Verdenskendt musikikon ringede ikke tilbage, da Simone gav ham en cd med sin musik. Men hun opgav aldrig sin drøm

Simone Tang har arbejdet målrettet med sin musik, siden hun var barn. Nu er hun udvalgt som Månedens Kanon i KarriereKanonen.

(Foto: Stefan Wessel © DR)

Måske er du ansvarlig for én af de mere end 470.000 afspilninger af hendes debutsingle 'Shame' fra 2019.

Måske stemte du på hende til MGP i 2004.

Eller måske kender du hende fra skærmen, hvor hun blandt andet har spillet den kvindelige hovedrolle i Nils Malmros' film 'Kærestesorger' fra 2009.

Den vender vi i øvrigt tilbage til lige om lidt.

For måske er det her første gang, du stifter bekendtskab med 31-årige Simone Tang.

En sanger og sangskriver fra Svendborg, der i en tidlig alder blev scenevant både med og uden en mikrofon i hånden, som senere blev uddannet sangskriver fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og som i dag bor i København.

I denne måned er hun udvalgt som Månedens Kanon med sin sang 'We Never Danced' i talentprojektet KarriereKanonen, som blandt andet betyder, at sangen får airplay på radiokanalen P3.

Hør 'We Never Danced' her, mens du lærer Simone Tang bedre at kende:

0:00

Modtog pris for hovedrolle

Men inden vi hopper ombord i 'We Never Danced', så lad os skrue tiden tilbage til en juniaften i 2009.

For i en hotellobby i den kinesiske millionby Shanghai udspiller der sig en scene, der på mange måder siger ret meget om Simone Tang. Både som menneske og som musiker.

Iført gallakjole forsøger hun ihærdigt at få hotellets computer til at brænde hendes egen musik ned på en cd.

En cd, som hun har planer om at overrække til den amerikanske musiklegende Quincy Jones få minutter senere.

I 2009 var den dengang 19-årige Simone Tang inviteret til Shanghai International Film Festival, fordi hun var nomineret til den prominente filmfestivals store skuespilpris som bedste kvindelige hovedrolle.

I lejligheden på Amager er man ikke i tvivl om, at man er på besøg hos en musiker. På væggen hænger der tre guitarer, der står en på gulvet – og der ligger også en henslængt i sengen. Og så står der et pianette, hun har arvet fra sin farmor ved den ene væg, og et keyboard ved den anden. (Foto: Stefan Wessel © DR)

En nominering, hun fik for sin rolle som Agnete i Nils Malmros' film 'Kærestesorger', og som hun bestemt ikke regnede med ville resultere i, at hun rent faktisk vandt den store pris.

Eller at hun skulle gå den lange vej op til den store scene og modtage prisen af Hollywood-stjernen Andie MacDowell, for dernæst at fremstamme en spontan takketale på engelsk foran et rum fyldt med kendisser, de fleste af os kun møder på filmlærredet.

- Jeg var slet ikke forberedt på det. Det var et kæmpe chok, faktisk, fortæller hun.

Chok på chok

Da hun stod på scenen og forsøgte at sætte ord sammen til sætninger, så hun skuespilleren Ewan McGregor på publikumsrækkerne. Han sad og klappede af hende.

Og bag ham fik hun så øje på den multi Grammy-vindende musiklegende Quincy Jones, der blandt andet har produceret Michael Jacksons ikoniske 'Thriller'-album.

Endnu et chok.

Her ses Simone Tang til gallapremieren på filmen 'Kærestesorger' den 12. marts 2009 i København. Omkring hende står i øvrigt resten af filmens cast, som blandt andre tæller Sofie Linde og den mandlige hovedrolleindehaver, Thomas Ernst, som står ved siden af Simone Tang. (Foto: ANDREASEN LARS E © Scanpix Ritzau)

- Det var ret musikepisk for mig, at han sad der og klappede af mig.

For nok stod Simone Tang på en ret imponerende scene med en ret imponerende skuespilpris i hånden. Men ligesom i dag, så bankede hendes hjerte allermest for musikken.

- Det var noget, jeg vidste ret tidligt. Mit første minde med at synge er fra, da jeg er syv år gammel, hvor jeg står med det store hjemmekamera og filmer ind i væggen for at få lyden med, mens jeg står og synger noget, der lyder engelsk, men som ikke er det, forklarer hun med et lille grin.

Det er af samme grund, at man senere samme aften kunne se hende stå i sit gallaskrud i en hotellobby og brænde en cd, inden hun skulle videre til hotellets øverste etage, hvor efterfesten foregik.

For hun kunne ikke ikke gribe muligheden for at få Quincy Jones til at lytte til hendes musik.

19-årige Simone Tang vader derfor over til ham midt i efterfesten og stikker ham den stadig varme, nybrændte cd i hånden.

- Altså, jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Det var dengang, jeg spillede med mit gymnasieband, og vi spillede på dansk. Rimeligt ubarmhjertigt at give ham nogle sange på dansk, efterrationaliserer hun i dag med et smil på læben.

Om han smed cd'en i skraldespanden, da han kom ind på sit hotelværelse senere på aftenen, eller om han rent faktisk lyttede til hendes musik, ved hun ikke.

- Men han har sgu ikke ringet til mig endnu, griner hun.

Det er hendes fars gamle guitar, hun spiller på her. Han gik bort i 2017 på grund af et alkoholmisbrug. Et misbrug, der også fyldte i Simone Tangs barndom, og som hun sætter ord og musik på i sin debutsingle 'Shame' fra 2019. - Min far spillede meget guitar og sang, så det er helt klart ham, der har fået musikken ind i mit liv fra en meget tidlig alder, fortæller hun. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Barnestjernen, der blev voksen

Selvom mindet i dag får hende til at trække på smilebåndet, er oplevelsen i Shanghai måske et meget godt billede på, hvem Simone Tang er - eller rettere hvem hun ikke er.

Hun er i hvert fald ikke typen, der venter på, at andre får ting til at ske for hende.

Allerede fra en tidlig alder udviste hun samme målrettethed. Som da hun som 10-årig fik skolens kor og musiklærer til at akkompagnere hende, mens hun optrådte med sine egne sange.

Eller da hun som 12-årig blev optaget på den nu hedengangne talentskole Legoland Show Academy i Billund.

Sidstnævnt banede i øvrigt vejen for hendes første store musikmilepæl: MGP i 2004, hvor hun deltog med sangen 'Hvorfor gik du din vej'.

- Jeg havde drømt om at deltage i MGP, siden jeg kunne finde ud af at sige "MGP". Det var så megafedt at stå på scenen, selvom jeg selvfølgelig også var supernervøs. Det var ret vildt – men fedt, husker hun.

Simone Tang har ikke helt lagt skuespillet fra sig. Næste år medvirker hun igen i Nikolaj Cederholms musikteaterstykke 'Teaterkoncert C. V. Jørgensen' på Aveny-T-teatret i København. En forestilling, hun også medvirkede i i 2020, da den blev opført på Aarhus Teater. På billedet ses hun dog i det øvelokale, hun lejer sammen med en håndfuld andre musikere. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Sangen, der blev født ud af frustration

I dag er musikken lige så stor en del af hendes liv som dengang.

Når hun ikke arbejder som handicapmedhjælper eller indimellem medvirker i teaterforestillinger, bruger hun tiden på at skabe sin musik.

I denne måned er hendes nummer 'We Never Danced' så udvalgt som Månedens Kanon i KarriereKanonen.

Sangen har hun selv både skrevet og produceret, og den handler om et forlist forhold.

- Som titlen hentyder til, så var det et forhold, hvor vi bare aldrig rigtig kom videre. Vi dansede sgu bare aldrig særligt fedt sammen, kan man sige, fortæller hun.

Det meste af Simone Tangs musik skabes inden for lejlighedens fire vægge. Eller otte, hvis man tæller væggene til det mikroskopiske kosteskab-ombygget-til-sangboks, der er midt i hjemmet. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Selvom ulykkelig kærlighed ikke er noget at spøge med, forsøger hun alligevel i sangen netop at gøre lidt grin med hele situationen, hvor blandt andet forvrængede korstemmer skriger linjer som "give me a chance" og "I just wanna tell you something" i baggrunden.

Et forsøg på at imitere et modsvar fra ekskæresten.

Spørger man P3-vært Frederik Hjerrild, der har været med til at udvælge Månedens Kanon, så er det sangens legende og fængende lyd, der fanger øret i første omgang.

- Det er et catchy nummer, der springer mellem både at være poppet og soulet, hvilket er ret fint, starter han, mens han i øvrigt bemærker, at det er "benhårdt", at hun også selv har produceret nummeret.

- Det er fedt, at hun har dygtiggjort sig inden for alle områder, og man kan kun have respekt for en artist, der vil have fingrene helt nede i musikken på den måde, mener han.

'Stick it to the man' står der med blæk på siden af hendes venstre mellemfinger. Et citat fra 'School of Rock', der var noget af det første, der faldt hende ind, da hun fik foræret to tatoveringer i fødselsdagsgave af en veninde som 20-årig. Hun havde én time til at beslutte sig for motiv. På hendes højre håndled har hun en tegning af en tændstikmand, eller på engelsk: en stick man. - Ja, det er jo egentligt lidt åndssvagt, men vi syntes, det var meget sjovt dengang, siger hun. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Om det catchy omkvæd fortæller hun selv, at det rent faktisk opstod ud af frustration.

- Det lyder måske, som om jeg har hygget mig, mens jeg lavede det. Men det har jeg overhovedet ikke. Jeg var dybt irriteret, griner hun.

Hun havde siddet hele dagen og forsøgt at skrive "et fedt nummer".

- Men der kom kun lort op til overfladen. Og så sad jeg bare og tævede ned i klaveret, hvilket er endt med at være den insisterende og irriterende orgellyd, der er i nummeret, forklarer hun, mens hun hamrer hænderne ned i spisebordet for at demonstrere den frustrende proces.

En frustrerende proces eller ej, så bliver sangen altså introduceret for P3's lyttere igennem hele november måned.

- Jeg er virkelig glad og taknemmelig for anerkendelsen af, at det, jeg har gang i, også giver mening for andre, fortæller Simone Tang.

Et skulderklap, hun fremover "kan hive op af lommen" på de dage, hvor det ikke spiller at være musiker.

  • I en gammel bunker deler Simone Tang øvelokale med nogle andre musikere. - Jeg burde komme her meget mere, end jeg egentlig gør, siger hun. Men når man har indrettet sig med et minimalistisk hjemmestudie, kan det være svært at komme ud af døren. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
  • Øvelokalets vægge er beklædt med gamle tæpper og skumgummi for at optimere bunkerens akustik. (Foto: Stefan Wessel © DR)
1 / 2
FacebookTwitter