Mathis er 16 år, gymnasieelev - og dansktopstjerne: 'Jeg anede ikke, hvad dansktop var'

Eksperterne har høje forventninger til det unge musiktalent.

Den 23. marts i år vandt Mathis Vincent Davidsen sammen med Lotte Riisholt talentkonkurrencen 'Mig og min mentor' ved Dansktop Prisen i Boxen i Herning. Foto er fra coveret på hans debut-single 'Da singlerne blev støvet af'.

- Du kan hurtigt blive sat i bås, hvis du siger, du spiller dansktopmusik. Men det er jeg ikke bange for.

Mathis Vincent Davidsen er 16 år, går i 1. g. og bor i Holbæk. Og så har han for nylig vundet en musiktalentpris i Boxen i Herning ved det årlige 'Dansktop Prisen'-show, hvor han optrådte med sin debutsingle 'Da singlerne blev støvet af'.

Men selvom han har imponeret med sine musikalske talenter inden for dansktoppen, så er genren faktisk helt ny for ham. Og dog.

Lyt til Mathis Vincent Davidsens debutsingle her:

Hører dansktop til festerne

- Alle unge til alle ungdomsfester hører altså dansktopsange. Det gør man bare. Ligesom mig ved de ved bare ikke, at det er dansktop, forklarer Mathis Vincent Davidsen.

For før sin dansktopdebut anede han ikke, at mange af de gamle danske festklassikere kan betegnes som dansktopmusik.

Så da dansktopstjernen Lotte Riisholt, som fik kenskab til Mathis Vincent Davidsen gennem hans tidligere musiklærer, i januar spurgte, om han kunne tænke sig at stille op i dansktop-talentkonkurrencen 'Mig og min mentor' sammen med hende, anede han faktisk ikke, hvad dansktopmusik var.

Men han takkede med det samme ja til at komme under den garvede musikers vinger.

Mathis skriver også selv sange. Men modsat dansktoppen foregår det både på dansk og engelsk. (© (c) privatfoto)

- Jeg vidste faktisk ikke engang, at dansktop var en reel musikgenre. Jeg tænkte bare, at det var dansk musik - og dansk musik er jo fedt, griner han.

Hits som 'Pas på den knaldrøde gummibåd'og 'Himmelhunden' er ellers fast inventar på playlisterne, når festerne med vennerne når klimaks, og alle på dansegulvet skråler med.

Dansktop er ikke kun for ældre folk

Men selvom hitsene kan sætte fut i et dansegulv, så er det ikke de sange, du støder på, når du tænder for radiokanaler som eksempelvis P3. Du skal i stedet over på P5, der henvender sig til et mere 'modent' publikum.

Det er synd, mener 16-årige Mathis Vincent Davidsen.

- Det er ærgerligt, at dansktopmusik bliver set ned på og bliver sat i bås som noget, kun ældre folk hører. For musikerne i dansktop er jo dem, der laver den bedste sceneperformance og giver folk et smil på læben. Det er jo dét, man gerne vil opleve, når man er til koncert. Sådan har jeg det i hvert fald.

Lyt til Birthe Kjærs evergreen her:

- Når jeg hører dansktopmusik, bliver jeg glad. Man kan slå hjernen fra og ikke tænke så meget, for det er nemme tekster, der er nemme at synge med på og nemme melodier. Det hele er nemt.

Men det er dog alligevel ikke dansktoppen, der oftest kommer ud af højtalerne, når Mathis Vincent Davidsen spiller musik hjemme på drengeværelset i Holbæk.

- Hvis man bare sidder alene derhjemme, er der nok ikke mange, der vil sætte 'Pas på den knaldrøde gummibåd' på. Der er der nok flere, der vil sætte eksempelvis en Mads Langer-sang på, hvor man skal bruge lidt tid på at tænke over teksten.

Netop Mads Langer er et stort musikalsk forbillede for Mathis Vincent Davidsen. For selvom dansktoppen nu også har fået en helt særlig plads i hans hjerte, så er det stadig popmusikken, han brænder allermest for.

- Jeg synes, dansktop er rigtig fedt og god dansemusik, men jeg er en popdreng, og det kan jeg ikke komme udenom.

Ingen plan b - kun musik

Spørger man til den unge musikers fremtidsdrømme, er der ingen slinger i valsen.

- Jeg har ingen plan b. Jeg vil leve af at lave musik. Min største drøm er, at et pladeselskab ringer til mig og spørger, om vi skal lave en popplade sammen, siger han med lige dele drenget optimisme og professionel selvtillid.

Spørger man nogle af de garvede folk i dansktop-branchen, lader hans selvtillid til at være velfunderet.

Lotte Riisholt og Mathis Vincent Davidsen til Dansktop Prisen 2019. (Foto: Niels Henrik Dam © Scanpix)

- Jeg har ikke før oplevet, at nogen kunne gøre det, som Mathis gjorde, da han trådte ind på scenen i Boxen i Herning, fortæller hans nu tidligere mentor, Lotte Riisholt, der stod for oplæringen af den unge musiker i månederne op til talentkonkurrencen.

- Han indtog simpelthen scenen og ligende en gammel rotte i faget, selvom det var første gang, han stod over for så stort et publikum. Det var virkelig imponerende.

Også radiovært Peter Sten er imponeret.

P5-programmet 'Dansktoppen' offentliggør hver uge en hitliste af samme navn. En liste, der afspeljer den dansksprogede popscene, og som afgøres af lytternes sms-stemmer.

At Mathis Vincent Davidsens debutsingle 'Da singlerne blev støvet af' har ligget i top ti på hitlisten de seneste seks uger er en ret imponerende præstation, hvis man spørger programmets vært, Peter Sten:

- Det er virkelig flot. Der er hamrende hård konkurrence på 'Dansktoppen' for tiden, så det er imponerende, at han har kunnet blive på listen i seks uger.

Peter Sten er heller ikke i tvivl om, at Mathis Vincent Davidsen kan noget særligt.

Radioværten sad nemlig også i Boxen den 23. marts, da Mathis Vincent Davidsen trådte ind på scenen foran rullende tv-kameraer og 6.300 publikummer for første gang og fik hele salen til at klappe med i ren og skær begejstring.

- Jeg var vildt benovet over ham. Det var første gang, han stod på så stor en scene, og han virkede fuldstændig uimponeret, mens han med et stort smil til både kamera og publikum udførte sin sang fuldstændigt perfekt.

Om det bliver dansktoppen eller popmusikken, der tegner Mathis Vincent Davidsens fremtid, må tiden vise. Men musik vil uanset hvad være førsteprioritet hos den unge stjerne.

- Når jeg afslutter gymnasiet, så går jeg 100 procent efter at blive musiker. Punktum.

Facebook
Twitter