Legendarisk spillested aflyser alt og fyrer direktøren: 'Vi havde håbet på en større hjælpepakke'

Jazzhuset Montmartre kan ikke klare sig gennem coronakrisen på grund af restriktioner.

Montmartre har været hjemsted for jazz i Købenavn i årtier. Stedet genåbnede i 2010 efter 15 års fravær. Arkivfoto. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

Det historiske spillested Jazzhus Montmartre i København indstiller alle koncerter.

Det oplyser jazzhuset i en pressemeddelelse og begrunder beslutningen med de restriktioner, som coronakrisen har medført.

- Vi begræder situationen, men det er ikke muligt for os at drive huset på det ønskede niveau med indtægterne fra kun 35 billetter mod normalt 85 pladser, siger Montmartres administrerende direktør, Jonas Dyrved.

- Vi havde håbet, at staten ville komme med en større hjælpepakke, som kunne afværge situationen, men det netop indgåede forlig er for lidt og for sent. Det er trist set i lyset af, at Montmartre satte rekord i besøgstal op til coronakrisen.

I pressemeddelelsen står der ikke direkte, at Montmartre lukker, men at koncerterne er aflyst "med henblik på at afvikle den legendariske jazzklub", og at beslutningen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, så "Montmartre har således afholdt sin sidste koncert i lørdags, den 29. august 2020".

Chefer er opsagt

Samtidig er husets direktør og musikchef opsagt, og husets timelønnede tjenere, afviklere og lydteknikere er sendt hjem, og lejemålet er opsagt.

På grund af et loft på 35 publikummer per koncert kan driften ikke fortsætte.

Støtte og finansiering fra 2021 og frem er utilstrækkelig til at overleve coronakrisen, fremgår det.

Det sker på trods af, at Københavns Kommune tidligere i år indstillede Jazzhus Montmartre til at blive et regionalt spillested med udsigt til både støtte fra stat og kommune.

Det ville have reddet klubben i coronakrisen og sikret spillestedet på den lange bane, men Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik valgte at tilsidesætte indstillingen, oplyser bestyrelsesformand for Jazzhus Montmartre, Michael Christiansen.

- Det er en sørgelig situation for dansk kulturhistorie, for København og for hundredevis af kunstnere, som mister en vigtig scene, siger bestyrelsesformanden.

- Men vi kan ikke forsvare at fortsætte driften, med mindre nogen i 11. time kommer os til undsætning. Min telefon er åben. Men i forhold til vores ansvar i den givne situation er vi nødt til nu at tage skridt til at lukke huset ned på forsvarlig vis.

Den amerikanske musiker Stevie Wonder holdt i 2010 efterfest på Jazzhuset Montmartre efter at have spillet i Parken. (Foto: CHIP EAST © Scanpix)

Lyt til Stevie Wonders 'Too High' her:

0:00

Åbnede i 1959

Huset er en non-profitinstitution og har behov for omkring 2,4 millioner kroner årligt i tilskud fra stat, kommune og fonde for at løbe rundt.

Selv om kommunen har bevilget sin part, så er der ikke nok støtte fra staten.

Montmartre har årligt afholdt omkring 230 koncerter for over 12.000 publikummer og med mere end 600 udøvende musikere på scenen.

Jazzklubben har rødder tilbage til 1959 og har afholdt tusindvis af koncerter. Stjerner som Roger Moore og Stevie Wonder har sat deres ben i den gamle klub.

Facebook
Twitter