Manden bag Snoop Dogg og 2Pac tilstår drab: Nu skal han 28 år i fængsel

Den tidligere rapmogul Marion 'Suge' Knight tilstod torsdag drab og skal nu afsone 28 års fængsel. Dommen forventes at blive stadfæstet i starten af oktober.

Suge Knight har siddet fængslet, siden han i januar blev tiltalt for drab, forsøg på manddrab og for at flygte fra et gerningssted. (Foto: Jim Ruymen © Scanpix)

Han har arbejdet sammen med nogen af de allerstørste amerikanske rappere, men pladeproduceren Marion 'Suge' Knights storhedstid synes pludselig meget langt væk.

Den 53-årige amerikaner tilstod nemlig torsdag drab og står dermed til at skulle 28 år i fængsel.

Suge Knight, som han blev kaldt i musikbranchen, var blandt andre co-producer på dette kæmpe hit:

0:00

Retssagen har allerede varet i fire år, men det er først nu, at Knight tilstår drabet og dermed sandsynligvis undgår at få en dødsstraf for mord.

Tilståelsen kom, få dage før retssagen mod 53-årige Knight skulle begynde. I sagen var han tiltalt for at have påkørt en 55-årig mand uden for en restaurant i Los Angeles i 2015.

Påkørslen skete efter et skænderi mellem de to om filmen 'Straight Outta Compton', der handler om rapgruppen NWA.

Efter påkørslen kørte Suge Knight hen over den 55-årige mand, der dermed mistede livet.

Hans advokater har hævdet, at det ikke var Knights hensigt at gøre skade på den 55-årige mand og en anden mand, der overlevede påkørslen.

Episoden blev opfanget af et overvågningskamera ved en fastfoodrestaurant.

Anklagerne i sagen hævder, at Suge Knight var blevet rasende over, at han ikke var blevet betalt af producerne bag filmen 'Straight Outta Compton'.

I starten af oktober skal afgørelsen i høring, hvorefter retssagen endeligt kan afsluttes.

Suge Knight kunne have risikeret fængsel på livstid for drabet på den 55-årige mand i Los Angeles. Med tilståelsen bliver han idømt 28 års fængsel ved den formelle strafudmåling 4. oktober. (Foto: pool © Scanpix)

Pladeselskab sammen med Dr. Dre

Suge Knight stiftede sammen med hiphop-ikonet Dr. Dre pladeselskabet Death Row Records i de tidligere 1990'ere.

Death Row Records stod bag kunstnere som blandt andre Snoop Dogg og den afdøde rapper Tupac Shakur (2Pac).

Pladeselskabet kollapsede dog i 1996, da Suge Knight blev fængslet for vold mod en konkurrent i branchen i Las Vegas.

I 2003 måtte han tilbringe ti måneder i fængsel efter en voldsepisode uden for en natklub i Hollywood.

/ritzau/AFP

FacebookTwitter