Kulturminister giver igen på kritik af sin musiksmag: 'Jeg kan ikke fordrage at blive sat i bås'

Kulturminister Joy Mogensen (S) har fået hårde ord med på vejen på grund af sit yndlingsalbum.

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er blevet kritiseret for sin musiksmag på sociale medier og i kronikker, fordi hun i et interview fortalte, at hendes yndlingsalbum er 'Absolute Music 2'. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Efter et par dage i absolute strid musikmodvind tager kulturminister Joy Mogensen (S) til genmæle.

- Jeg kan ikke fordrage at blive sat i bås. Sådan tror jeg, at de fleste har det, skriver kulturministeren på sin Facebook-profil.

Her fortsætter hun med en længere forklaring på, hvorfor hun holder på retten til sin egen musiksmag - som med ministerens egne ord er bred - men også er nysgerrig på andres musiksmag.

Årsagen er, at Joy Mogensen er blevet hånet, drillet og kritiseret for at have udtalt i et Gaffa-interview, at hendes yndlingsalbum er 'Absolute Music 2'.

- Ville man acceptere en fødevareminister, der tror, at æg kommer fra en ko, lyder det blandt andet i en kommentar i Berlingske fra kulturjournalist Søren Jacobsen Damm, som betegner hendes udtalelse som "et kæmpe problem".

Ekspert: Det handler ikke bare om musiksmag

Joy Mogensen ønskede i går ikke at stille op til interview med dr.dk, men svarer altså nu på kritikken på Facebook.

- Mit svar er, at jeg til hver en tid vil forbeholde mig retten til at synge lige højt med på Verdis fangekor fra Nabucco som De Nattergale, skriver kulturministeren.

- Jeg dagdrømmer gerne fra Leonard Cohen til Åbent Landskab af Ulf Lundell. Og du kan lokke mig ud på dansegulvet med alt fra Muse til Melodi Grand Prix.

Men sagen handler ikke bare om 'Absolute Music' eller Melodi Grand Prix, men om så meget mere, forklarer kommunikationsekspert Anna Thygesen, som er indehaver af pr-bureauet WeDoCommunication.

Kommunikation er nemlig meget mere end det, man lige siger isoleret.

- Problemet er, at Joy Mogensen i coronakrisen er blevet set som en, der ikke kæmper for kunstnerne i kulturlivet. Og så kommer hun med et yndlingsalbum, som man kan kalde for en romkugle i musikverdenen. Hun tager noget skrab-sammen fra popmusik det år, og det mener mange er et udtryk for dårlig dømmekraft, forklarer Anna Thygesen, der også er en del af panelet i podcasten 'Det, vi taler om'.

- Hvis der ikke havde været corona, havde det kun været helt elitære modstandere, der kom med kritik. Men nu hopper mange flere med på vognen, siger hun.

Lyt til Charles & Eddies 'Would I Lie to You', der er med på 'Absolute Music 2', mens du læser videre:

0:00

En interessant debat om 'god smag'

Det er brandingekspert Anthony Aconis helt enig i.

- Jeg er helt sikker på, hun ikke var blevet bashet så hårdt, hvis artiklen ikke kom lige under coronakarantænen. Det her kan jo vendes til: "Hun kommer ikke med penge til kulturlivet, det er fandeme, fordi hun hører sådan noget lortemusik".

Brandingeksperten peger på, at det er den klassiske konflikt, vi alle har med folkevalgte toppolitikere. På den ene side hylder vi dem for at være helt almindelige mennesker i øjenhøjde, som har vores interesser. På den anden side forventer vi, at de, som varetager bestemte fagområder, er specialister og fagligt elitære med en stor viden.

- Det sidder i os alle og er et ret interessant modsætningsforhold. Her har vi en kulturminister, som ligesom alle os andre har en guilty pleasure, og så får hun bare på munden, fordi hun kan lide noget "dårlig" musik. Det handler om, at hun bliver shamet på sin person, og i dette tilfælde hendes kulturforbrug. Men det er en interessant debat, om en politiker skal have det, man kalder for "god smag".

'Rend mig et vist sted'

At ministeren nu tager til genmæle på Facebook, mener Anthony Aconis er "sympatisk".

- Hun siger faktisk: "Rend mig et vist sted, jeg skal have lov til høre den musik, jeg vil". Så jeg må sige, hun gør et bravt forsøg på at svare igen. Og jeg kan love dig for, at hun har tænkt nøje over, hvilke kunstnere hun har skrevet på, for der er jo alt fra opera til Leonard Cohen, ledsaget af et foto, hvor hun sidder ved et klaver.

Der er ifølge brandingeksperten ikke en finger at sætte på opslaget. Lige bortset fra en enkelt ting.

- Der, hvor jeg tror, filmen knækker for mange, er, at det her jo handler om, at folk ikke synes, hun har kæmpet nok for kunst og kultur i coronatiden, og så bliver de tossede over det her, mener kommunikationsekspert Anna Thygesen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix / Eva Records)

- Hvis jeg skulle have givet hende et eneste kommunikationsråd, ville det være lige at have kastet noget mere pop ind i det. Hun har tydeligvis opgraderet musiksmagen til noget, der er mere "godkendt", og der synes jeg, hun skulle være mere tro mod sit udgangspunkt, mener han.

Men der vil være kritik, uanset om hun nævner Mozart eller Medina, lyder det fra kommunikationsekspert Anna Thygesen.

- Når du stiller dig op på den platform, er det øretævernes holdeplads. Du må fandeme tage den, og den er hård. Jeg bliver bare nødt til at sige, at det er svært at pille personen ud af ministeren, og hammeren falder måske endnu hårdere, når du er en kvindelig leder.

Sådan så coveret til 'Absolute Music 2' ud, da det udkom med sange fra blandt andre Lenny Kravitz og R.E.M. (© Eva Records)