Lady Gaga fortæller til Oprah og prins Harry: 'Jeg blev voldtaget og sat af på et gadehjørne'

En unavngiven producer stod bag overgrebet for 16 år siden.

Lady Gaga fortæller om et voldsomt traume i en dokumentar, der har premiere i dag. (Foto: Monica Almeida © Ritzau Scanpix)

Fortæl, hvordan du har det!

Det er budskabet i en ny Apple TV+-interviewserie kaldet 'The Me You Can't See', hvor talkshowværten Oprah Winfrey og prins Harry er værter.

I et forsøg på at rette fokus på mental sundhed – eller mangel på samme – åbner de selv op for nogle af de hændelser i deres liv, som plager eller har plaget dem.

De har også bedt andre om at gøre det samme. Blandt andre skuespiller Glenn Close, basketballspiller DeMar DeRozan og Zak Williams, der er søn af den afdøde skuespiller og komiker Robin Williams, som kæmpede med mentale problemer.

Og Lady Gaga.

Den Grammy- og Oscar-vindende sanger fortæller i første afsnit af 'The Me You Can't See' om et af de mørkeste kapitler i sit liv.

Det blev skrevet, da hun var 19 år, af en musikproducer, som truede den unge, lovende musiker med at brænde al hendes musik, hvis hun ikke tog tøjet af.

Og så eskalerede det derfra i en sådan grad, at det stadig påvirker den 35-årige verdensstjerne den dag i dag.

Prins Harry har selv været interviewoffer hos Oprah Winfrey. Det var, da han sammen med sin kone, Meghan Markle, fortalte om deres exit fra det britiske kongehus. I 'The Me You Can't See' rykker prins Harry over ved siden af Oprah Winfrey for at være med til at stille spørgsmålene. (Foto: Handout . © Scanpix)

Var syg i flere uger

Ifølge USA Today fortæller Lady Gaga i 'The Me You Can't See', at musikproduceren misbrugte hende over en længere periode.

Blandt andet skulle han have voldtaget hende og gjort hende gravid for derefter at smide hende af på et gadehjørne i nærheden af Lady Gagas forældres hjem.

- Derefter var jeg syg i flere uger, fortæller Lady Gaga i Apple TV+-serien.

Overgrebene påvirkede ikke blot Lady Gaga mentalt, men betød også at dele af hendes krop blev følelsesløs.

- Senere indså jeg, at det var den samme smerte, jeg følte, da personen, der voldtog mig, smed mig af på hjørnet ved mine forældres hus. Jeg kastede op og var syg, fordi jeg var blevet misbrugt, fortæller Lady Gaga.

- Jeg brød helt sammen psykisk, og i flere år var jeg ikke den samme pige, som jeg plejede at være, siger sangeren uden at ville fortælle navnet på personen, der stod bag overgrebene.

- Jeg vil aldrig nogensinde se den person igen.

'Hvorfor får jeg det ikke bedre?'

Lady Gaga har tidligere fortalt, at hun har været udsat for overgreb, og at hun efterfølgende fik diagnosen PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).

I 'The Me You Can't See' fortæller sangeren, at overgrebene stadig forfølger hende, selv om hun gradvist får det bedre.

Lady Gaga har det - fortæller hun - for det meste godt, men forskellige ting kan udløse nogle af de samme tanker, hun havde i kølvandet på overgrebene, og så får hun det skidt.

- Når jeg siger "skidt", så er det tanker om at skære i mig selv og tanker om at dø.

Lady Gaga har svært ved at forstå, hvorfor traumet ikke går helt væk.

- Man bliver frustreret over sig selv. Hvorfor får jeg det ikke bedre? Hvad er der galt med mig?, spørger hun og svarer sig selv og alle de andre, der må gå med samme tanker.

- For ved du hvad, der er ikke noget i vejen med dig. Der er bare noget, der ikke er, som det skal være, siger Lady Gaga.

Historien bliver ikke delt, understreger hun, for at få medlidenhed, men for at opfordre andre til at dele deres traumer.

For det kan hjælpe dem, ligesom det har hjulpet hende, siger Lady Gaga.

- Det er en del af min helbredelse, at jeg er i stand til at tale med jer.

'The Me You Can't See' kan streames på Apple TV+ fra i dag. Du kan se en trailer her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk