Medlem 'tager pause' fra verdens største pigegruppe - nu frygter fans, den går i opløsning

Little Mix lover dog, at de ikke er ved at gå fra hinanden.

Little Mix, som de ser ud i videoen til 'Sweet Melody'. Fra venstre: Leigh-Anne Pinnock, Jesy Nelson, Jade Thirlwall og Perrie Edwards. Nu frygter fans, at Jesy Nelsons pause fra gruppen reelt betyder et endeligt farvel. (Foto: RUBA © Copyright © 2020 BACKGRID UK)

Det skete for Take That. Det skete for One Direction.

Og nu frygter fans af det britiske girlband Little Mix, at det samme er ved at ske for den mest succesfulde pigegruppe siden Spice Girls (som det i øvrigt også skete for): at ét bandmedlems farvel reelt betyder et dødsstød til gruppen som helhed.

I sidste uge annoncerede Little Mix' pr-mand Simon Jones, at bandmedlem Jesy Nelson ville tage en forlænget pause fra gruppen - blot halvanden uge efter, at gruppen udgav deres nyeste album, 'Confetti'.

- Jesy vil holde fri fra Little Mix i en længere periode på grund af private, lægelige grunde. Vi har ikke yderligere kommentarer lige nu og beder medierne om at respektere hendes privatliv i denne tid.

Det fik straks fans til at frygte, om dén besked reelt betød et egentligt farvel til det ene af bandets i alt fire medlemmer.

- En annoncering som denne får mig til at spekulere på, hvor alvorlig situationen egentlig er. Jeg forstår godt, hvorfor I ikke vil tale om det, men kan I ikke please lade os vide, om hun er okay, lød det fra en fan på Twitter.

En anden supplerede:

- Forhåbentlig er det her bare en forlænget pause i et par måneder og ikke en slet skjult besked om, at hun faktisk helt er ved at forlade bandet. Al respekt til Jesy og pigerne, de bør være meget stolte af det, de har opnået sammen.

I kølvandet på annonceringen har Little Mix selv været ude at forsikre om, at Jesy Nelsons pause netop kun er dét: en pause.

- På et tidspunkt i fremtiden kan det godt være, vi hver især vil lave vores egne ting, men Little Mix vil aldrig dø, lyder det fra bandmedlem Jade Thirlwall i et interview med Ash London ifølge Digital Spy.

- Det har vi altid sagt. Vi tænker: Nej, vi vil altid have brug for Little Mix, uddybede Thirlwall.

Jesy Nelson på scenen under den britiske festival Fusion Festival i september 2019. (Foto: Joseph Okpako © Getty Images)

Kæmper med mentalt helbred

Hvad der præcis ligger til grund for Jesy Nelsons pause, er ikke blevet meldt ud, men sangerinden har i mange år kæmpet med sit mentale helbred.

Nelson har tidligere været åben omkring, at hun har forsøgt at tage sit eget liv, og på et tidspunkt udviklede hun en særdeles usund vane med at tjekke alt det negative ud, som folk skrev om hende på nettet.

- Jeg følte, at hele verden hadede mig, har hun fortalt til BBC om den svære tid i forbindelse med dokumentarfilmen 'Odd One Out', hvor hun åbner op om alt det svære, der er fulgt i kølvandet på at blive én af verdens største popsucceser.

For nylig har Little Mix optrådt flere gange uden Jesy Nelson ved deres side – blandt andet i forbindelse med BBC's realityshow 'Little Mix: The Search' samt til prisuddelingen MTV Europe Music Award, hvor bandet også var værter for showet.

Nelson har også selv fortalt, hvordan hun for få måneder siden fik et angstanfald, da gruppen skulle optræde til BBC Radio 1's 'Live Lounge'. Her trådte bandmedlem Perrie Edwards straks til og overtog for Jesy Nelson.

Det vides endnu ikke, hvor længe Jesy Nelsons pause varer. Mange fans på Twitter fokuserer imidlertid først og fremmest på deres idols helbred.

- God bedring, søde! Tag så meget tid, som du har brug for, Jesy. Vi elsker dig så meget og helbredet kommer altid først. Jeg savner og elsker dig så meget, skriver en fan på Twitter.

En anden Twitter-bruger pointerer, at hun håber, Jesy Nelson slapper af og passer på sig selv:

- Prioriteten er, at hun skal have det godt, både mentalt og helbredsmæssigt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk