Har droppet macho-hiphop: 'Man behøver ikke være fucking skrøbelig, fordi man er følsom'

Den danske duo Føl som kommer hele følesesspektret rundt i deres musik.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Du kender det måske godt – Instagram-crushet.

Den dér person, som du ikke kender i virkeligheden, og som heller ikke aner, hvem du er. Men vedkommendes billeder taler til dig: "Vi ville være perfekte sammen".

Det var præcis det, 24-årige Emmanuel Matongo blev ramt af, da han faldt over produceren Frederik Reeses profil.

Matongo havde netop brudt med sin gamle hiphopgruppe Stigma. Og det havde givet ham anledning til at eksperimentere med ny musik, hvor han ikke behøvede at gemme sine følelser væk: 'Følsom dreng', skulle hans udgivelse hedde.

I løbet af sin opvækst og musikalske opdragelse med gangsterrap som 50 Cent og Snoop Dogg havde han ellers lært, at man helst skulle være macho. Men nu måtte det være på tide at vise verden, hvem han egentlig var. Og Frederik Reese virkede som den perfekt makker i det projekt.

- Jeg tænkte: "Wow, han ser sej ud og laver noget eksperimenterende musik. Det er det, jeg søger". Så jeg kommenterede på et af hans billeder, og så likede han min kommentar. "Yes! Den er hjemme", fortæller sanger og sangskriver Emmanuel Matongo om den indledende fase i et spirende venskab.

Et venskab, der senere udviklede sig til duoen Føl som, der i år er en af finalisterne i talentprojektet KarriereKanonen.

Lyt til Føl som med nummeret 'Mit blod', mens du læser videre:

0:00

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg allerede havde kigget på Emmanuel på sociale medier, griner Frederik Reese og fortsætter:

- Og jeg havde set ham spille med Stigma. Jeg kan huske, at han så virkelig sej ud og performede virkelig sygt. Jeg tænkte, at ham gad jeg godt arbejde med, for der var et eller andet ved ham, der var sindssygt unikt.

De aftalte at mødes. Og ganske rigtigt: Kemien var lige, som den skulle være.

Også selvom det var lidt underligt i starten. Musikalske møder plejer nemlig at starte i studiet - ikke hjemme i nogens stue over en kop kaffe, fortæller Emmanuel Matongo.

Men alligevel føltes det helt rigtigt for dem begge. Matongo spillede nogle af sine nye, mere følsomme sange, og sammen konkluderede de, at det var et match.

- På det tidspunkt havde jeg haft sessions med en del forskellige folk; også mange, jeg ikke klikkede så meget med. Musik er jo personligt, så hvorfor skulle man ikke lære hinanden at kende først og så tage det andet bagefter?, siger Frederik Reese.

Musikken er som en mani

Pludselig var duoen Føl som født. Og selvom de kun har udgivet ét nummer, 'Mit blod', har de bestemt ikke ligget på den lade side i det år, de har lavet musik sammen.

Føl som har nemlig været i studiet flere gange ugentligt siden dannelsen i starten af 2019, og en lang række sange venter blot på at blive gjort færdige og klar til udgivelse - selvfølgelig med tilhørende musikvideoer. Den ivrige skabertrang kan dog somme tider både føles som en velsignelse og en forbandelse.

- At være musiker er faktisk superstressende, og jeg både hader og elsker det. Du skal være nytænkende hele tiden og udlevere dig selv for hvert nummer, du laver. Og du skal have din egen lyd, som skiller dig ud fra de uendeligt mange andre, der også laver musik, fortæller Emmanuel Matongo, som læser til lærer ved siden af musikken.

Føl som består af Frederik Reese (tv.) og Emmanuel Matongo (th.). De har lavet musik sammen siden starten af 2019 og udgav deres første single i efteråret. (Foto: Betina Garcia © dr)

Men hvorfor så egentlig blive ved?

- Jeg kan bare ikke lade være. Det er meget meditativt og terapeutisk for mig, for jeg kan udtrykke nogle ting, jeg normalt ikke kan. Der kommer nogle følelser frem, som jeg kan have svært ved at fortælle til en nær ven, siger Emmanuel Matongo og fortæller, at der er flere linjer i sangen 'Mit blod', han slet ikke har tænkt over, han har skrevet, før han blev gjort opmærksom på dem bagefter.

- Det er næsten som en mani, når man er i det.

- Jeg kan få en idé og gå i gang med at lave musik og så "vågne" otte timer senere og have glemt både at spise og gå på toilet, og min krop er sådan: "Dude, du har glemt, du har en fysisk krop", istemmer Frederik Reese, der er uddannet lyddesigner, grinende.

Ikke en tudeballade

Navnet Føl som blev de hurtigt enige om. Emmanuel Matongo ville vise, hvor følsom han i virkeligheden var efter at have skullet fremstå som en hård hiphopper i sit tidligere projekt.

Og det gav anledning til lange samtaler om, hvad det egentlig vil sige at være følsom.

- Man behøver sgu da ikke altid være fucking skrøbelig, fordi man er følsom. Der er meget mere i det. Det er ikke noget med, at nu kommer der en tudeballade ud af det. Det kan også være noget, der slår dig hårdt i hovedet, når du mindst venter det, siger Emmanuel Matongo.

Føl som spillede deres første koncert ved KarriereKanonens semifinale i DR Koncerthuset 6. marts, inden coronakrisen satte en stopper for koncerter og arrangementer. Se dem optræde med 'Mit blod' her:

Sangene starter ofte med et udkast til en tekst eller en stump af en melodi, som Emmanuel Matongo kommer på. Og så bygger de resten op sammen i studiet.

Musikken handler om, at det ikke skal være farligt at være sig selv og stå ved at være følsom. I sangene kommer det musikalske makkerpar hele følelsesspektret rundt med alt, hvad det indebærer af op- og nedture, angst og mørke tanker.

Og der er særligt én tematik, teksterne kredser om: Gruppepres og den indre kamp mellem at gøre det rigtige og at støtte op om sine tætteste relationer – også når de roder sig ud i nogle dumme ting.

- 'Mit blod' står for dine tætte venner eller familiemedlemmer. Nogle gange gør de nogle fucked up ting, men i stedet for at konfrontere dem og stå imod, vælger du at gøre det samme som dem, for de er dit blod. En del af dig. Du vil gøre alt for dem, fortæller Emmanuel Matongo uden at udpensle situationen yderligere:

- Der har været rigtig mange gange, hvor jeg føler, jeg har stået i den situation. Men jeg tror ikke, jeg kan give konkrete eksempler, for min mor kommer til at læse det her, siger han med et grin.

- Jeg kan sige det sådan: Noget med byture, eufori, rus og dumme valg.

Føl som spillede deres debutkoncert i marts, men har allerede været i dialog med pladeselskaber, bookingbureauer og eventuelt kommende featuring-artister. Og duoen har masser af musik på vej. Men de er opsat på at lave musikvideoer til alle deres singler, hvorfor udgivelsesplanerne er sat på pause for nu. (Foto: Betina Garcia © dr)

De glæder sig begge til at komme ud på den anden side af coronakrisen, hvor de planlægger at gøre flere sange klar til udgivelse og ikke mindst spille dem live. Blandt andet til KarriereKanonens finale, hvor årets to endelige vindere skal findes.

Og der er masser at se frem til - i hvert fald hvis man er følsomt anlagt: Duoen har nemlig som mission at forsøge at udtrykke de ting, der kan være svære at sætte ord på. Og forhåbentlig kan andre også bruge det til noget, håber de.

- Det er ofte sværere at række ud end at grave sig selv ned i et dybt hul. Så det er også bare for at sige, at det er okay at have det sådan nogle gange. Det har de fleste.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk