Kritikken vælter ned over Taylor Swift efter ny musikvideo: Det er håbløst og ulækkert

Taylor Swift får massiv kritik for ny LGBT-video. Men man burde faktisk støtte hende, mener radiovært.

Det kontroversielle nummer 'You Need to Calm Down' er anden singleforløber til Taylor Swifts kommende album, 'Lover', der udkommer den 23. august. (Foto: imageSPACE © Ritzau Scanpix)

- Ulækkert, kalkulerende og fuld af klicheer.

Meningen med Taylor Swifts seneste single 'You Need to Calm Down' og den tilhørende musikvideo var egentlig at hylde LGBT+-miljøet og fejre de mange pride-arrangementer, der afholdes i løbet af juni, rundt i verden.

I sangen kaster den Grammy-vindende sanger og sangskriver ellers modstandere af LGBT-rettigheder direkte tilbage til stenalderen og slutter endda sangen af med en opfordring til at støtte kampen for flere rettigheder.

Lyt til 'You Need to Calm Down', mens du læser videre, her:

Men i stedet for at få ros for sin støtte, så er Taylor Swift blevet mødt med massiv vrede hos mange.

Det amerikanske kulturmedie Vox kritiserer hende for at være den profitdrivende musikstjerne, der benytter sig af pridens budskab for selv at tjene penge.

Cosmopolitan skriver, at musikvideoen er plastret til med stereotyper af både homoseksuelle mænd klædt fra top til tå i babyblåt tøj og klichéfyldte, glitrende dragqueens. Men også fremstillingen af de overall-påklædte modstandere af LGBT-rettigheder bliver kritiseret for at være for stereotyp.

Virker ynkeligt

Mediet Slate mener, at man sidder tilbage med en følelse af håbløshed, når man har set videoen, og at det virker ynkeligt, når Taylor Swift kommer med en LGBT-støttesang i 2019, hvor det efterhånden er blevet så ukontroversielt at være ikke-heteroseksuel.

Og ifølge Esquire misser Taylor Swift pointen ved at kalde sig en LGBT-allieret og kalder videoen for kalkulerende og ulækker.

Det sker, fordi hun i sangteksten både synger om sin egen personlige kamp mod stalkere og internettrolde og LGBT-folkets sociale kamp for accept.

- Det tolkes som om, at den tunge vej for homorettigheder kan sidestilles med ansigtsløse Twitter-profiler. Men det er svært at se fra et pastelfarvet tårn, hvor politiske temaer nøje bliver valgt for kun at støtte op om Swifts personlige brand, skriver Esquire blandt andet.

Taylor Swift får kritik for nummeret 'You Need to Calm Down'. (© Scanpix/Universal)

En hvid hetero-piges fortælling

Moussa Mchangama, der er kulturformidler og skribent på Heartbeats, hvor han blandt andet skriver om LGBT-forhold, kan godt forstå, at videoen bliver kritiseret.

Han mener, at videoen rammer forkert, fordi den måde, hun repræsenterer LGBT-miljøet på, kun vises gennem kendte LGBT-personer som RuPaul og Ellen DeGeneres og nærmest kun kobler diskrimination til sociale medier, som Taylor Swift selv har oplevet.

Men også måden, videoen portrætterer LGBT-modstanderne, er problematisk, mener han.

- Jeg synes, hun fejler i videoen. Hun viser blandt andet LGBT-modstanderne som de her dumme, superreligiøse trailerpark-typer, og dermed skyder hun skylden på de lavest uddannede. Men det er magthaverne, der ikke ændrer lovgivningen, så LGBT-miljøet får lige rettigheder. Kritikken burde rettes mod politikere i jakkesæt, siger han.

Et andet af kritikpunkterne af Taylor Swift har været, at hun ikke selv er en LGBT-person, hvilket Moussa Mchangama også synes er en af svaghederne.

- Det er en klassisk fortælling, hvor det bliver en privilegeret, hvid hetero-piges formidling af LGBT-mennesker – og ikke vores egen fortælling. Hvis hun rent faktisk ville understøtte miljøet, skulle hun overlade sin platform til dem, det handler om: nemlig dem, der oplever allermest diskrimination.

Katy Perry er også med i musikvideoen, hvor hun og Taylor Swift slutter fred, efter de har været i konflikt i flere år. (© Scanpix/Universal)

Desuden undrer han sig over, at Taylor Swift i slutningen af videoen står sammen med Katy Perry, der står bag hittet 'I Kissed A Girl'.

- Det forplumrer fokus på sagen og er problematisk i en queer-sammenhæng, fordi Katy Perry synger om at kysse en pige for så at smutte videre bagefter. Vi er ikke prøvekaniner, du bare kan kramme en dag og så smutte videre, når det passer dig, siger han.

Radiovært: Giv hende en chance

Men ikke alle synes, at Taylor Swift fortjener den behandling, hun har fået.

Sandie Westh, der er vært på P7 Mix, er en af dem, der peger på sangerens lidt uskyldige fortid.

Tidligere har Taylor Swift fået kritik for at holde sig langt væk fra politiske udtalelser. Men i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg sidste år bekendte hun kulør og pegede på en demokrat, selvom hun i sin tidlige karriere som countrysanger i høj grad havde republikanske vælgere som fans.

Taylor Swifts video bliver blandt andet kritiseret for at vise klichéfyldte LGBT-personer. (© Scanpix/Universal)

- I stedet for at se hende som en modstander så ser jeg hende som en allieret. Hun har en stor fanskare der, hvor countrymusik er stort – og det er den eksempelvis i bibelbæltet. Derfor kan hun være nøglen ind til bibelbæltet og dermed forbedre LGBT-rettigheder, siger Sandie Westh.

Også kritikken om såkaldt 'pinkwashing', hvor Swift kun bruger LGBT-miljøet for at skabe profit til sig selv, synes P7-værten er lidt for voldsom.

- Selvfølgelig er pinkwashing dumt, men Taylor Swift begyndte først sidste år med at udtale sig politisk. Jeg synes, man skal give hende en chance i stedet for at slå hende oveni hovedet som det første, siger Sandie Westh.

Videoen har dog også fået ros. Den lesbiske tv-vært Ellen DeGeneres, der sammen med eksempelvis RuPaul fra 'RuPaul's Drag Race' medvirker i musikvideoen, skriver i et tweet, at hun er stolt af Taylor Swift, og at hun er stolt af at være med i den.

Taylor Swift selv har endnu ikke kommenteret kritikken af videoen.

Facebook
Twitter