Klaver-talentet Gustav svarer på alle dine fordomme: Hvis nogen sætter mit album på, slukker jeg!

Gustav Piekut er et af Danmarks største klassiske musiktalenter, men han bruger altså ikke alle sine vågne timer på det.

25-årige Gustav Piekut var ret elendig til fodbold som barn - så gik det bedre med fingerdriblingerne på et klaver. Sidste år udgav han et anmelderrost debutalbum, og for nylig fik han 'P2 Talentprisen 2020'. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Gustav Piekut var bare 12 år, da han første gang satte sig foran et helt symfoniorkester og spillede på flygelet som solist.

Siden da er det bare kørt derudad af samme tangent: Flere koncerter med flere orkestre, deltagelse i DR-programmet 'Spil for livet', studier i Berlin og København, et anmelderrost debutalbum og endnu flere koncerter.

For et par uger siden modtog Gustav Piekut P2 Talentprisen, som gives til et af de største musikalske talenter herhjemme.

Der findes masser af sort-hvide opfattelser af klassiske pianister: De har nok aldrig hørt andet end klassisk musik, de spillede Mozart, før de kunne gå, og de bruger alle deres vågne timer foran tangenterne.

Herunder be- og afkræfter Gustav Piekut seks af fordommene:

Fordom: Du er født ud af et flygel!

- Vi hørte altid ret meget klassik musik derhjemme. Vi hørte også alt muligt andet: Punk og heavy metal… Der var masser af musik, men en del var klassisk musik, og det fangede mig ret hurtigt, siger Gustav Piekut.

Som barn var han ret dårlig til fodbold. Enormt dårlig, faktisk. Så i stedet for at fortsætte ydmygelsen med de jævnaldrende drenge på grønsværen, besluttede hans forældre at melde ham til klaverundervisning på den lokale musikskole i Kolding.

- Det med at spille klaver, det er ikke et særlig bevidst valg, man træffer, når man er seks år gammel. Men der var ikke nogen tvivl om, at det interesserede mig rigtig meget, fra jeg var helt lille.

Konklusion: Delvist rigtigt

Beethovens musik er både nyskabende og meget menneskelig, synes Gustav Piekut, der har den berømte komponist som en af sine store favoritter og forbilleder. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Fordom: Du lever i symbiose med dit klaver!

- Pianister får ikke det her kærlighedsforhold til deres eget instrument, som violinister eller en fløjtenist gør. Den her ufravigelige "connection", siger Gustav Piekut.

Musikhistorien rummer en hel del excentriske klavervirtuoser, der kun vil spille på et bestemt flygel, stillet i en helt bestemt højde og skruet og justeret til præcis deres ønsker.

Sådan har Gustav Piekut det ikke:

- Vi spiller for det meste på forskellige instrumenter, afhængig af hvor koncerten er. Derfor føler jeg personligt, at jeg er meget mere bundet til musikken end til klaveret. Jeg forsøger bare at bruge klaveret til det, jeg gerne vil i den her musik.

Konklusion: Forkert

Fordom: Du hører aldrig andet end klassisk musik!

- Jeg holder også meget af jazz og elektronisk musik. Klassisk musik er bare anderledes og ikke nødvendigvis det bedste, siger Gustav Piekut.

Samtidig medgiver den 25-årige pianist, at klassisk musik kan være svært at forstå – og nogle gang kræver en særlig indsats:

- Er det kedeligt? Ja, måske, svarer Gustav Piekut selv med et smil.

- Men underholdning er ikke nødvendigvis det vigtigste, hvis man skal have en stor oplevelse.

- Når man oplever den musik, er det større end bare at blive underholdt. Det er noget, der kan tale meget direkte til en, og som man ikke bare glemmer bagefter.

Konklusion: Forkert

Se Gustav Piekuts optræden til P2 Prisen 2020 - artiklen fortsætter nedenfor:

Fordom: Du øver fra du står op, til du går i seng!

- Jeg øver så meget, det er nødvendigt – og så lidt som muligt, siger Gustav Piekut.

- Jeg synes, jeg er god til også at "call it a day". Så er jeg faktisk meget social og bruger tid sammen med mine venner.

Gustav Piekut går både i biografen og "hænger ud". Sådan har det dog ikke altid været: Da Gustav var ved at opdage sit eget talent, havde han nogle gange lange sessioner med sin klaverlærer i Aarhus.

- Nogle gange havde jeg lektioner, der var på flere timer. Fire-fem timer, hele aftenen og igen næste dag, siger han.

Da Gustav Piekut senere flyttede til Berlin, sad han meget derhjemme og øvede. De mennesker, han mødte i den tyske hovedstad, spillede også klassisk klaver. Det blev en meget snæver verden:

- Klassisk musik kan blive set som et reagensglas… Og det er vigtigt, at det ikke er det. Hvis man arbejder med musik, tror jeg, det bliver bedre og langt mere nuanceret af, at man beskæftiger sig med noget andet kunst også – og med verden.

Konklusion: Forkert - men engang var det rigtigt

Gustav Piekut er født og opvokset i Kolding. Det var også på Kolding Musikskole, at han først satte sig til klaveret. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Fordom: Det er kedeligt at spille det samme igen og igen!

- Det er noget af det mest fantastiske: Man sidder og spiller, og så er der noget nyt i musikken, man aldrig har hørt før, siger Gustav Piekut.

Selvom noderne nogle gange har været de samme i 200 år, så er der masser af muligheder for at opdage nye sider i dem: Det kan være helt små ting som en balance mellem tonerne eller måden, fingeren rammer tangenten – men det kan også være hele meningen med et stykke musik, der pludselig forandrer sig for ens ører.

- Der er ikke nogen grænse for den detaljegrad, du kan gå ned i. Du bliver aldrig nogensinde færdig. Jeg føler mig ikke tæt på at være god nok. Det er da nogle gange lidt svært, men på den anden side er det fantastisk, at det altid kan blive bedre, at man altid kan lytte mere til tingene, siger Gustav Piekut.

Til gengæld har han svært ved at høre på optagelser med sig selv. Eksempelvis hans debutalbum, der udkom sidste år:

- Jeg slukker det, hvis nogen sætter det på. Fordi jeg har lyttet så meget til det. Det eneste, jeg hører, er urenheder og ting, der ikke er, som jeg vil have dem. For der er altid 1.000 muligheder i musikken.

Konklusion: Forkert

Hør et stykke fra Gustav Piekuts debutalbum her:

Fordom: Nu får du bare alting foræret!

- Der er en enorm usikkerhedsfaktor i mit job. Bare P2's Talentpris for eksempel: Det kunne have været en hvilken som helst anden god, dansk musiker, der fik den. Der er jo nok at tage af. Selvfølgelig skal man være god og øve sig, men der er også andre ting, der skal falde i hak, siger Gustav Piekut.

Mens YouTube og Soundcloud spytter masser af talenter ud i eksempelvis hip hop og elektronisk musik, så er det med få undtagelser stadig album-udgivelser og koncerter, der flytter en karriere i den klassiske musikverden.

- Man prøver at gøre sit bedste, hver gang man spiller, uanset om det er DR's koncertsal eller Sønderho Kirke. Man skal spille godt på grund af musikken og ikke publikum: For man ved aldrig, hvem der hører det.

Konklusion: Forkert

Hvis du kunne tænke dig at høre Gustav Piekut spille live, har han flere koncerter i kalenderen. Se mere på hans hjemmeside.

Tre af Gustav Piekuts forbilleder

  • Furtwängler: - Dirigenten Wilhelm Furtwängler (1886 - 1954) lavede mange indspilninger med en fantastisk klang i orkestret, en vild energi og sans for fleksibilitet i tempoet. Læs mere om Furtwängler her.

  • Serkin og Richter: - De to klaverstjerner Rudolf Serkin (1903 - 1991) og Svjatoslav Rikhter (1915 - 1997) fremkaldte elektrisk energi, når de spillede. Musikken lå så naturligt i dem, at de nærmest ikke tænkte over, hvad de gjorde – men alligevel fungerer det genialt. Læs mere om Svjatoslav Richter her.

  • Beethoven: - Der er noget revolutionerende over Beethovens musik, noget genialt og nyskabende. Samtidig med at den er utrolig menneskelig, ude af balance og i kamp med sig selv. Man kan se på hans håndskrevne manuskripter, at de er fyldt med udstregninger, fordi han kæmpede med materialet. Læs mere om Beethoven her.

Engang brugte Gustav Piekut næsten al sin tid på at øve - men nu foretrækker han også at have tid til sine venner: Det er vigtigt, at klassiske musikere ikke lukker sig inde i et reagensglas, mener han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)