Anna blev træt af at svine andre til i sin musik: 'Det er sindssygt fedt at kunne være megafølsom'

NØX er udvalgt som Månedens Kanon i talentprojektet KarriereKanonen.

(Foto: Martin Fält © Dr)

- Nemt! Den klarer jeg, hold min drink.

Sådan var indstillingen, da dengang 16-årige Anna Vigsø stillede sig op på en scene og rappede for første gang for ti år siden.

Hun havde skrevet digte og tekster længe. Og da hun så fik øjnene op for battlerap-videoer på YouTube, tænkte hun: "Det er slet ikke svært, det kan jeg også."

Til sit første battlerap-arrangement var hun således ikke i tvivl om, at det ville være lige til højrebenet… Indtil hun stod på scenen og skulle sende rimende svinere mod en modstander og måtte sande, at det var lettere sagt end gjort.

- Jeg stillede mig op på scenen, selvom jeg aldrig havde holdt en mikrofon før, og jeg kunne slet ikke finde ud af det, griner den i dag 26-årige rapper.

Men selvom præstationen måske ikke var i topklasse, fik hun blod på tanden og mod til at arbejde videre med at skrive og rappe.

I dag udgiver hun musik under navnet NØX, som er udvalgt som Månedens Kanon i november i talentprojektet KarriereKanonen med sangen 'Nu'.

Lyt til NØX med 'Nu', mens du læser videre:

0:00

Da hun dengang blev en del af den københavnske undergrundsrapscene og hurtigt begyndte at deltage i arrangementer som MC Fight Night og Rap Slam på udsolgte spillesteder og Roskilde Festival, var det, som om en helt ny verden åbnede sig for hende.

En verden, hvor hun hørte til.

- Jeg tror, jeg følte mig rodløs, fordi jeg har flyttet rigtig meget og ikke følt, jeg hørte til på de skoler, jeg gik på. Og der fandt jeg rigtig meget ro i hiphopmiljøet. Der var plads til at være den, man er, og der er det okay at være lidt underlig, fortæller NØX, som er vokset op i Taastrup og Lyngby.

Anna Vigsø debuterede som NØX med sangen 'Nu' i oktober. Musikken bliver primært til hjemme i hendes lejlighed og i et musikstudie i Københavns nordvestkvarter, hvor hun arbejder med produceren Xeren. (Foto: Martin Fält © Dr)

Stoffer, alkohol og skimmelsvamp

Med sit nye kunstnernavn forsøger NØX dog at lægge sin tid som battlerapper bag sig og se fremad.

Med tiden fik hun nemlig brug for en anden ramme at folde sig ud inden for, hvor der også var plads til være følsom.

- Jeg blev nok lidt træt af at battle og svine andre til. Og når du battler, bruger du flere måneder på en tekst, og så kan du kun bruge den én gang. Det har været sindssygt fedt nu at kunne bruge rap til ikke kun at være hård, men også megafølsom, fortæller hun om sin overgang til at lave musik som NØX.

Men det har taget tid for hende at finde sin rette hylde. NØX opstod nemlig lidt tilfældigt efter et fejlslagent forsøg på at danne en gruppe med to andre kvinder, henholdsvis en dj og en sanger.

- Vi tog to sessions og fandt ud af, at det skulle vi bare ikke. Det var primært mig, der skulle skrive lyrikken, men jeg fandt ud af, at det var for svært for mig, at en anden skulle synge og rappe mine tekster, fortæller hun.

I stedet begyndte hun at lave musik med produceren Xeren. Og efter at have afprøvet flere stilarter og idéer, begyndte de at lande på noget, der lød rigtigt i hendes ører.

Og så skulle hun blot give slip på idéen om, at man skal have en højkulturel vibe for at være soloartist.

- Jeg har tit tænkt, jeg skulle være meget kunstagtig for at være artist og finde inspiration i klassisk litteratur og malerier og danne mig nogle abstrakte billeder, der kunne blive til musik. Men det passer jo overhovedet ikke til mig eller det liv, jeg lever. Jeg bruger hverdagssprog og har nu givet mine grimme sider lov til at fylde, siger hun.

  • NØX er opstået ud af et behov for at afprøve sig selv på en ny måde - og skrive tekster, hvor hun kan få lov at være både hård og følsom på én gang. (Foto: Martin Fält © dr)
  • - Jeg fik engang at vide, at rap trives bedst i undergrunden, fordi der hele tiden er konkurrence, og alle vil opad og er nødt til at gå i nye retninger hele tiden. Og jeg tror i hvert fald, det er rigtigt, at det er klogt at blive ved med at afprøve sig selv og udvikle sig. Man er jo ikke den samme hele livet, siger NØX. (Foto: Martin Fält © dr)
  • NØX har netop udgivet sin anden single, 'Kanin', som er en hyldest til singlekvinder, der dropper Tinder og hellere vil hygge sig derhjemme med en kanindildo. - Jeg elsker at male billeder og fortælle mærkelige historier i mine tekster, siger hun. (Foto: Martin Fält © dr)
1 / 3

- Uanset hvor kunstagtig, jeg gerne vil være, så har jeg været i hiphopundergrundsmiljøer i mange år, hvor der har været stoffer, alkohol og skimmelsvamp i væggene. Og det skal måske også have lov til at have en plads.

Vigtigt at turde fejle

I sangen 'Nu', som altså er Månedens Kanon i denne måned og onsdag får radiopremiere på P3, har NØX forsøgt at sætte ord på det at bryde ud af sin skal.

- 'Nu' handler om at finde ud af, hvem man er, og stå ved det og bryde løs fra, hvad end der holder én nede eller tilbage, fortæller hun.

Det har NØX selv gjort ved at arbejde hårdt og blive ved med at gå efter det, hun tror på: musikken. Og ikke mindst ved at acceptere, at man ikke kan udvikle sig uden at fejle.

- Det er vigtigt at turde fejle, og man er nødt til at kunne rumme, hvis noget ikke lige fungerer. Min producer og jeg har lavet megameget musik, som aldrig kommer ud, men det skulle prøves, og det var vigtigt, at vi prøvede det af, siger hun.

- I musikmiljøet har jeg indtryk af, at mange går på kompromis med deres udtryk, fordi de tror, radioen, konservatoriet eller Soundvenue vil kunne lide det. Men hvis ingen ender med at bide på, står man måske med noget, man ikke engang selv kan lide. Det vigtigste er at lave noget, man selv kan stå inde for, og så er alt andet en bonus.

NØX glæder sig til at få mulighed for for alvor at introducere sit elektroniske hiphopunivers for de danske musikfans og lover meget mere musik i løbet af efteråret og i 2021. (Foto: Martin Fält © dr)

Kan redde dig på en dårlig dag

Spørger man P3-vært Fie Neergaard, der har været med til at udvælge 'Nu' som Månedens Kanon, er det ikke til at overhøre, at NØX ikke at bange for at smide en masse attitude ind i sin musik.

- Det, jeg især godt kan lide, er, at hun er så overlegen og har virkelig meget attitude. Hun er meget direkte i sit sprog, må man sige, siger radioværten.

- Det er fedt, hvordan hun leger med sit flow og kører lidt ned og op og bliver lys i stemmen. Og så er nummeret krydret med en meget nutidig og tung produktion, som klæder det ret godt.

Er du glad for navne som Nicki Minaj og Tessa, kan du roligt smække NØX på sin playliste, mener Fie Neergaard. Og så har nummeret potentiale til at være din redning, hvis du har en dårlig dag.

- Det kan give én et skud selvtillid og få én lidt ovenpå, fordi man kan mærke, NØX selv er på toppen over sig selv på det her nummer. Det kunne passe perfekt ind, hvis man er lidt nede og har brug for at blive hevet op, siger Fie Neergaard og afslutter:

- Man får et indtryk af, at hun virkelig gerne vil frem med musikken, fordi hun tør være så direkte og ikke lægger fingre imellem i sin tekst. Hun stiler efter at blive det vildeste nye navn.

FacebookTwitter