Lukas Graham sætter ord på sin store sorg i anderledes julesang

Gruppens julesang 'Here (For Christmas)' handler om tabet af vennen William Worsøe.

Det er ikke første gang, at Lukas Graham har skrevet en sang til minde om William Worsøe. Også sangen 'Not A Damn Thing Changed' handler om det pludselige tab af hans barndomsven. (Foto: Michael Svenningsen © Ritzau Scanpix)

For mange er julen et længe ventet afbræk fra den hektiske hverdag.

Hjemme i de danske stuer bliver den iskolde højtid ofte fejret i selskab med spandevis af brun sovs, højt humør og tæt familie.

Men for andre forholder det sig lidt anderledes.

For af og til kan julen være en trist påmindelse om dem, der ikke er her længere.

Og det har Lukas Graham i år skrevet en julesang om.

Sangen hedder 'Here (For Christmas)', og den handler om det afsavn, som frontmand Lukas Forchhammer døjer med i juletiden, efter han i januar for to år siden mistede sin barndomsven William Worsøe.

Lyt til Lukas Grahams julesang her:

- Vi har lavet noget, der ikke er der i forvejen. En julesang, der handler om sorg og savn, mere end den handler om jul, fortalte Lukas Forchhammer, da han torsdag middag gæstede 'Pelle Peter på P3'.

Og det er ikke kun savnet, der har naget Lukas Forchhammer og vennerne siden Williams alt for tidlige død.

For barndomsvennen tog sit eget liv, og det sendte rystelser gennem hele vennegruppen, der hovedsageligt kender hinanden, fordi de er vokset op sammen på Christiania.

- Vi begyndte at tænke, hvad vi havde gjort forkert, selvom det er en total fejlslutning. Det er jo ikke nogens skyld.

- Det er vildt mærkeligt. Det er sådan noget, der sker for andre. Jeg tænkte ikke, at det ville ske for os, sagde Lukas Forchhammer til radiovært Pelle Peter Jencel.

Jo mere man elsker folk, jo mere ondt gør det

I radioprogrammet 'Pelle Peter på P3' opførte Lukas Graham så 'Here (For Christmas)' live i radioen.

Og selvom Lukas Forchhammers afsavn til William er stort, så fortalte popstjernen til Pelle Peter Jencel, at han får et smil på læben, når han optræder med den nye sang.

Lukas Forchhammer var ikke i Danmark, da han fik at vide, at vennen William var død. Han skyndte sig hjem til begravelsen, der foregik i Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Her optræder Lukas Graham til finalen på 'Vild med Dans' i Horsens i 2019. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Jeg tænker på alt det gode, når jeg synger 'Here (For Christmas)'. Jeg tænker på, at vi sejler rundt i den båd, William startede med at bygge. Nu har hans mor og lillebror lavet den færdig sammen med hans far.

- Jeg tænker på William, der var så gavmild og havde et kæmpe retfærdighedshjerte. Han kunne blive så forarget, når noget var uretfærdigt. Det beundrede jeg ham for.

Og når afsavnet vokser sig ekstra stort, når julen nærmer sig, så trøster Lukas Forchhammer sig selv med, at selvom sorgen måske aldrig kommer helt på afstand, så bliver den mindre med tiden, og det bliver nemmere at leve med tabet.

- Det er bare højt at flyve, dybt at falde. Jo mere man elsker folk, jo mere gør det ondt, når de ikke er der mere.

- Jeg læste et flot citat. Jeg kan ikke helt huske, hvem der kom med det, men det gik på, at sorg og dyb smerte efter et dødsfald bare er hjemløs kærlighed, fortalte Lukas Forchhammer i radioprogrammet.

Fik du ikke lyttet med til torsdagens program? Så kan du lytte til det og alle andre afsnit her.