Koreansk pigegruppe slår Ariana Grandes Youtube-rekord

Ariana Grandes monsterhit 'Thank U, Next' har måttet afgive Youtube-rekord til gruppen Blackpink.

Pigegruppen Blackpink debuterede i 2016 med albummet 'Square One'. De har siden hen blandt andet udgivet sangen 'Kiss and Make Up' i samarbejde med engelske Dua Lipa. (Foto: Chung Sung-Jun © 2019 Getty Images)

56,7 millioner på bare 24 timer.

Så mange visninger har K-pop-gruppen Blackpink opnået med musikvideoen til deres seneste single 'Kill This Love', som havde premiere den 4. april.

Det betyder, at Blackpink har slået popprinsessen Ariana Grande af pinden, når det kommer til visningsrekorder på Youtube.

0:00

I december blev musikvideoen til Grandes verdenshit 'Thank U, Next' set 55,4 millioner gange på 24 timer. Men den rekord har Blackpink altså nu slået.

Ud over dén rekord har 'Kill This Love' også netop slået rekord som den video, der hurtigst har nået 100 millioner visninger på Youtube, skriver Mashable. Det skete på bare tre dage.

I skrivende stund har videoen rundet 134 millioner visninger.

Et sydkoreansk popfænomen

Men hvem er Blackpink så, spørger du måske? Eller også gør du ikke, fordi du allerede er fan.

Gruppen har eksisteret siden 2016 og består af sydkoreanske Jisoo, thailandske Lisa, Rosé, der er opvokset i Australien, og Jennie, der er født i Sydkora, men som har boet i New Zealand.

Her ses gruppen Blackpink under deres optræden i tv-programmet 'The Late Show with Stephen Colbert' i New York i februar 2019. (Foto: CBS Photo Archive © Gettyimages)

Måske har deres internationale baggrunde hjulpet dem ind på det vestlige musikmarked. For selvom Blackpink er funderet i Sydkorea, har de formået at snige sig ind på den amerikanske musikscene.

Sidste år opnåede de således en 55. plads på den prestigefyldte, amerikanske Billboard-hitliste med sangen 'Ddu-Du Ddu-Du' - den højeste placering på listen for et sydkoreansk pigeband nogensinde.

0:00

I februar optrådte de i øvrigt med nummeret i det populære, amerikanske talkshow 'The Late Show with Stephen Colbert'.

Senere i denne måned skal bandet så optræde på en af verdens mest omtalte musikfestivaler Coachella i Los Angeles som det første K-pop-pigeband nogensinde. En festival, hvor Ariana Grande i øvrigt er blandt årets topnavne.

Deres optræden på festivalen bliver desuden en del af deres verdensomspændende turné, der både tæller USA, Europa og Australien.

Er du Blackpink-fan, må du dog desværre rejse uden for Danmarks grænser for at opleve bandet - for eksempel til London, Berlin eller Amsterdam.

FacebookTwitter