Casper brugte år på at lave 'lortemusik': 'Man skal tro på, man er fed, selvom man ikke er det'

Casper Carl har skrevet ærlige sangtekster i ti år - men først nu er han tilfreds med sangene.

(Foto: Martin Fält © dr)

Kan du mon komme på én interesse, du har haft hele livet?

Det kan 24-årige Casper Carl.

For selvom han nok har lagt legetøj og de fleste ting, man render rundt og laver som barn, på hylden, i takt med at han er blevet ældre, er der en ting, der har holdt ved: at skrive.

Da han var lille, var det eventyr og historier om karakterer, han fandt på. Men med tiden begyndte skriverierne at handle om ham selv. Og for ti års tid siden blev de til sangtekster.

Nu er Casper Carl begyndt at udgive sangene, og det nyeste udspil, der hedder 'Bliv ved', får i denne uge radiopremiere på P3. Sangen er nemlig udvalgt som Månedens Kanon i talentprojektet KarriereKanonen i februar.

Lyt til 'Bliv ved' med Casper Carl her:

0:00

Men vejen dertil har været lang. Efter at have skrevet tekster i et par år, købte han en mikrofon med en ven og begyndte at optage vokaler. Og selvom de dengang selv syntes, det lød fedt, så er Casper Carl i dag ikke enig med sit yngre jeg.

- Vi brugte nogle år på at lave en masse lortemusik. Det begyndte nok først at lyde godt for et par år siden, siger han med et grin og fortsætter:

- Det, jeg laver nu, er nok det, jeg har prøvet på at lave de sidste ti år. Jeg tror ikke, nogen sætter sig ned og skriver en god sang første gang. Men man er nødt til at tro på, at man er rigtig fed, selvom man ikke er det. Så bliver man bedre med tiden og får måske et lidt mere realistisk syn på det.

Og Casper Carl har da i dén grad også lagt timer i at blive bedre til at skrive sange. På en god uge tager han i studiet med sin ven og producer fire sange – ja, gerne hver dag, når det er muligt.

Der er opstår nemlig hele tiden noget i ham, han kan arbejde med i sangskrivningen. Og han tager konstant noter på sin telefon, som kan være alt fra en tilfældig tanke til noget, en ven har sagt, der lyder godt – eller en oplevelse, han har haft.

- Jeg har nok 3.000 noter på min telefon fra de sidste par år. Jeg skriver noter ned i løbet af dagen eller ugen, og min producer laver beats. Så skriver jeg over dem, fortæller den 24-årige sangskriver.

- Jeg synes ofte, folk nævner det med, at de er nødt til at skrive tekster eller musik for at komme ud med nogle ting. Men jeg har skrevet det meste af mit liv, så jeg kan ikke huske, hvordan det føles ikke at skrive. Jeg har aldrig holdt pause fra det, så jeg ved ikke, hvad alternativet er, fortæller Casper Carl. (Foto: Martin Fält © dr)

Tager udgangspunkt i sig selv

En af de sange, makkerparret har fået på plads i den seneste tid, er altså 'Bliv ved', som ifølge Casper Carl handler om at "vende 180 på en person".

- Den handler om følelsen af at vide, at tingene ikke er, som de skal være. At vågne op en dag og synes, noget ikke er lige så fedt, som man syntes, det var tidligere. Det er nok lidt banalt, men hvis man ikke føler for det, skal man ikke blive i det, forklarer han.

Og kærlighed er da også et emne, der går igen i flere af hans sange. Alle sangene tager nemlig udgangspunkt i hans eget liv, så det vil altid være de ting, der spiller en rolle i hans hverdag, der bliver omdrejningspunkt for teksterne.

- Hvis man vil tage udgangspunkt i sig selv, må man også arbejde med de ting, man selv oplever og tænker på. Så det er ret normale ting som byen, kærlighed og venner, der dukker op. Det kan være, det ændrer sig med tiden, griner Casper Carl.

  • ’Bliv ved’ er nok en af de mere tilgængelige og poppede sange, jeg har skrevet. Og det er jeg stolt af, for det er supersvært at skrive popsange, siger Casper Carl. (Foto: Martin Fält © dr)
  • - Jeg kommer altid til at gå langt ind i mit eget hoved, når jeg skriver sange. Og jo længere ind, man kommer, jo mindre bevidst er man om, hvad der er hoved og hale i sangen. (Foto: Martin Fält © dr)
  • - For at skrive rigtig popmusik tror jeg, man skal have en klarhed, når man skriver, som jeg ikke har. Men det tror jeg ikke er en dårlig ting, for når vi laver noget, der er relativt simpelt og lige til, som vi også godt kan lide at lave, så får vi vores eget ud af det. (Foto: Martin Fält © dr)
1 / 3

Selvom det stadig er teksterne, der er i centrum for Casper Carl, er han med tiden blevet opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan de musikalsk pakkes ind og ender med at lyde.

Derfor er sangene også blevet mere melodiske de seneste år. Og det er noget, samarbejdet med hans nuværende producer også har hjulpet godt til med.

- Det startede meget mindre melodisk ud, og jeg føler, jeg har brugt de første mange år på at skrive og tro, det var nok. Hvis man er meget optaget af at skrive, kan man godt blive blind for selve lyden, fordi man synes, poesien er vigtigst. Men det er ikke kun det, man siger, der er vigtigt – det er også, hvordan man siger det, forklarer han.

- Min producer og jeg prøver ofte at blande det organiske med det elektroniske. Vi har begge to en kærlighed til en masse forskellige genrer. Så er der noget akustisk guitar, og så er der en voldsom synth i baggrunden. Men det kan være svært at sige, hvad det præcis lyder som. Vi er på et tidspunkt blevet beskrevet som "folk music, men med et Medina-bass-kick". (Foto: Martin Fält © dr)

Makkerparret havde glædet sig til at spille deres sange live, men nåede kun en enkelt koncert i sommer, inden planerne blev spoleret. Men det har dog ikke slukket gejsten. De har nemlig blot arbejdet videre på musikken og har lagt planer for flere udgivelser.

- Vi tænkte: "Der kommer ikke til at ske noget på andre fronter, vi kan ikke spille, alle sidder fast. Hvad har vi tilbage? Vi har internettet, så lad os udgive." Så vi udgav første single i december og nu også 'Bliv ved', siger sangskriveren.

Og så regner han da også med at kunne indtage et par live-scener, så snart situationen er til det.

Føles både velkendt og fremmed

Spørger man radiovært Andrew Moyo, findes der næsten ikke et bedre tidspunkt at blive introduceret til Casper Carls univers end lige nu.

- Sangen 'Bliv ved' er bygget til lige nu. Den har en hyggetrist stemning. Hvis du har en dårlig dag eller periode – som jeg tror mange har i øjeblikket – og du ikke er helt klar til at slippe det, så kan du sætte den her på, siger han.

Han mener, at man især bør lægge mærke til sangens tekst.

- Sangen er ret melankolsk i sit udtryk, men samtidig sker der ret mange sjove ting i teksten. Der er små overraskelsesmomenter, som virker virkelig stilet og tjekket.

Derudover mener Andrew Moyo, at Casper Carl formår at placere sig i slipstrømmen af nogle kunstnere og musiktrends, vi efterhånden kender godt, men på sin helt egen måde.

- Det lyder både velkendt og fremmed på samme tid. Jeg kan finde alle mulige referencer til ting som Soundcloud-rap, lidt Hans Philip og noget Frank Ocean, men jeg har ikke hørt dem sat sammen på den her måde før, fortæller radioværten.

- Det er både alvorligt og med et glimt i øjet. Og så er der noget med hans stemme, som på en måde lyder, som om den gerne vil lave rockmusik. Der er en lidt punk-rocket energi i den, som er ret svedig.

FacebookTwitter