(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)

Kewan laver hits, mens vi andre sover: 'Når man ikke har set sollys i et par uger, bliver man altså lidt bimmer'

Den danske producer Kewan Pádre står bag nogle af de største hits herhjemme, som oftest bliver til ud på de små timer. Han arbejder nemlig bedst om natten.

Du forbinder måske ikke en klassisk cellist med en hitproducer.

Men det ene behøver ikke udelukke det andet. Det er 28-årige Kewan Pádre et levende bevis på.

Som barn kastede han sig over den klassiske musik og spillede cello i mange år. I dag er han en central figur på den danske hiphop-scene.

Med et omfangsrigt bagkatalog, der tæller samarbejder med blandt andre Gilli, MellemFingaMuzik, Artigeardit, Iswaal og Navid, har han været med til at definere lyden af nutidens danske hiphop.

Alligevel er det nok de færreste, der genkender hans ansigt. Som producer sidder Kewan Pádre nemlig begravet bag knapperne i studiet det meste af tiden.

Og man skal have fat i credit-listen for at finde ud af, at han har produceret hits som Gillis 'C'est la vie', 'Blæstegnen' med Tessa og Orgi-E, 'Rum Bum Bum' med Navid og flere populære sange fra soundtracket til Anders Matthesens biografsucces 'Ternet Ninja', som til sammen har over 50 millioner afspilninger alene på Spotify.

Men i 2021 skulle der ske noget nyt. Der er nemlig en konstant udvikling i gang hos Kewan Pádre. Det må ikke stå stille, vi skal videre, som han siger til dr.dk, da vi møder ham i hans hjem i Brøndby Strand en mørk oktoberaften.

I sommer debuterede han så som artist i eget navn, Kewan Ligger Beatet Normal.

Siden er det blevet til fem singler, der blandt andet tæller sommerhittet 'Nasty sommer' med Tessa og Clara på vokal og 'No Fugazi' med Carmon.

Lyt til 'Nasty sommer' med Kewan Ligger Beatet Normal, Tessa og Clara her:

0:00

Dr.dk fangede Kewan Pádre i det nye hjem i Brøndby Strand - med en smuttur til Rødovre, hvor han er vokset op - til en snak om at gå fra at være et klassisk cellotalent til at blive en toneangivende rap-producer. Og nu til at udgive i eget navn som producer-artist.

  • Bag Kewan Pádre på et tårn af fliser er fundamentet til hans kommende hjemmestudie støbt: skuret. – Det står der ikke engang. Det har kun et fundament. Men det kommer! Jeg skal have et lille keyboard, en computer, højttalere og så en YouTube-kanal, hvor jeg smækker beats op. Hvor jeg kan tage det, som det kommer-agtigt. I dag bør man lægge musikproduktioner op på YouTube, fortæller han. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    1 / 13
  • Selvom man måske umiddelbart skulle tro, at Kewan Pádre har lagt sin fortid i klassisk musik bag sig, når man hører hans musik, er det langt fra sandheden. Henslængt på husets nye køkkenø fortæller han om sin teoretiske forståelse for musik, som han har fået som både cellist og bachelor i musikvidenskab. – Hvis man sidder i et orkester, ved man, hvordan det skal lyde. Og en instrumental produktion skal helst også lyde som et arrangeret orkester, og ikke bare tre-fire spor, man har langt sammen. Du kan analysere dig frem til, hvad der sker i musikken uanset, hvad det er for noget musik. Og hvis du har musikteori som værktøj godt under huden, så har du nemmere ved at komme frem til en løsning. Det bliver til ren problemløsning og programmering, når jeg sidder og producerer på min bærbar. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    2 / 13
  • Men hvordan er han egentlig gået fra at være en ung, talentfuld cellist til i dag at være producer med flere mainstream-hits bag sig? Vi kører til Rødovre, hvor Kewan Pádre er vokset op, og snakker om tilfældighederne, der rykkede hans fokus fra klassisk cello til i dag at sidde i en tung producerrolle. – Jeg havde en ægte hacker-ven i folkeskolen, der altid downloadede film. Pludselig downloadede han et musikprogram, der hedder FL Studio. Og så var vi ellers bare fanget i YouTubes gab og begyndte at imitere andres musik inde i FL Studio. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    3 / 13
  • Bag fodboldmålets netmasker i Kewan Pádres gamle kvarter i Rødovre, fortæller han om, hvad der fangede ham ved netop producerfaget. – I starten faldt jeg meget for at bounce beats ned på telefonen og så spille det for mine venner. At se deres reaktion tændte mig: "Synes de, det er fedt, eller synes de, jeg er helt væk?" I starten fik de jo trip af mig: "Hold nu kæft med det dér program, beats, dit og dat." Men det var også sjovt at irritere dem, jo. Det var blandede anmeldelser. Men det var sjovt for mig! Mens alle gik op i fodbold, fik jeg pludselig også noget, jeg blev opslugt af. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    4 / 13
  • – Det tog for alvor fart, da jeg mødte rapperen Ali Sufi. Han havde et studie i Høje Taastrup og kendte alle de der undergrundsrappere. Blandt andet Young, som ledte efter en producer, der kunne forstå hans ideer. Der har jeg været bedre til at lytte end andre, han havde arbejdet med. Det blev vores første succes. Vi lagde bare sådan en hjemmelavet video op på YouTube, og efter en dag fik vi sådan 5.000 visninger... Det var meget dengang! (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    5 / 13
  • På turen kommer vi forbi en thailandsk restaurant i Rødovre, som Kewan Pádre altid er kørt forbi og har betragtet. Den er legendarisk og har altid ligget her på hjørnet, fortæller han, inden snakken falder på hans møde med musikbranchen i udlandet. Lige som han havde produceret sit første kæmpehit, 'C'est la vie' med Gilli fra 2015, smuttede Kewan Pádre nemlig til Los Angeles og Atlanta. – Det var det fedeste. Jeg så, hvordan det fungerede derovre. Jeg var i studier i en hel uge og fik lov til at observere og se, hvordan det foregik. Jeg lærte på en benhård måde, at hvis ikke du har de samme kampe som artisterne, hvorfor skulle de så samarbejde med dig... når Metro Boomin (amerikansk producer, red.) sidder lige dér? Måske har du fede beats i bagagen, men din kultur fylder også. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    6 / 13
  • – Når jeg sidder i studiet som producer, så er det mig, der har ansvaret for musikken. Det handler om at være nysgerrig. At have ørerne åbne både for musikken, men også for hvad folk har af gode eller dårlige ideer. Så jeg lytter. Jo mere tanker deles, jo bedre. Jeg kan rigtig godt lide at have fire linjer at gå ud fra. Så hvis jeg sidder med en rapper, der spørger, om jeg har et beat, så spørger jeg, om rapperen har nogle bars (linjer i rapvers, red.). (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    7 / 13
  • Kewan Pádres nysgerrighed og evne til at lytte er blevet til produktioner, der næsten som standard bliver tilføjet til populære playlister på streamingtjenesterne. Produktionerne er ofte blevet til sent om natten. Men indimellem kommer der også gode ting ud af at starte tidligt om morgenen, fortæller han. Et samarbejde, der startede præcis klokken otte om morgenen, var med Anders Matthesen. Kewan Pádre har nemlig produceret flere sange til filmen 'Ternet Ninja', heriblandt 'Skubber det sne' og 'Pesto'. Det skulle vise sig at medføre en Robert-pris for 'Årets originale sang' i 2019. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    8 / 13
  • Kewan Pádre fortæller om samarbejdet med Anders Matthesen. – Alle ved, hvem Anden er. Du kan ikke snuble foran Anden. Det var den følelse, jeg havde. "Jeg kan ikke fucke det her op." Jeg skulle møde op klokken otte om morgenen, mand. En morgen var jeg fem minutter for sent på den, og han havde allerede sat sig ned foran studiet med sin bærbar og to kopper kaffe. Han sad bare i Buddha-stilling og var gået i gang med at arbejde. Jeg tænkte: "Slap af, mand, fem minutter, og du er allerede gået i gang med at arbejde." Normalt havde personen bare spildt tiden. Det gjorde han ikke. Det var nøjeren og fuldstændig dedikeret. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    9 / 13
  • Normalt arbejder Kewan Pádre under lidt mere natlige forhold. – Klokken otte om morgenen er det tidspunkt, vi tager hjem. Vi er i studiet hele natten. Det er normalt. Men når der er gået et par uger, og man ikke har set sollys, du ved, så bliver man altså lidt bimmer. Man bliver hurtigt gammel. Jeg tror, det er, fordi folk har meget at tage sig af i dagtimerne. Så skal de lige hente nogen, folk ringer, arbejde, dit og dat. Men om natten… så er der stille. Om natten er dér, man rent faktisk har tid. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    10 / 13
  • Sent i seng og tidligt op har givet Kewan Pádre intensive oplevelser fra musikbranchen på godt og ondt. Det har nu ført til refleksioner over hans egen fremtid, og hvordan han nu skal "lægge beatet". – Det er jo et arbejde, men det skal ikke føles som et arbejde. En ting er disciplin, men når den kreative proces bliver dræbt ved følelsen af arbejde, bliver musikken ikke lige så god. Jeg skal tilbage til fest og farver og følelsen, man får af at lave et hit. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    11 / 13
  • Det er blandt andet Kewan Pádres nysgerrighed og lyst til at mixe genrer og artister sammen, der fik ham til at debutere i eget navn tidligere i år og tage orkestreringen af sine produktioner i egen hånd som selvproducerende artist, fortæller han. – Jeg starter mit eget for at få mere kreativ frihed. Hvis jeg har en sang, jeg synes skal udgives, så har jeg mulighed for det. For eksempel ved at sætte Tessa og Clara sammen. Det er to fucking dygtige kvindelige musikere, som måske ellers ikke ville have lavet noget sammen. På 'Nasty sommer' er de lagt sammen som features. Jeg ønsker at lave nogle sjove kombinationer af artister på tværs af genrer. Det er målet. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    12 / 13
  • – Det er ikke, fordi tingene lyder anderledes, fordi jeg nu er artist. Ser jeg på, hvem jeg er, og hvad jeg har lavet førhen, er det jo også broget. Så er det pop, så er det afrobeat, så trap. Alt muligt. Det har ligesom tegnet et billede af, at jeg måske skulle være artist for at skrive den historie igen. Bare på mine præmisser. Med mere frihed, hvor jeg bedre kan tegne fremtiden. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    13 / 13
FacebookTwitter