Er du konstant på jagt efter en federe aftale? Dansk musiker gør op med frustrerende tendens i ny sang

Vi er for bange for at gå glip af noget og har for travlt med at skynde os videre, mener Såforsatan.

Såforsatan er træt af, at folk omkring ham – og ham selv – løber fra aftaler og altid har travlt med at lave andre planer. (Foto: Edi Cliff)

Er du typen, der løber fra den ene aftale til den anden? Som altid lige har et federe sted, du kan være, eller en bedre plan? Eller er du måske typen, der kigger på dine venner og tænker: "Slap nu lidt af"?

Den danske musiker Såforsatan – eller Sofus Bryld Staunæs, som han i virkeligheden hedder – kan genkende sig selv i begge ting. Han har haft for travlt med at skynde sig videre. Men han har også været udsat for den ene aflyste aftale efter den anden, når hans venner fandt noget bedre at tage sig til.

- Jeg synes, det er en tendens, der er lidt herskende. Man er altid på vej videre til det næste fede i stedet for at stille sig tilfreds med, hvad man har, siger Såforsatan.

Så et par dage før en nytårsaften, årets helt store festbrag, satte han sig ned på sit værelse og skrev en sang – som et opråb til sig selv og alle andre.

Han har netop udgivet den og kaldt den for 'Backup plan'. For Såforsatan vil gerne have, at vi skal "holde op med at have en backup-plan for at have en backup-plan".

- Sangen er skrevet i frustration over aflyste aftaler. Jeg oplever det konstant – og jeg er også selv god til at gøre det, så det er også et opråb til mig selv, siger han og uddyber:

- Jeg føler, at det er generelt, at der er en masse ting, man skal nå – og en masse ting, man kan være bange for ikke at nå. Jeg studerer for eksempel på universitetet ved siden af musikken, fordi jeg ikke kan få tingene til at løbe rundt med min musik.

Såforsatan prøver selv at leve efter et mantra, der skal få ham til at leve i nuet og være lidt ligeglad med, hvordan det hele kommer til at gå.

- Det er lige så meget en sang til mig selv om at skulle huske på at leve i det og stole på min egen mavefornemmelse.

Du kan lytte til Såforsatans tanker i teksten til sangen 'Backup plan' lige her:

0:00

Udgiver selv sin musik

For lidt over et år siden troede han ellers ikke, at han ville have brug for at have en backup-plan til sin musikkarriere.

Han havde meldt sig til KarriereKanonen – en talentkonkurrence og et talentudviklingsforløb for spirende musikere – og en junidag i DR Koncerthuset vandt han. Hans håb var, at han nu skulle skydes ud af den store kanon og lande midt i en blændende musikkarriere.

Virkeligheden blev dog en lidt anden. For hvordan skal man nå ud til et publikum med sin musik, når hele landet er lukket ned?

Alle koncerter var aflyst. Og pladeselskaberne lukkede dørene.

- Mange pladeselskaber har ikke gidet at signe ind på mit projekt – enten fordi de ikke føler, at den er der nu, eller fordi musikken er for alternativ. Jeg insisterer for eksempel på at lave en soulet 60'er-sang som 'Backup plan', fortæller Såforsatan.

Han besluttede at tage sagen i egen hånd og udgive sin musik alligevel.

Så nu er han ikke kun musiker, der skriver, indspiller og producerer alle sine sange. Han er også sin egen pressekoordinator og "business-haj", som han siger.

Og han har indset, at det hele ikke behøver at gå så stærkt, og at det ligefrem kan være en fordel at lære at gøre tingene selv.

- Jeg har modnet mig selv, efter jeg har taget ansvar for mig selv og min karriere. Jeg har en ambition om at blive én af de største i Danmark, og jeg er sikker på, at det nok skal ske før eller senere – det skal bare tage den tid, det tager.

Stoler på sig selv - men lytter til andre

På den måde insisterer Såforsatan på at følge sit eget opråb – at man ikke skal have en backup-plan, men bare leve i det, der sker lige nu, og samtidig stole på sig selv.

Han er dog også klar over, at dét at være en del af KarriereKanonen har været med til at skubbe til den udvikling.

- Jeg har fået værktøjer og redskaber og gode råd med på vejen. Og så har jeg fået en forstærket tro på mig selv. Der er nogle andre mennesker, som ikke bare er mine venner og familie, der har presset på og troet på mig, selv når jeg ikke selv har. Det har været virkelig rart, fortæller Såforsatan.

For Såforsatan har en deltagelse i talentprojektet KarriereKanonen blandt andet betydet, at han har lært at stå på egne ben som musiker og i sin karriere. (Foto: Edi Cliff)

- Det vigtigste er at blive ved med at tro på sin egen mavefornemmelse. Men man skal også have åbne ører og lade være med at være et narcissistisk røvhul, der tror, man er ufejlbarlig, og huske at lytte lidt, understreger han.

Det har han selv taget med sig fra KarriereKanonen videre ud i sin musikalske karriere.

- Jeg er kommet til et sted, hvor jeg kører mit eget show, jeg stoler på min egen vision, og at det nok skal lykkes. Jeg lytter, når der skal lyttes, men jeg træffer også mine valg ud fra min mavefornemmelse og en overbevisning om, at jeg selv ved, hvad der er bedst.

Næste skridt for Såforsatan er blandt andet en koncert på spillestedet Vega i København i november, og så arbejder han på sit debutalbum, der efter planen lander til næste år.

Facebook
Twitter