Har du fået nok af Tinder og overfladisk datingkultur? Så har Emilie skrevet en sang til dig

Emilie Kokholm Olsen blev træt af overfladisk dating og skrev en sang. Nu er den udvalgt som Månedens Kanon i KarriereKanonen.

(Foto: Stefan Wessel © DR)

Der findes alenlange lister om, hvordan du kommer dig over dit knuste hjerte.

Du kan sidde derhjemme og gense gamle afsnit af 'Den store bagedyst', mens du spiser skilt chokolademousse fra Dr. Oetker direkte ud af skålen. Eller også kan du tage dit hjerte i hånden, gå ud og danse til den lyse morgen.

Da den 23-årige sanger Emilie Kokholm Olsen blev single, havde hun brug for det sidste. Selvfølgelig var hun ked af det, men nok mest af alt lettet over, at forholdet var slut.

Nu havde hun bare brug for at indtage et dansegulv og prøve at date. I fire dage nåede Emilie Kokholm Olsen at være single - så lukkede Danmark og diskotekerne ned på grund af corona.

Og hvad gør man så?

Man går på Tinder.

Emilie Kokholm Olsen laver musik under navnet Wide og er med nummeret 'Easy Love' blevet udvalgt som Månedens Kanon i oktober i talentprojektet KarriereKanonen. (Foto: Stefan Wessel © DR)

- Jeg har datet rigtig, rigtig meget, siger Emilie Kokholm Olsen grinende.

Det sidste halvandet år har hun vandret København tynd på gåture, mens der er blevet drukket kaffe nok til at brødføde byens samlede lærerstand.

Men Emilie Kokholm Olsen er stadig single.

For hun endte med at blive træt af pinlig tavshed, picnictæpper og af alle dem, der enten ville for meget eller for lidt.

- Jeg fandt ud af, at vores datingkultur er megahård. Jeg blev så træt af alle de overfladiske relationer og bare at være nogens "nemme" kærlighed.

Oplevelserne i datingland endte som et stykke musik. Sangen 'Easy Love' er direkte inspireret af hendes eget break up, de utallige swipes på Tinder og den lidt for "nemme" kærlighed - som hun selv kalder det - der fulgte med.

Emilie Kokholm Olsen laver musik under navnet Wide, og nu er hun og sangen 'Easy Love' netop blevet udvalgt som Månedens Kanon i talentprojektet KarriereKanonen.

- Det er helt vildt stort for mig, fortæller hun.

Hør Wide med 'Easy Love', som er Månedens Kanon i oktober, her:

0:00

Girl power og kønskamp

Netop sangen 'Easy Love' er et godt eksempel på den musik, Emilie Kokholm Olsen laver, fortæller hun.

Det er ofte hendes eget liv, der bliver brugt som inspirationskilde til musikken. Det har det været, siden hun startede med at synge og skrive tekster som 11-årig.

- Det har altid været enormt forløsende for mig at skrive sange. Det er lidt ligesom en terapisession, når man sidder og får sine tanker skrevet ned.

Projektet Wide startede i 2019, da Emilie Kokholm Olsen gik på en musikhøjskole. (Foto: Stefan Wessel © DR)

I sine sange behandler hun alt fra trivielle hverdagsproblemer til feminisme.

Selv kalder hun sin musik for drømmende elektropop med et ordentligt spark af girl power. Det er også særligt i andre kvindelige artister, at Emilie Kokholm Olsen finder forbilleder og inspiration.

Men Emilie Kokholm Olsen er også pænt træt af den skæve kønsbalance, hun fortsat oplever i musikbranchen.

- Man ser ofte en smuk sangerinde, men bag hende er der kun mænd, synes jeg. Det kan være med til at holde fast i den idé, at det er kvinder, som synger, og mænd, der spiller på instrumenterne. Det gider jeg ikke.

Derfor har hun bevidst sammensat sit eget band, så der bag hende står flest kvinder, fortæller hun.

Modstand giver blod på tanden

Selvom Emilie Kokholm Olsen først lige har sat jagten ind på musikdrømmen, går det faktisk ret godt for hende og bandet. Koncerterne i kalenderen bliver i hvert fald til flere og flere.

Og hver gang hun kigger ud af sit vindue, kan hun se direkte over på den bygning, hvor Koda - organisationen, som sikrer, at musikere får betaling for, at deres musik bliver brugt i det offentlige rum - holder til.

- Så står jeg der og siger: "Thank you for my money".

For Emilie Kokholm Olsen er begyndt at tjene lidt på musikkarrieren. Godt nok ikke nok til, at hun kan leve af det, men lidt har også ret.

Hun arbejder ved siden af, men det er musikken, der har førsteret i hverdagen, for den unge sanger har altid vidst, at det var den, hun ville leve af.

- Hele vejen gennem gymnasiet var jeg fokuseret på, at jeg skulle have et godt gennemsnit. For så behøvede jeg ikke at søge ind på en uddannelse inden for to år og få en karakterbonus. Jeg var virkelig ambitiøs, men da jeg var færdig med gymnasiet, havde jeg det bare sådan: "Fuck this shit". Og så gik jeg all in på at lave musik, siger hun.

- Når jeg står på scenen, er jeg on fire. Det er, som musikken bare tager over, og man bliver et produkt af ens musik og det budskab, den har, fortæller Emilie Kokholm Olsen om at spille live. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Opbakningen har hun med hjemmefra, men der er alligevel nogle i hendes omgangskreds, som har svært ved at se musikkarrieren som en levevej. Derfor skal Emilie Kokholm Olsen stadig stå på mål for kommentarer som: "Hvornår begynder du at tage en uddannelse?" og "Hvad er det egentligt, du laver med det der musik?".

Det er især modstanden, som giver hende blod på tanden til at fortsætte.

- Jeg er superstædig. Jeg finder mig ikke i, at nogen siger, at jeg ikke kan. Og modstanden gør bare, at jeg bliver endnu mere stædig.

Netop derfor er hun også både stolt og glad for at kunne kalde sig for Månedens Kanon.

- Det er jo et kæmpe skulderklap. Nu kan jeg jo se, at jeg gør det helt rigtige, siger Emilie Kokholm Olsen og tilføjer, at hun i øjeblikket arbejder på et debutalbum, som forhåbentlig kan udkomme til næste år.

Giver lyst til mere

Hvis du ikke allerede har trykket play på sangen 'Easy Love' med Wide længere oppe i artiklen, så er det bare om at komme i gang.

Sangen er nemlig en kæmpe ørehænger, der giver en lyst til at høre mere, fortæller Anders Ugilt, der er radiovært på P3 og har været med til at udvælge Månedens Kanon.

- Det kræver kun ét omkvæd, så kan man synge med. Den er ret iørefaldende, og så er Wide et ret fint bud på en ung dansk kvinde, der laver popmusik på sin egen måde. Det er meget pænt, men det kradser alligevel lidt.

Og så kan alle, der har prøvet at befinde sig på det danske datingmarked, finde noget identifikation i sangen, mener han. For vi vil alle gerne vælges til, og ikke kun en gang i mellem.

Fremtiden tror Anders Ugilt kan komme til at byde på noget godt for Wide og kvinden bag kunstnernavnet, Emilie Kokholm Olsen. Hun skal bare vælge sin egen vej inden for musikken, lyder opfordringen.

- Jeg tror, fremtiden godt kunne byde på nogle spændende ting. Vi er gode til at producere stærke kvindelige soloartister i Danmark. Og der er plads til hende på musikscenen, hun skal bare vælge sin vej og være tro mod den, så tror jeg godt, hun kan blive ret stor.

- 'Easy Love' er det mest poppede nummer, jeg har lavet, og jeg synes også, at det er et af de bedste, siger Emilie Kokholm Olsen selv om sin sang, der i denne måned får radiopremiere på P3. (Foto: Stefan Wessel © DR)
Facebook
Twitter