To lande er sendt i isolation ved Eurovision: Nu kommer arrangør med alvorlig advarsel

Det er uvist, om Island og Polen kommer til at optræde live på scenen i den kommende uge.

Årets islandske deltager, Daði og Gagnamagnið, er blandt bookmakernes favoritter til at vinde årets Eurovision i næste uge. Søndag blev hele den islandske delegation dog sendt i isolation efter en positiv coronatest. (Foto: Andres Putting © EBU)

Hold nu afstand, sprit nu af og husk nu mundbind - ellers risikerer I ikke at få lov til at komme på scenen!

Sådan har det gentagne gange lydt til delegationerne fra de 38 lande, der i øjeblikket befinder sig i Rotterdam i Holland, hvor verdens største musikkonkurrence, Eurovision Song Contest, finder sted den kommende uge.

For ligesom i resten af verden er intet, som det plejer i Eurovision-land.

Fester og mingling er erstattet af isolation på hotellet, og sprit til ganen er erstattet af sprit - i store mængder - til hænderne.

På trods af de mange sikkerhedsforanstaltninger har Eurovision Broadcasting Union (EBU) dog allerede fundet flere tilfælde af corona i Eurovision-boblen.

Lørdag blev et medlem af den polske delegation testet positiv for corona, og søndag er en fra den islandske delegation ligeledes blevet testet positiv.

Det betyder, at de to lande lige nu er i isolation, og at det i skrivende stund er uvist, hvorvidt de to deltagere, Rafal og Daði og Gagnamagnið, kommer til at optræde live i den anden semifinale på torsdag, hvor også Danmark deltager, eller om der bliver brugt en båndet optagelse fra generalprøven tidligere på ugen.

De to episoder har fået EBU til igen at indskærpe over for samtlige tilstedeværende i Holland, at de gældende restriktioner skal overholdes og samtidig true med, at man simpelthen ikke får lov til at optræde live på Eurovision-scenen de kommende dage, hvis man ikke følger reglerne.

Testes konstant

Efter sidste års traditionsrige sangkonkurrence blev aflyst på grund af coronapandemien, har de hollandske arrangører ellers sat alt ind på at få afviklet showet på så sikker vis som overhovedet muligt.

Det fortæller DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, der er i Holland som en del af den danske delegation.

- Der er standere med sprit alle steder, du går, og alt lige fra omklædningsrum til pressecentret er meget større end normalt, så vi alle kan holde de 1,5 meters afstand, som det anbefales her i Holland, siger Jan Lagermand Lundme og fortsætter:

- Derudover skal du have mundbind af en særlig type på alle steder, du bevæger dig rundt indenfor, og skulle man glemme det, er der ansat særlige vagter til at sørge for, at alle husker at overholde reglerne.

Du kan ikke bevæge dig mange meter i årets Eurovision-arena uden at blive mødt af en spritstander. Her er det den schweiziske deltager, Gjon's Tears, der spritter hænder af, inden han skal på scenen. Schweiz er i øvrigt blandt favoritterne hos fans og bookmakere til at snuppe sejren i år. (Foto: Andres Putting © EBU)

På pladsen foran Ahoy Arena i Rotterdam, som danner rammen om årets popbrag, finder vi én af de andre nøgler til at holde årets Eurovision så corona-frit som overhovedet muligt.

Lige foran indgangen troner et enormt testcenter, som står for at teste alle involverede i årets show for corona, og alle er som minimum påkrævet at blive testet for corona hver anden dag.

Kan man ikke fremvise en negativ test, der er mindre end 48 timer gammel, er man forment adgang til arenaen, hvor showet foregår, indtil man igen kan vise en frisk, negativ test.

- Selvfølgelig kan det ind imellem været lidt irriterende med alle de her regler og test, men det giver jo en helt enorm tryghed, at vi ved, at der bliver passet på os, og at alle omkring os hele tiden bliver testet, fortæller Jan Lagermand Lundme.

Foran Eurovision-arenaen er et enormt testtelt blevet bygget op. Her bliver alle involverede i årets shows som minimum hver anden dag testet for corona. (Foto: Sem Van Der Vel © Ritzau Scanpix)

Isolation er ikke så slemt som frygtet

De strikse coronaregler, som årets Eurovision-deltagere skal efterleve, gælder ikke kun inde i Eurovision-arenaen, men også når årets deltagere befinder sig på deres eget hotel.

Hvor de forskellige delegationer andre år normalt mingler på kryds og tværs, er alle deltagere i år isoleret på deres hotel, hvor de kun må være sammen med folk fra deres egen delegation, og hvor sprit og mundbind også er en del af den daglige rutine.

Men selvom det måske umiddelbart ikke lyder super festligt med strikse regler og restriktioner, er humøret dog alligevel i top hos årets danske Eurovision-repræsentanter, Fyr og Flamme.

- Inden afrejse frygtede vi, at alle coronareglerne ville påvirke vores oplevelse her i Holland helt vildt meget. Vi regnede jo nærmest med, at vi skulle sidde i åbent fængsel på vores hotel, men alle de bekymringer er blevet gjort til skamme, fortæller den ene halvdel af duoen, Laurits Emanuel.

- Folk er søde, hotellet er dejligt, og der er bare rigtig god stemning. Så kan det godt være, du skal spritte hænder og testes konstant, men Eurovision er jo det vildeste cirkus, så en test fra eller til kan ikke ødelægge den vilde og gode stemning, der er her, tilføjer han.

Alle steder i Eurovision-arenaen - undtagen på scenen - skal der bæres mundbind, når man står op eller bevæger sig rundt. Her ses de danske Grand Prix-repræsentanter, Fyr og Flamme i den såkaldte delegation bubble, hvor årets deltagere befinder sig før og efter lyd- og sceneprøver. (Foto: Andres Putting © EBU)

Og selvom alt altså ikke er helt, som det plejer, bag scenen, er DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, mest af alt bare taknemmelig for, at Eurovision-showet faktisk bliver til noget i år.

- Jeg er lykkelig for, at de europæiske tv-seere igen i år får glæden af det her fantastiske show efter sidste års aflysning, og jeg er sikker på, at festen foran tv-skærmen bliver lige så stor og farverig, som den plejer at være.

Årets Eurovision Song Contest finder sted den 18., 20. og 22. maj, og du kan se alle tre shows live på DR1 og DRTV.

De danske Eurovision-deltagere, Fyr og Flamme, har allerede øvet deres optræden i Ahoy Arena i Rotterdam, hvor årets popbrag finder sted. Danmarks skæbne afgøres i årets anden semifinale torsdag den 20. maj, hvor den danske duo skal dyste mod 16 andre lande om én af de blot ti pladser videre til finalen, der sendes lørdag. (Foto: Robin van Lonkhuijsen © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk