Margrethe Vestager ønskede sig en helt ny sang i radioen. Så skrev Rasmus Walther den på to timer

Den danske EU-kommisær skrev ind til ’Sangskriver’ på P3 med et ønske til en hyldestsang. Den fik musikeren Rasmus Walther til opgave at skrive.

Rasmus Walter kom på arbejdet, da han skulle skrive en sang i radioen på bare to timer - sangen var ønsket af Margrethe Vestager, der er konkurrencekommissær i EU. (Foto: Collage © sCANPIX)

Sanger og musiker Rasmus Walter fik ekstra sved på panden forleden.

Ikke på grund af sommervarmen, men fordi han kom på hårdt arbejde med at skrive en sang i radioen på bare to timer.

Det har han egentlig prøvet før, for Rasmus Walter var den første overhovedet til at medvirke i radioprogrammet ’Sangskriver’, hvor en kendt kunstner i samarbejde med vært Jonas Gülstorff skriver en sang til en lytter.

Og nu var han tilbage i programmet – men lytteren var for engang skyld også kendt.

Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager havde nemlig skrevet ind til 'Sangskriver' i håbet om at få lavet en dansevenlig sang til hendes internationale stab i Bruxelles.

’Vi trænger til vores egen sang, der kan hylde det talent, som de hver især kommer med’, skrev Margrethe Vestager i en mail til programmet.

- Jeg tænkte da først ’åh, bare vi ikke skal lave en politisk sang’. Men det var heldigvis bare noget med at hylde hinanden, siger Rasmus Walter lettet.

Rasmus Walter debuterede som frontmand i bandet Grand Avenue og gik solo i 2011. Han har hittet med sange som 'Endeløst' og 'Dybt vand', og er lige nu aktuel med sin nye engelsksprogede single, 'Heart of Stone'. (Foto: henning Bagger © sCANPIX)

Du kan høre lidt af sangen og Margrethe Vestagers reaktion her:

- Vi kom virkelig på arbejde

Resultatet blev den tempofyldte sang ’All of Us’, der ligesom Rasmus Walters nyeste single, ’Heart of Stone’, er sunget på engelsk.

- Det er faktisk lige før, at der går lidt fodboldsang i den. Du ved, der hvor man kan stå arm i arm og synge ølkor med sine venner til den, siger Rasmus Walter.

Han er godt tilfreds med sangen, selvom han da godt gad, at han havde haft mere tid til at nusse lidt med en række detaljer som vokalen og for eksempel tilsætte et kor. Men det var der slet ikke tid til.

- Vi kom virkelig på arbejde. Det er jo en stresset opgave at lave en sang på to timer og ikke kunne gå tilbage og rette i den. Men det er også en sund øvelse, som man måske burde afprøve i studiet engang som sådan en fredagsting, siger Rasmus Walter.

Hvordan var det at synge den for Margrethe Vestager i programmet?

- Hun var sød, og det var sjovt, men der var da noget vokal, jeg egentlig gerne ville have ændret, hvis jeg kunne. Jeg respekterer hende og derfor var det også lidt et pres.

Overvejer den til sommerens koncerter

Hvad synes du om modtagelsen af sange? Margrethe Vestager sagde jo i programmet, at hun blev rørt af den...

- Hun virkede begejstret, ja. Jeg har altid syntes, at hun er en troværdig kvinde, så jeg tænker da, at hendes begejstring var oprigtig, siger Rasmus Walter.

Satser du på at se Rasmus Walter optræde i løbet af sommeren, skal du dog ikke regne med at høre den nye sang under koncerten.

- Nja. Måske kan jeg finde på at tage den ind for sjov til mine akustiske koncerter, hvor jeg bedre kan fortælle om tilblivelsen af den. Men hvis jeg bliver ugens uundgåelige på P3, så vil jeg da overveje den til setlisten, siger Rasmus Walter og griner.

Hør Rasmus Walters nye single 'Heart of Stone' her:

Du kan høre hele tilblivelsen af sangen 'All of Us' til Margrethe Vestagers stab i ’Sangskriver’ på P3 HER.

Facebook
Twitter