Kender du historien? Sådan skabte MØ og Major Lazer et af verdens største hits

MØ og Diplo mødte hinanden i 2013, men først to år efter udkom 'Lean On', der blev et kæmpe hit og begyndelsen på et musikalsk venskab.

(© Sony Music)

Der er sat et hjemmestudie op i køkkenet i den lejede lejlighed i Amsterdam og købt billige snacks fra et hollandsk supermarked den dag i 2013.

MØ – eller bare Karen Marie Ørsted – sidder og venter nervøst og spændt sammen med sin manager, Bjørn Nielsen, og producer, Ronni Vindahl.

Indtil i dag har de gjort alt for at få hul igennem til dj-trioen Major Lazer. Det har nemlig vist sig, at en mulighed har åbnet sig – og at den verdenskendte dj Diplo, som er et af medlemmerne i Major Lazer, ved, hvem MØ er.

Tidligere har en bruger på Twitter opsnappet, at MØ engang i et interview har sagt, at hendes drømmesamarbejde er med Major Lazer. "Diplo, arbejd med hende her, få det til at ske," har brugeren skrevet og tagget både MØ og stjerne-dj'en.

Mod alle odds har Diplo svaret på tweetet med tre skæbnesvangre ord:

"We love her."

Dét tweet har efterfølgende sat alt i kog hos MØ og producer Ronni Vindahl. Det skulle blive til noget.

Og det gjorde det. De har fået hul igennem, og nu er Major Lazer på vej til lejligheden i Amsterdam.

- Det var bare helt sindssygt, erindrer MØ i den nye P3-podcastserie 'Hvem er MØ?', når hun husker tilbage på den tid.

Men på den dag i 2013 ved den danske sanger fra Fyn stadig ikke, hvor sindssygt det rent faktisk ender med at blive. Hvordan hun snart bliver forvandlet til en verdensstjerne, der får folk til at skråle med i fællessang på hendes egne ord.

Her er historien om 'Lean On' – sangen, der ikke bare manifesterede sig som ét af 10'ernes og verdenshistoriens allerstørste hits, men som også forandrede alt for MØ.

Mens du læser historien om, hvordan kæmpehittet 'Lean On' blev til, kan du lytte til det her:

0:00

En starstrucked MØ

MØ og Ronni Vindahl har fået kontakt til Diplo i forbindelse med, at Major Lazer skal spille i Holland. Og nu tropper han og et andet Major Lazer-medlem, Jillionaire, op for at møde MØ og se, om der kan opstå et samarbejde.

- Jeg er starstrucked! Jeg kan slet ikke fucking være i mig selv over, at der er en kendt person i den her lejlighed, hvor jeg er. Sådan havde jeg det virkelig, fortæller MØ grinende.

Diplo placerer sig i en sofa, og mens de i et akavet møde forsøger at se, om der kan opstå nogen form for musikalsk magi, er MØ ved at gå ud af sit gode skind.

- Jeg havde helt klart ondt i maven hele vejen igennem. "Oh shit, hvordan gør vi det her?", for jeg ville selvfølgelig bare så gerne have det til at ske. Jeg ville bare gerne lave en sang med fucking Major Lazer. Det er den største drøm, husker MØ.

Det var i en lejet lejlighed, at MØ mødte Diplo fra Major Lazer første gang. Deres møde har udviklet sig til et musikalsk samarbejde – ikke kun på kæmpehittet 'Lean On', men også på det andet store hit 'Cold Water' med Justin Bieber. (Foto: Riccardo T. Castano © Sony Music)

Men noget kommer der ud af et par timer i Amsterdam-lejligheden. MØ og Diplo laver sangen 'XXX 88', der bliver en del af MØ's debutplade, 'No Mythologies to Follow'.

Men samtidig sker der noget andet, der skal vise sig at være én af de rigtig gode idéer: Diplo efterlader en mappe med en masse beats på MØ's computer.

Beatet fra Diplos mappe

Hun åbner mappen en gang imellem. På et tidspunkt i 2014 sidder hun på et lille hotelværelse i Schweiz, da hun klikker på den igen.

- De her beats med Diplo fylder rigtig meget i mit hoved, for jeg skal lave noget godt, siger MØ.

Hun falder over et beat, der er langsomt i tempoet. Og så kommer der en tekst til hende:

"Let it be so. Blow a kiss when you're firing guns. All we need is someone to lean on."

Hele natten bruger hun på at skrive en sangtekst fyldt med ord og lange sætninger.

- Da jeg går i seng, kører sangen rundt i mit hoved på mig. Og det er lidt lame, men jeg tænker: "Det er virkelig fedt det der med, blow a kiss when you're firing guns," siger hun.

Da hun senere befinder sig på et nyt hotelværelse, denne gang i London, sætter hun sit hjemmestudie op og indspiller det, hun selv kalder for "en ordentlig demo".

Hun sender den afsted til Diplo. Og så går der flere måneder, hvor han prøver flere forskellige versioner af.

MØ turnerede verden rundt tilbage i 2014, og derfor skrev og indspillede hun demoen til 'Lean On' på hotelværelser i forskellige lande. (Foto: Ollie Millington © Getty Images)

Diplo er godt klar over, at han trækker spændingen ud.

- Vi brugte virkelig lang tid på den. Hun må have syntes, at jeg var meget irriterende, siger Diplo i P3-podcastserien 'Hvem er MØ?'.

MØ var da også uforstående over for, hvorfor sangen ikke bare blev færdig:

- Jeg kunne ret godt lide den originale demo egentlig, så jeg var sådan lidt: "Hvorfor bruger I ikke bare det?".

Men Diplo har andre planer med sangen. Han skal bare bruge tid på at knække koden til, hvordan MØ’s demo kan blive "diploficeret".

'Bare simplificér det'

MØ befinder sig i USA flere måneder efter, da hun modtager en ny udgave af sangen fra Diplo.

"Hey, jeg havde DJ Snake til at kigge på den. Kan du ikke lige justere vokalerne og melodien, så det passer til det her nye tempo?", husker MØ, at Diplo skrev.

Det langsomme beat er skruet op i et hurtigere tempo. Nu er det MØ, der har svært ved at knække, hvordan sangen skal være.

Major Lazer beslutter sig for at flyve hende til deres store studie i kælderen på et kæmpestort kasino midt i Las Vegas. For nu skal sangen gøres til et hit.

Presset gør MØ, der ellers er vant til at arbejde alene, utilpas.

- Jeg er faktisk meget ærekær med mine demoer. Jeg var glad for, hvordan verset var, siger hun.

Hun vil ikke skære ned i den lange sangtekst. Men Major Lazer-lejren presser på, og det bliver en øjenåbner for MØ. Mens hun står i vokalboksen, råber Diplo, at hun skal skære ned i teksten.

MØ er ærekær med sine demoer og kunne godt lide den originale version af 'Lean On'. Men da først Major Lazer og MØ havde arbejdet færdigt med den, kunne hun godt høre, at den kunne noget i den nye version. (© Sony Music)

- Jeg lærte jo noget af det, som Diplo sagde. "Bare simplificér det" – sådan nogle tekniske ting, husker hun.

Så hvad der begyndte som et langsomt beat med en lang sangtekst, bliver til et hurtigt beat med færre ord og et kortere omkvæd. MØ's oprindelige tekst: "Let it be so. Blow a kiss when you're firing guns" bliver kortet ned til det velkendte: "Blow a kiss, fire a gun."

- Jeg kan huske, at jeg tænker: "Det er sejt, det er fresh, og det er fedt" – men jeg tænkte ikke, at det her var et hit, griner hun.

MØ overvejer ikke, hvad det her kan blive til. Hun kan kun tænke på, at hendes drømmesamarbejde er gået i opfyldelse.

- Jeg havde det bare sådan: "Fuck, hvor nice, at jeg har en sang med Major Lazer. Det er for sygt!"

Musikvideo med stjernehold og 'Bonderøvs-Karen'

I december 2014 tikker der en besked ind fra Diplo:

"Hey, kan du komme til Indien den 10., 11. og 12. december? Så skyder vi musikvideo til 'Lean On'."

MØ havde ikke turdet håbe på, at 'Lean On' ville blive en single – eller at hun rent faktisk selv skulle synge på sangen. Men pludselig går det op for hende, at den sang, hun havde skrevet på et hotelværelse i Schweiz, nu bliver Major Lazers næste single.

- Jeg døde bare fuldstændig, siger hun.

Før hun ved af det, er hun på vej til Indien, hvor der venter et kæmpe hold af mennesker, en stjerneinstruktør, en elefant – og Major Lazer-trioen.

- Jeg kan bare huske, at jeg er fuldstændig overvældet, og det hele føles bare som en drøm. Jeg var virkelig bare lille bonderøvs-Karen, der var kommet med på det her totalt vilde shoot med det her kæmpe band og alle de her seje mennesker. Det var bare for fedt, husker hun.

Det bliver forsmagen på, hvor meget det er ved at stikke af for hendes og Major Lazers sang, 'Lean On'.

Skriver musikhistorie

Da 'Lean On' endelig udkommer i marts 2015 – to år efter MØ mødte Diplo for første gang – begynder det så småt at gå op for hende, at sangen kan noget.

- Diplo kigger på sin telefon, og så kigger han op og siger: "Den er nummer ét i Danmark." Det er jo svært at få en fucking nummer ét i Danmark. Jeg tror da aldrig, at jeg har prøvet at have en sang som nummer ét. Det kan jeg huske, at jeg tænke var ret vildt, siger MØ.

'Lean On' bliver også udråbt som 'Track of the Week' på BBC. Og kort tid efter udgivelsen fortæller MØ’s kæreste hende, at den ligger nummer ét på Spotifys globale liste – så teknisk set er den nummer ét på listen over mest streamede hits i hele verden.

- Jeg forstår ikke rigtig, hvad det betyder. Men siden han siger det på den måde dér, er det nok ret vildt. Jeg tror ikke lige, jeg fattede, hvor sygt det var, erkender hun.

'Lean On' bliver ikke bare nummer ét i Danmark og på den globale liste. Den bliver verdens største hit i hele 2015 og verdenshistoriens mest streamede sang på dét tidspunkt.

Til alle koncerter verden over skråler publikum med på "Blow a kiss, fire a gun", hver gang MØ og Major Lazer optræder med sangen.

- Dér gik det op for mig, at det virkelig er et stort hit, siger MØ.

MØ spillede 'Lean On' sammen med Major Lazer til koncerter over hele verden. Deres hit blev verdenshistoriens mest streamede sang på daværende tidspunkt, og overalt skrålede alle med på MØ's ord: "Blow a kiss, fire a gun." (Foto: Dominique Charriau © Getty Images)

MØ skriver musikhistorie sammen med Major Lazer.

I dag har sangen 1,5 milliarder afspilninger – alene på Spotify. Og på YouTube er musikvideoen fra Indien, hvor MØ følte sig som "bonderøvs-Karen" midt i en stjerneproduktion, set mere end tre milliarder gange.

- Det var rigtig fedt at opleve, at det kan ske med en sang, som man faktisk bare synes er rigtig fed. Jeg følte, at det dér var mig, og jeg følte, at vi var i kontrol med det her, siger MØ.

Hvad der begyndte over billige snacks og et par beats i en lejet lejlighed i Amsterdam, blev til et vaskeægte verdenshit – og et stærkt samarbejde og venskab mellem MØ og Diplo.

- Vi taler begge to kreativitetens sprog. Vi blev virkelig gode venner efter alt det, fortæller Diplo.

Og MØ lægger heller ikke skjul på, at samarbejdet og 'Lean On' har betydet alt:

- Det er stadig noget, jeg altid vil huske. Altid.

Du kan høre hele MØ's historie fra punkmusik på Fyn til popmusik på verdens største scener i P3-podcastserien 'Hvem er MØ?' lige her.

FacebookTwitter