæmper om vigtig pris

De fem finalister i KarriereKanonen 2020 skulle fredag aften bevise, at de er fremtidens kommende stjerner.

KarriereKanonens finalister måtte undvære publikum, som var erstattet med kameraer, da de spillede finalekoncerter fredag. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Luften var tyk af stress, nervøsitet og hurtig hjertebanken, da de fem finalister i KarriereKanonen 2020 fredag aften skulle kæmpe om de to vindertitler i konkurrencen.

For mange af dem var det én af de vigtigste aftener i deres liv.

Men aftenen var ikke, som de oprindeligt havde planlagt.

Danske og internationale musikbranchefolk og landets mest nysgerrige musikfans skulle have været vidner til talentprojektet KarriereKanonens finale på Spot Festival i maj.

Her skulle de fem finalister, Føl som, Bbybites, TERESE, Såforsatan og BAADS have givet den alt, hvad de havde, på scenen for at overbevise juryen, musikbranchen og publikum om, at de er de nye stjerner på den danske musikhimmel.

Men sådan gik det bare ikke. I den nye corona-virkelighed måtte finalisterne derfor vise deres værd i en næsten tom sal i DR's Koncerthus fredag.

Siden januar er de blevet coachet i blandt andet at navigere i musikbranchen, sceneoptræden, kommunikation og sangskrivning gennem talentudviklingsorganisationen Bandakademiet. I marts spillede årets udvalgte deltagere koncerter ved en semifinale, hvor ti blev til fem.

Og fredag var det altså blevet tid til at finde de to vindere af KarriereKanonen 2020, selvom det måtte foregå under helt andre omstændigheder, end hvad der egentlig var meningen.

Publikum var erstattet med kameraer, juryen sad klar i mørket, og så gik det ellers løs.

Dr.dk har fulgt finalisterne før, under og efter deres finalekoncerter, hvor de spillede om den endelige vindertitel, som du kan se på billederne og videoerne nedenfor.

De to vindere offentliggøres her på dr.dk og i radioprogrammet 'Pelle Peter på P3' mandag den 22. juni.

1

Føl som

  • Emmanuel Matongo og Frederik Reese tripper og hopper. De har nerverne uden på tøjet. De giver hinanden en stor krammer, inden det hele går løs. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Duoen har udgivet en enkelt single, 'Mit blod', som de starter koncerten med. Der er mere musik på vej, lover de. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • - Det var fucking noieren, men vi var bare så meget inde i det sammen, siger Emmanuel Matongo efter koncerten. Nu kan de ånde lettet op. (Foto: Betina Garcia © Dr)
1 / 3

Duoen Føl som består af Emmanuel Matongo på 24 og Frederik Reese på 26.

De kendte lidt til hinanden gennem musikmiljøet i Aarhus, hvor de begge bor. Og sidste år kastede de sig så ud i at lave musik sammen.

Det resulterede i en plads i KarriereKanonen 2020, hvor de spillede deres allerførste koncert til KarriereKanonens semifinale i marts.

Siden da har de fået et samarbejde op at køre med Lasse "Pilfinger" Kramhøft, der selv har vundet KarriereKanonen som en del af Djämes Braun i 2012. Han blev duoens manager efter at have fået øjnene op for dem til deres semifinale-koncert. Og så har de spillet et par virtuelle koncerter under corona-nedlukningen.

Fredag stod Føl som på scenen sammen igen.

- Det er fucking noieren, jeg kan næsten ikke trække vejret. Vi skal bare i gang. Vi har været fucking nervøse, lød det fra Emmanuel Matongo, som synger og rapper i Føl som, få sekunder inden duoen gik på scenen.

Efterfølgende kunne de ånde lettet op.

- Jeg tror, vi har øvet os for meget. Men det var fedt, for jeg syntes ikke, det føltes sådan, da vi spillede. Det føltes ret frit, og vi kunne virkelig mærke hinanden i det. Jeg synes, det var fucking vellykket, sagde Frederik Reese, som er duoens producer, efter koncerten.

Emmanuel Matongo fortsatte:

- Jeg er helt færdig. Nu er det ude af vores hænder, så er der forløsning. Jeg skal bare have noget at drikke.

Se Føl som optræde med nummeret 'Ringe til nogen' her:

2

BAADS

  • Der er nerver på hos 19-årige BAADS - med det borgerlige navn Mikkel Baadsgaard - efter en knap så vellykket lydprøve. - Det er ikke lige meget, om vi vinder det her, men det er okay, så længe vi har gjort det fucking godt. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • BAADS spiller sin anden koncert nogensinde - næsten helt uden publikum. Juryen sidder og ser med et sted ude i salen. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • - Fuck, mand. Det gik over al forventning. Jeg har gjort mit bedste, så jeg er glad. Nu kan jeg endelig spise en sandwich, griner Mikkel Baadsgaard lettet, da det er overstået. (Foto: Betina Garcia © Dr)
1 / 3

Det er kun et år siden, 19-årige Mikkel Baadsgaard gik i gang med at lave musik under navnet BAADS.

Han havde brug for at skrive og synge om sine inderste tanker og følelser. Og inden for et halvt år sikrede han sig en plads i KarriereKanonen 2020.

I marts spillede han sin første koncert nogensinde, da semifinalen løb af stablen. Og siden har han arbejdet intenst på at blive endnu bedre til at spille live og at skrive og producere nye sange.

Fredag aften stod han igen på scenen i håb om at imponere KarriereKanonens jury, der beslutter, hvilke to finalister der kan kalde sig vindere.

- Vi har øvet os meget, men vi har prøvet ikke at overgøre det for at holde det autentisk. Det er min anden koncert, og det er så noieren. Men vi vil bare gerne gøre det så godt som muligt. Der må helst ikke ske fejl, lød det fra BAADS inden koncerten.

Efterfølgende kunne han og producer-makkeren Asger Madsen dog forlade scenen aldeles tilfredse.

- Det gik over al forventning. Wow, jeg er lettet. Det gik pissedårligt til lydprøven. Det var elendigt, og det gav os så mange nerver. Men så tror jeg bare, der er noget i os, der siger: "Nu giver vi den lige et ekstra gear eller to". Der sker noget, når man ved, at kameraerne ruller, sagde han.

- Vi har leveret noget, vi kan være stolte af.

Se BAADS optræde med 'Snurrer rundt' her:

3

Bbybites

  • De få øjeblikke mellem lydprøve og koncert bliver udnyttet maksimalt. Pink outfit på, lidt hårspray, lidt makeup. - Jeg skal egentlig tisse, men jeg venter. Jeg har hørt et eller andet sted, at man tager gode beslutninger, når man skal tisse, siger Martha Maj Hauptmann, som optræder under aliasset Bbybites. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Setlisten består af Bbybites’ seneste single 'Amirite', 'Sherry n the Clown', som hun blev udvalgt til KarriereKanonen med, og det helt nye nummer 'Bad Company'. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • - Jeg er helt tør i halsen. Det gik latterligt hurtigt, siger hun, da det hele er overstået. Der måtte hverken komme venner eller familie til finalekoncerterne, men Martha Majs far er i telefonen, kort efter hun er gået af scenen. (Foto: Betina Garcia © Dr)
1 / 3

- Argh, jeg er lidt stresset. Nu er jeg kommet til at trykke på et eller andet på min in-ear-monitor, lød det fra 24-årige Martha Maj Hauptmann, mens hun trak et par skrigende pink glimmerbukser på kort inden sin finalekoncert fredag.

Lydprøven trak ud, og pludselig skulle det gå stærkt.

Martha Maj er kvinden bag kunstnernavnet Bbybites. Inden for det seneste halve år har hun sikret sig en finaleplads i KarriereKanonen, en pladekontrakt og en række live-shows - som der dog ikke har været mulighed for at gennemføre under corona-nedlukningen.

- Det var rart lige at stå på scenen og blive mere rolig i det her under lydprøven. Jeg har været så spændt, sagde hun, inden hun og bandet gik på scenen.

Bbybites har udgivet to singler i 2020 og har mere musik på vej. Under sin finalekoncert spillede hun et helt nyt nummer, 'Bad Company', som hun skrev for få måneder siden.

- Jeg syntes, det sparkede røv og tænkte, det passede så godt live. Koncerten gik meget, meget hurtigt! Det var lidt mærkeligt at stå på scenen igen. Jeg nåede kun lige at komme ind i det, før jeg skulle gå af igen, sagde hun grinende efter sin optræden.

- Jeg er lidt distræt lige nu, jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det. Men det er ret vigtigt for mig, det her, så jeg krydser alt, hvad jeg overhovedet har for, at juryen også kunne lide det.

Se Bbybites optræde med 'Bad Company' her:

4

Såforsatan

  • - Jeg er så rolig, som man nu kan være, men der er selvfølgelig altid lidt sommerfugle i maven, siger Sofus Bryld Staunæs (i midten) - eller Såforsatan. Han er hæs på grund af sin allergi, men er sikker på, det hele nok skal gå alligevel. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Såforsatan har skrevet mange nye sange på det seneste. Men indtil videre har han kun udgivet dem, der hedder '2121' og 'Morgentimer', som begge er på aftenens setliste. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • - Så skal vi have den øl, skal vi ikke?, lyder det veloplagt fra Sofus til bandet efter koncerten. - Vi skal lige pakke sammen først, lyder svaret. - Årh, fuck. (Foto: Betina Garcia © Dr)
1 / 3

Lettet, glad og lidt hæs.

Sådan beskrev Sofus Bryld Staunæs, som skriver sange og rapper under navnet Såforsatan, sin tilstand efter at have spillet finalekoncert fredag aften.

Sofus Bryld Staunæs har spillet shows som karakteren JUDA$$, siden han var teenager, så det er ikke helt nyt for ham at optræde. Men fredag var kun anden gang, han stod på scenen som Såforsatan.

- Det gik virkelig hurtigt, det var bare ind og ud. Jeg er meget tilfreds. Vi spillede endnu bedre end sidst, lød det fra den 21-årige finalist, som fortsatte:

- Men jeg tror ikke, jeg sover så godt, før jeg har fået afgørelsen. Jeg er utroligt konkurrence-minded, så det kunne være virkelig stort at kalde sig vinder af KarriereKanonen.

Siden semifinalen i marts har manden bag Såforsatan brugt tid på at finpudse sit liveshow med sit band og at skrive en masse nye sange - som der dog ikke blev plads til i aftenens korte set. Og han har store ambitioner for fremtiden.

- Det her er et stort skub i den rigtige retning, men det føles lidt, som om det er en træningsøvelse, når der ikke er publikum. Jeg glæder mig bare sindssygt meget til at komme ud og spille for en masse mennesker.

Se Såforsatan optræde med 'Aldrig har jeg' her:

5

TERESE

  • Terese Skovhus og hendes band har tilbragt utallige timer i øveren op til finalen, og nu går det løs. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Hun og keyboardspilleren, som hun danner par og bor sammen med, har spillet en lille koncert i deres gård under corona-nedlukningen. Ellers har de måttet undvære at spille live. - Uvisheden om, hvornår man potentielt kunne spille igen, har været underlig. Men sådan har det jo været for alle, siger hun. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Der bliver åbnet dåseøl efter koncerten. Nu kan de ikke gøre mere og må vente spændt på juryens afgørelse. De to vindere af KarriereKanonen 2020 offentliggøres mandag den 22. juni. (Foto: Betina Garcia © Dr)
1 / 3

- Jeg har glædet mig ret meget, men nu er jeg rigtig nervøs, udbrød 32-årige Terese Skovhus, der laver musik og optræder under navnet TERESE, kort inden hun skulle på scenen og spille finalekoncert.

Tidligere i år sikrede hun sig en plads i KarriereKanonen med nummeret 'De lyser blå', og i marts gik hun videre til finalen med sine dansable, dansksprogede popsange.

Siden har hun øvet sig, øvet sig - og øvet sig lidt mere, fortalte hun. Men nu var det endelig blevet tid til at fyre den af uden for øvelokalet.

- Jeg vil gerne gøre det godt og vise, hvor langt jeg er nået siden sidst. Det er vindertitlen, der er på spil, sagde hun.

Terese Skovhus og hendes band havde så vidt muligt forsøgt at arbejde alle de gode råd om sceneoptræden, de har fået i forbindelse med KarriereKanonens talentudviklingsforløb, ind i deres set. Og efter koncerten vurderede hun, at det fungerede, som det skulle.

- Det gik godt, og jeg er tilfreds. Det var fedt at stå på en scene igen!

Se TERESE optræde med 'Åbne vidder' her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk