Lagde du mærke til det? Her går det galt for dansk popstjerne på live-tv

Et uheld hylede Clara og hendes band helt ud af den under deres optræden til årets P3 Guld.

En kamerakran på afveje fik konsekvenser for Claras optræden ved P3 Guld i Aalborg sidste lørdag. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Grå skærm, lyden af noget, der rammer jorden, og et chokeret ansigtsudtryk.

Det er nogenlunde, hvad den opmærksomme seer vil have opfanget under Claras optræden til P3 Guld sidste lørdag, og hvad du måske har undret dig over, hvis du efterfølgende har set optrædenen på YouTube.

Da den 20-årige sanger og sangskriver, som desuden var nomineret til aftenens hovedpris, 'P3 Prisen', optrådte med sine sange 'Girl Like You' og 'Bad For Me', gik noget nemlig helt galt undervejs.

Et kamera, der optog showet, bevægede sig forkert på scenen, og det fik store konsekvenser for Claras optræden.

- På et tidspunkt vendte jeg mig om, og jeg kan ikke huske præcis, hvad der gik gennem mit hoved, men jeg vidste bare, at jeg skulle til at synge acapella, og keyboardet lå på gulvet, fordi et kamera var fløjet ind i det, siger Clara om sin optræden, hvor man i den sidste del blandt andet kan se et smadret keyboard ligge på jorden bag hende.

- Min pianist stod stadig foroverbøjet, som om han skulle til at spille, og korpigerne var rykket en halv meter væk og var stoppet med at synge og danse, fordi de var lige ved at blive ramt af kameraet.

På trods af kaosset på scenen fik Clara hurtigt vendt sit ansigt mod tv-seerne og publikum i salen igen og fortsatte med at synge.

Se Claras optræden til P3 Guld, hvor uheldet sker 1 minut og 55 sekunder inde i videoen:

Hun har efterhånden utallige liveshows ude på landets scener bag sig og er derfor vant til, at der kan opstå uforudsigelige situationer på uheldige tidspunkter, hvor man må holde hovedet koldt.

Alligevel er det første gang, hun har oplevet at blive så chokeret under en optræden.

Clara så sin pianist løbe ud bagved scenen, og selvom hun havde mest lyst til at løbe efter, fik noget, hun ikke kan sætte ord på, hende til at blive, til sangen var færdig.

- Det havde været topakavet, hvis jeg var stoppet op, så jeg er glad for, jeg åbenbart er så hærdet, at jeg bare kunne fortsætte, siger hun med et lille grin.

- Jeg tror, jeg gik lidt i overlevelses-mode, fordi jeg var på tv og ikke bare kunne stoppe med at synge. Jeg nåede at tænke virkelig mange tanker på ét sekund: "Er alle okay, er nogen kommet til skade?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede resten af tiden, for jeg var ikke i det. Jeg ville bare gerne have det overstået, så jeg kunne løbe ud og spørge, om nogen var kommet noget til.

Ingen sure miner

Da Clara blev færdig på scenen, skyndte hun sig ud bagved for at finde ud af, at alle - undtagen keyboardet - havde det fysisk fint, men selvfølgelig var mærkede af chokket.

Efter at have snakket situationen igennem gav de hinanden et stort kram og forsøgte at nyde resten af aftenen.

Clara havde både forberedt koreografi og var trukket i selvlysende maling op til sin optræden, som hun gennemførte på trods af chokket. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Clara ærgrer sig dog over, at uheldet betød, at optrædenen, som hun og bandet havde glædet sig til og arbejdet hårdt på at forberede, ikke gik helt, som den skulle.

- Jeg vil ikke sætte mig selv i en offerrolle, og der er ingen sure miner eller nogen, der skal hænges ud. Men man har brug for forløsning, når man har arbejdet så intenst og glædet sig til noget, og det fik vi på ingen måde. Det var en superærgerlig oplevelse, siger Clara.

Tager det alvorligt

Fra DR's side beklager man hændelsen dybt. Ifølge redaktør for kultur, fakta og dokumentar-tv Anders Thomsen hører det heldigvis til sjældenhederne, at den slags sker, men det er svært at gardere sig helt imod.

- Desværre sker der en sjælden gang imellem hændelige uheld i live tv-produktioner, og jeg er virkelig ked af, at det gik udover Claras optræden. Selvom ingen kom til skade, tager vi det selvfølgelig meget alvorligt og er i gang med at se på, om noget skal ændres for at sikre, at noget lignende ikke kan ske igen, siger Anders Thomsen.

- Jeg har den dybeste respekt for, at Clara formåede at fortsætte sin optræden trods den voldsomme oplevelse og manglende keyboards. Det er virkelig godt gået, og mange andre ville næppe have kunnet præstere det samme.

Anders Thomsen håber, hændelsen ikke har skræmt nogen fra at optræde ved et tv-show en anden gang, og at det bliver muligt at opleve Clara og hendes band live på en scene snart igen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk