Legendarisk musikmagasin opdaterer sin top-500: Her er verdens bedste sang

Musikbladet Rolling Stone har opdateret sin liste over verdens bedste sange. Og der er flere nye navne med.

Den afdøde soullegende Aretha Franklin står bag verdens bedste sang. I hvert fald, hvis man spørger musikmagasinet Rolling Stone. Franklin døde i 2018. (Foto: Jose Luis Magana © Scanpix)

For første gang i 17 år har det anerkendte musikmagasin Rolling Stone opdateret sin liste over de 500 sange, som magasinet mener er de bedste i verden.

Det har man gjort, fordi "meget har ændret sig siden 2004", skriver Rolling Stone selv.

Sangene på den opdaterede liste er udvalgt af 250 personer fra forskellige grene af musikbranchen, og hver person har indsendt 50 sange til listen. Derefter har musikhjernerne så stemt hinandens bud op og ned.

Tæt på 4.000 sange var med i opløbet om de i alt 500 pladser på listen. Én af de største ændringer er, at der er mere hiphop, moderne country, indierock, latinpop, reggae og R&B på den nye liste, end der var på 2004-udgaven, hvor især rock og soul dominerede.

Opdateringen har også ført til den konsekvens, at listens tidligere førsteplads – Bob Dylans sang 'Like a Rolling Stone' – nu "kun" figurerer på listens fjerdeplads. Derimod har den afdøde soullegende Aretha Franklin overtaget førstepladsen med klassikeren 'Respect' fra 1967.

Lyt til 'Respect', mens du læser videre:

0:00

Mange nye navne

Men selvom det altså ifølge Rolling Stone er en over 50 år gammel sang, der er verdens bedste, så er der også mange nye navne på listen.

Mere end halvdelen af sangene på den opdaterede liste – nærmere bestemt 254 – er helt nye, og var dermed ikke med på 2004-listen.

Således må hæderkronede koryfæer som The Beatles, Elton John og The Rolling Stones, som det måske mest er dine forældre, der lytter til, nu deles om pladserne med navne som Adele, Beyoncé og BTS på den opdaterede liste.

Der er også et dansk islæt på listen i form af heavy metal-bandet Metallica, der har den danske trommeslager Lars Ulrich som ét sine medlemmer. Metallica er både er nummer 390 og 256 på listen med numrene 'Enter Sandman' og 'Master of Puppets'.

Men hvilke nye navne har mon fundet vej til listen? Her er ti af dem.

  • Nummer 497: Lizzo, 'Truth Hurts' (2017): - Den her sang er mit liv, og dens ord er min sandhed, sagde Lizzo ifølge Rolling Stone, da hun udgav den. Hun udgav sit debutalbum 'Lizzobangers' helt tilbage i 2013, men måtte vente på det store gennembrud, der først for alvor kom for et par år siden. Siden har hun til gengæld hittet stort med sange som 'Juice', 'Good as Hell' – og selvfølgelig 'Truth Hurts', der er kommet med på Rolling Stones liste.

  • Nummer 490: Lil Nas X, 'Old Town Road' (2019): Lil Nas X lagde med et trylleslag – og en banjo-sample – verden for sine fødder med nummeret 'Old Town Road'. Det er i dag den sang, der har ligget længst tid på førstepladsen på den amerikanske singlehitliste nogensinde med imponerende 19 uger. For nylig vandt Lil Nas X hele tre priser ved det MTV Video Music Awards. Herudover er hans debutalbum, 'Montero', netop udkommet.

  • Nummer 482: Lady Gaga, 'Bad Romance' (2009): Lady Gagas første singler 'Just Dance' og 'Poker Face' katapulterede hende ind på mange popelskeres lystavler tilbage i 2008. Blot et år efter cementerede hun sin stjernestatus med 'Bad Romance', der nu har sneget sig med på Rolling Stones liste. Siden da har amerikaneren med det borgerlige navn Stefani Germanotta gennemgået flere musikalske forvandlinger, har kastet sig ud i en succesfuld karriere som skuespiller og vundet en Oscar for megahittet 'Shallow'.

  • Nummer 384: Cardi B, J Balvin og Bad Bunny, 'I Like It' (2018): Cardi B hører i dag til i den absolutte superliga af internationale superstjerner. Det gør hun ikke mindst på grund af singlen 'I Like It', der blev hendes anden nummer ét-single i USA. Siden har hun – ud over at vække opsigt med sin vilde persona – hittet stort med hits som 'Please Me', 'WAP' og 'Up'. Men det er altså 'I Like It', der har sikret hende en plads på Rolling Stones liste.

  • Nummer 367: Frank Ocean, 'Thinkin Bout You' (2012): Frank Ocean markerede et nybrud inden for R&B-genren, da han udgav 'Thinkin Bout You', hvori han blandt andet synger: "My eyes don't shed tears, but boy they pour when I'm thinking 'bout you." Det markerede hans udspring som biseksuel, hvilket bestemt ikke er hverdagskost inden for amerikansk R&B. Siden har han udgivet albummet 'Blonde' og er blevet anerkendt for at revitalisere jazz- og funkinspireret R&B.

  • Nummer 346: BTS, 'Dynamite' (2020): Det største k-pop-band på kloden er uden tvivl BTS, hvilket Rolling Stone også anerkender med en 346. plads på deres liste over verdens 500 bedste sange. Sangen, de har med på listen, er 'Dynamite', som er bandets første nummer ét-single i USA. For nylig vandt de både priserne som 'Årets band' og 'Bedste k-pop' ved MTV Video Music Awards.

  • Nummer 178: Billie Eilish, 'Bad Guy' (2019): Hun er her, dér og alle vegne for tiden, den amerikanske popstjerne Billie Eilish, der netop har udgivet sit andet album, 'Happier Than Ever'. Det kan hun især takke singlen 'Bad Guy' for, der blev hendes første nummer ét-single i USA – og i store dele af resten af verden. Siden da er hun blevet en af klodens mest populære musikere og har blandt andet stået bag James Bond-temasangen 'No Time to Die'.

  • Nummer 82: Adele, 'Rolling in the Deep' (2011): På trods af, at hun kun har udgivet tre album, er britiske Adele i dag én af verdens bedst sælgende musikere. Det er hun blandt andet på grund af megahittet fra 2011, 'Rolling in the Deep', der handler om et grimt breakup. Ifølge Rolling Stone endte man med at bruge hendes demo-vokal på det færdige nummer på grund af den skrøbelighed, hun viste på demoen. Nummeret har for længst gjort Adele til en global superstjerne.

  • Nummer 73: Beyoncé, 'Formation' (2016): Beyoncé behøver næppe nogen nærmere introduktion. Men selvom hun allerede var en global superstjerne i 2016, formåede hun alligevel at gøre sin stjernestatus endnu større med albummet 'Lemonade' og sangen 'Formation', som hun spillede første gang i anledning af sin optræden til den amerikanske Super Bowl. Ifølge Rolling Stone repræsenterer sangen "den komplette pakke af sort radikal feministisk selvhævdelse".

  • Nummer 20: Robyn, 'Dancing on My Own' (2010): Svenske Robyn kombinerede dunkende discorytmer med et sårbart tekstunivers på megahittet 'Dancing on My Own' fra 2010. Nummeret cementerede hendes stjernestatus i Skandinavien, og gjorde hende ifølge Rolling Stone til en "ikonisk kulthelt" i USA. Og så har sangen ifølge magasinet inspireret en hel generation af sangskrivere siden – lige fra Taylor Swift til Lorde.

Du kan se hele Rolling Stones liste her og stemme på din favorit blandt vores ti fremhævelser herunder:

Facebook
Twitter