L.O.C. er tilbage efter tre år - og langer ud efter ny tendens: 'Det er blevet et rotteræs'

Den aarhusianske rapper vil ikke være underlagt at skulle udgive ny musik konstant.

Den nye single 'Drømmen er vores' bliver første udspil fra rapperens kommende album 'Ekkokammer'. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Siden 2001 har den danske rapper L.O.C. erobret Danmark med hits som 'Undskyld', 'Frk. Escobar' og 'Momentet'.

Med sin karakteristiske latter og sit imponerende raptalent er han blevet en af de største stjerner herhjemme. Men det er ikke meget, vi har hørt fra den aarhusianske rapper de seneste år, hvor vi skal tilbage til 2016 for at finde hans seneste single 'Ti fod høj'.

Men nu er ventetiden forbi. Fredag har rapperen med det borgerlige navn Liam O'Connor nemlig udgivet singlen 'Drømmen er vores'.

Hør 'Drømmen er vores', mens du læser videre:

Med linjer som 'det er det danske mareridt, og drømmen den er vores' er nummeret en refleksion over den konstante jagt efter succes, som mange af os har i dag, forklarer rapperen.

- Nummeret er en refleksion over, hvor man står i livet lige nu. Man har ofte et behov for at jagte nogle mål, men når de så er indfriet, så finder man måske pludselig ud af, at man slet ikke er så cool alligevel.

Følelsen skal være rigtig

L.O.C. har optrådt på festivaler og koncerter i løbet af sommeren, men stilheden fra studiet skyldes flere ting, fortæller han.

- Fordi det faktisk har været langt sjovere at løbe rundt og være far, har jeg haft en helt anden måde at skrive på end tidligere. Jeg har kun skrevet noget, når jeg har følt, det har været vigtigt nok at nedfælde, fortæller han.

Faktisk mener L.O.C., at musikbranchen i dag fokuserer alt for meget på, at der konstant skal udgives ny musik.

- Jeg har været med længe nok til ikke at være underlagt at skulle skynde mig og skyde med spredehagl. I dag handler det meget om at udgive hele tiden. Det er blevet et rotteræs, hvor det handler mere om at lave en fed melodi end at sige noget, der får folk til at falde på røven, fortæller han.

L.O.C. fik i 2016 sønnen Constantin, og det har ændret hans tilgang til musikken. (© Warner Music)

Rapperen savner måden, hvorpå man tidligere lyttede til musik, og han synes, det er en hård virkelighed, de nye kunstnere bliver mødt af i dag.

- Musikken lyder stadig, som den skal, men det er hårde kår for dem, der starter nu. Man ser ikke på, hvem der har solgt et helt album, men i stedet hvem der kan få folk til at trykke repeat flest gange. Jeg savner at høre om folk, der hører en hel plade og fordyber sig i den.

Nyt album på vej

Den nye single 'Drømmen er vores' er første udspil fra det kommende album 'Ekkokammer'. Hele pladen er ifølge L.O.C. et tidsbillede.

- Det handler om at kommunikere ud til dem, som jeg startede med at have en forbindelse med. Derfor er det måske ikke festen, der fylder denne gang. Det er i stedet emner som frygt, patriotisme og hysterikatet, der nok kendetegner min generation af selvoptagelse.

Når det nye album lander, kan man forvente en L.O.C., der har udviklet sig, men stadig indeholder de samme værdier, som sangene altid har gjort.

- Jeg tror, det er godt i tråd med, hvem fanden jeg er, og hvad jeg har sagt tidligere. Jeg vil ikke lave den samme sang hele tiden. Men jeg håber da selvfølgelig, at der er sket en udvikling, som folk måske vil kunne finde interessant at spejle sig i, konstaterer han.