Måtte i terapi før genforening: Nu topper Disney-brødre hitlisterne

Brødrene Kevin, Joe og Nick Jonas blev kendt som stjerner på Disney Channel.

De tre brødre i bandet Jonas Brothers er genforenede og har udgivet singlen 'Sucker'. (Foto: pressebillede)

For ti år siden smeltede de teenagehjerter på Disney Channel og fik børn og unge over hele verden til at synge med på sange som 'Burnin' Up' og 'S.O.S.', før bandet efter fire album gik i opløsning i 2013.

Nu er Kevin, Joe og Nick med efternavnet Jonas tilbage.

Og det har åbenbart været længe ventet. I hvert fald er singlen 'Sucker' fra det genetablerede Jonas Brothers den første af bandets sange, der har toppet den anerkendte single-hitliste Billboard Top 100.

Lyt til 'Sucker' her, mens du læser videre:

0:00

Det kommer dog ikke som nogen overraskelse for radiovært og popekspert Sandie Westh.

- Jonas Brothers var samme Disney-generation som Demi Lovato, Selena Gomez og Miley Cyrus, som jo stadig er kæmpestore i dag. Det er stadig den samme Disney-hype, de lever på nu. Det er samme fanbase, siger hun.

- De var flotte, og alle piger drømte om at blive gift med dem. De formåede virkelig at skabe en loyal fanbase dengang, hvilket ikke er nemt, for måske kan teenagere være hysteriske, men de er også flygtige.

Fansene var ikke mættede

Sandie Westh sammenligner hypen, der var i USA omkring de tre brødre, med dengang, Jon vandt 'Popstars' i Danmark i 2002. Men så skal man bare lige gange hypen med 1.000.

Og så valgte de tre brødre at stoppe på det helt rigtige tidspunkt i 2013. Joe Jonas hittede efterfølgende med bandet DNCE, og den yngste bror, Nick Jonas, har haft en stor solokarriere.

- Siden, de gik i opløsning, er det jo gået godt for i hvert fald to af dem, som har haft succesfulde karrierer, men det var også stadig god musik, Jonas Brothers lavede, da de gik i opløsning. Når du ikke har mættet markedet, så vil markedet gerne have mere – især når det handler om den her særlige fanbase, mener Sandie Westh.

Jonas Brothers, da de i 2009 deltog i en Disney-parade. (Foto: Matt Stroshane © Ritzau Scanpix)

Svær genforening

Men det har ikke været en helt nem genforening for de tre brødre.

Nick Jonas har indrømmet, at det var ham, der for seks år siden besluttede, at han ikke ville være i bandet længere, og det har krævet en del samtaler det seneste år for, at de tre søskende kunne finde sammen igen.

De skulle nemlig sørge for at få talt fortiden igennem, før de endnu engang kunne lave musik sammen som et band.

- Vi brugte nærmest et år på terapi, hvor vi fik arbejdet på nogle ting, og vi fandt ud af, hvordan det næste kapitel skulle se ud. Vi blev nødt til at være virkelig åbne og ærlige. Der var nogle ting fra fortiden, som gik os på – endda også i vores optrædender, sagde Nick Jonas, da brødrene besøgte 'The Late Late Night Show With James Corden' i forbindelse med genforeningen.

Lyt til Nick Jonas' 'Jealous' her:

0:00

Samtidig afslørede han også, at det var optagelserne til en kommende dokumentar om Jonas Brothers, der fik dem til at indse, at det var tid til at lave musik sammen igen.

- Det var i løbet af den tid, vi begyndte at føle, vi savnede den der magi. Så vi besluttede egentlig bare at give det et skud. Vi begyndte at spille lidt musik sammen og fandt med det samme ud af, at det var meningen med vores liv lige nu, sagde Nick Jonas til talkshow-værten James Corden.

Opsigtsvækkende musikvideo

'Sucker' er i skrivende stund afspillet næsten 54 millioner gange på streamingtjenesten Spotify, siden den udkom i starten af marts, og musikvideoen til nummeret er set mere end 64 millioner gange på Youtube.

I videoen medvirker blandt andre Sophie Turner, som er kendt fra hitserien 'Game of Thrones' og kæreste med Joe Jonas, og skuespillerinden Priyanka Chopra, som blev gift med Nick Jonas i sommer.

Og måske er det også mest hypen omkring genforeningen og den opsigtsvækkende musikvideo, der har gjort 'Sucker' til en succes.

I hvert fald hvis man skal tro Sandie Westh.

- Jeg synes ikke, 'Sucker' er prangende overhovedet, og med Joes 'Cake By The Ocean' med bandet DNCE og Nicks sange 'Jalous' og 'Levels' havde jeg nok forventet en tour de force ud i popmusik med den her Jonas Brothers-sang, men måske har vi lige fået lov til at smage på dem med førstesinglen, og så kommer der en andensingle, der slår benene væk under os. Det håber jeg i hvert fald.

Facebook
Twitter