Kulturministeren: Spil dansk for at hjælpe musikbranchen

Flere danske musikere har opfordret radiostationerne til at spille deres musik for at hjælpe dem igennem coronakrisen.

Der skal spilles mere dansk musik i radioen, så danske kunstnere bedre kan komme igennem coronakrisen, lyder opfordringen fra kulturminister Joy Mogensen (S). Her er det MØ, der spiller på Northside Festival. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Skru op for dansk musik i radioen - og ned for udenlandske kunstnere.

Sådan lyder en opfordring fra kulturminister Joy Mogensen (S) til danske radiostationer for at hjælpe danske kunstnere igennem coronakrisen.

- Jeg har fulgt den opfordring, som musikerne også selv har udtrykt - at det betyder utrolig meget, hvis der spilles dansk musik. Det gælder også nogle af de lidt mere ukendte bands. Så alle de bands, der har fået aflyst koncerter, foredrag og lanceringer af ny musik, kan få støtte igennem rettighedspenge, når deres musik bliver spillet, siger hun.

Mange danske kunstnere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i en tid, hvor koncerter og arrangementer bliver aflyst på stribe og indtægterne er forsvundet.

Lyt til den danske sanger og sangskriver Jadas nye single 'Nudes', som er P3's Uundgåelige i denne uge, mens du læser videre:

Koda-kroner for hver afspilning

Det vil øgede indtægter fra medlemsorganisationerne Koda og Gramex hjælpe på.

De indgår aftaler og får penge fra radiostationerne, når de spiller musik offentligt og fordeler derefter pengene til de udøvende kunstnere. I praksis vil det sige, at jo flere gange et nummer bliver spillet, des flere penge bliver udbetalt til kunstnerne bag.

Opfordringen til radiostationerne kommer, efter at flere musikere og foreningen Spil Dansk den seneste tid selv har råbt op om deres udfordringer på blandt andet sociale medier.

Flere dele af dansk erhvervsliv har allerede fået hjælp til at komme igennem coronakrisen - blandt andet er en hjælpepakke til selvstændige blevet lanceret. Flere afspilninger i radioen skal hjælpe yderligere.

Men det er ikke tilstrækkeligt, erkender Joy Mogensen.

- Nej, og det her tiltag er blot et af mange tiltag, vi i er gang med at rulle ud. Vi kigger i regeringen på, om der er steder, hvor vi har nogen, der ikke er hjulpet nok til at komme igennem krisen og så nå ud til dem så hurtigt som muligt.

  • Drew (1), When Saints Go Machine (2), Soleima (3) og Dusin (4) er nogle af de danske bands og solister, der har fået udskudt eller aflyst koncerter under den verserende coronakrise. (Foto: Frederik Højfeldt © dr)
  • Og det er måske nogle af dem, man i højere grad vil kunne støde på i radioen den næste tid, efter at kulturministeren har opfordret de danske radiostationer til at skrue op for den danske musik. (Foto: Daniel Hjorth)
  • DR har meddelt, at kanalerne P3 og P4, som normalt spiller omkring 49 % dansk musik, skruer op til 80 % fra onsdag 25. marts. (Foto: Hedda Rysstad © dr)
  • - DR har som en helt central del af sin samfundsopgave at understøtte dansk kultur, lyder det fra DR's radiochef Anette Kokholm. (Foto: Marie Oleinik)
1 / 4

Opfordringen er ikke et krav

Kulturministeren mener ikke, at hun med opfordringen overtræder et armslængdeprincip, der skal sikre, at politikerne sætter rammerne for kulturlivets økonomi men ikke detailstyrer økonomiske midler til forskellige kulturelle områder.

Du opfordrer radiostationerne til at spille mere dansk musik, men kan du blande dig i, hvad kanalerne vil spille og samtidig overholde armslængdeprincippet?

- Ikke formelt nej. Men i det her tilfælde lå min opfordring i forlængelse af musikernes egne opfordringer. Der havde jeg brug for at signalere, at jeg tror, det vil vinde politisk gehør. Vi sidder netop nu og kigger på alle strukturer, for at få så mange af de penge, vi har, ud at arbejde for, at kulturlivet også overlever.

Men kan det ikke opfattes som at stille et krav til radiokanalerne, når det kommer fra dig?

- Jeg gjorde det meget tydeligt, at jeg ikke kunne stille det som et krav (til radiokanalerne red.), men signalerede også, at hvis der er brug for ændringer i aftalerne med Kulturministeriet for at gøre det her, så opfatter jeg stor velvilje fra alle Folketingets partiet til at dispensere, så folk kan hjælpe hinanden til at komme godt igennem.

DR skruer op for det danske

Kulturminister Joy Mogensen er blandt andet mødtes med foreningen Spil Dansk, Radio Loud, Radio4 og DR for at se på mulighederne. Og radiokanalerne har, ifølge ministeren, været lydhøre. DR's radiokanaler spiller i cirka 49 procent dansk musik på de to store musikkanaler P3 og P4, og fra på onsdag vil procenten for dansk musik være sat op til 80 på begge kanaler.

- DR har som en helt central del af sin samfundsopgave at understøtte dansk kultur. Det er mere nødvendigt nu end nogensinde at løfte denne opgave, da store dele af de øvrige danske kulturinstitutioner er lukket ned på grund af corona, siger Anette Kokholm, der er radiochef i DR.

Og det glæder kulturminister Joy Mogensen.

- Jeg synes, opfordringen er blevet taget rigtig godt imod. Det er super positivt. Jeg håber nu bare, at danskerne derude også vil spille dansk musik, når de streamer.