Hvad får man, hvis man samler raplegenderne Snoop Dogg, Ice Cube, Too Short og E-40?
Svaret er en ny hiphop-supergruppe kaldet Mt. Westmore.
De fire sværvægtere har ifølge musikmediet NME planer om at udgive deres debutalbum allerede i næste måned.
- Vi har indspillet i nærheden af 50 sange. Vores første album vil blive udgivet i april, og derefter vil der komme flere albums.
- Det er en god tid for os at gøre det. Det forlænger vores karriere lidt mere og på en anden måde. Det minut, vi slog os sammen, fik vi en håndfuld nye forretningsmuligheder, som ingen af os ville have fået individuelt, lyder det fra Mt. Westmore-medlemmet Too Short.
I et andet interview siger Too Short, at endnu en legende – Dr. Dre – også vil være en del af de kommende album.
Hør Mt. Westmores første single 'Step Child' herunder, mens du læser videre.
Her kommer Too Short også ind på, at gruppen ikke har været bange for at give hinanden kritik, når de har befundet sig i studiet.
- Vi har givet hinanden autoritet til at kritisere, nedlægge veto og komme med forslag. Alt er ligetil, og vi stoler på, hvad hinanden siger, siger Too Short.
'Det havde været vildere for 25 år siden'
Snoop Dogg (49 år), Ice Cube (51 år), E-40 (53 år) og Too Short (54 år) er efterhånden nogle modne herrer, hvor man godt kan sige, at deres største succeser ligger tilbage i tiden, uden at man fornærmer nogen af dem.
Det mener P3-vært Pelle Peter Jencel, der siger, at medlemmerne af den nye gruppe "ikke har revolutioneret noget de sidste 20 år".
- Jeg havde nok haft det lidt vildere, hvis det her var sket for 25 år siden. Det er fire navne, som er legender, og som for 25 år siden var med til at skubbe musikken fremad.
- Der er masser af 50-årige musikere, der laver god musik, og de her fire gutter er stadig mega succesfulde. Det er ikke, fordi de laver dårlig musik; det er bare ikke så spændende længere. Jeg kommer op at køre, hvis noget lyder spændende og nyt, og det gør deres musik ikke, siger Pelle Peter Jencel om dannelsen af Mt. Westmore.
Pelle Peter Jencel mener ligesom Too Short også, at det giver god mening, at rapperne går sammen på det her tidspunkt i deres karriere.
- Det er nogle gange noget, folk gør, når de har nogle år på bagen og tænker: "Nå, hvad skal vi give os til nu?". Jeg tror, det er noget, de gør for hyggens skyld.
Ikke den eneste 'supergruppe'
Gruppens første optræden finder sted i april, hvor Mt. Westmore skal optræde til det virtuelle event Triller Fight Club.
Det skriver Variety.
Man kan se den fire timer lange koncert mod betaling den 17. april, men så får man også store stjerner som Justin Bieber, The Black Keys, Doja Cat, Saweetie, Diplo og Major Lazer at se.
Og altså Mt. Westmore, som i øvrigt ikke er den eneste 'supergruppe', der er blevet samlet for nyligt.
Forleden gik Bruno Mars og Anderson.Paak nemlig sammen i gruppen Silk Sonic.
Førstnævntes hitbaskere tæller blandt andet '24K Magic', 'Treasure' og 'Finesse' for bare at nævne nogle stykker, mens Anderson.Paak ligeledes har tryllebundet festen med hits som 'Come Down' og 'Tints'.
En anden gruppe af musikere så også dagens lys i februar, hvor sangeren Charli XCX annoncerede, at hun ville sammensætte en supergruppe med det britiske rockband The 1975 og musikeren No Rome.
Sammen har de allerede udgivet singlen 'Spinning'.