Mere end bare 'hende fra Eminem-sangen': Husker du Dido? Nu er hun tilbage

Den britiske sangerinde Dido er klar med sit første album i seks år.

Dido, som hun tog sig ud i 2000 (tv.) og den dag i dag. (Foto: Getty Images / Pressefoto)

- My tea's gone cold, I'm wondering why I got out of bed at all...

Har du haft tændt for radioen i løbet af de sidste to årtier, er du med garanti stødt på Eminems kæmpehit 'Stan'.

De fleste ved nok også efterhånden, at den kvindelige vokal på nummeret leveres af den britiske sangerinde Dido, og at omkvædet på 'Stan' faktisk er tyvstjålet fra én af hendes sange.

Men hvad de færreste måske ved er, hvad der egentlig blev af Dido. Og at hun er aktuel, med et spritnyt album.

Eminem satte fart på karrieren

Lad os først skrue tiden tilbage til 1999.

Den dengang 28-årige Dido har netop udgivet sin debutplade 'No Angel'. Albummet bliver taget pænt imod, men det reelle gennembrud kommer først, da rapperen Eminem vælger at sample én af Didos sange på sit album.

00'ernes rapkonge får nemlig assistance af Dido på 'Stan', som stadig den dag i dag er ét af hans største og mest velkendte hits.

Og sangen gjorde også gode ting for Dido.

- Hun har rigtig meget at takke Eminem for, for det er uden tvivl, da han sampler sangen 'Thank You' på 'Stan', at tingene for alvor tager fart for Dido, forklarer radiovært og popekspert Sandie Westh.

Sangerinden selv var også imponeret over sammenkoget af hende og Eminem.

- Ud af det blå fik jeg en dag et brev. Der stod: 'Vi kan lide dit album, vi har brugt det på det her nummer. Håber, du er okay med det, og at du kan lide det. Da de så sendte 'Stan' til mig, og jeg spillede den på mit hotelværelse for første gang, tænkte jeg: 'Wow! Den her sang er fantastisk', fortalte Dido til MTV tilbage i 2000.

Har du alligevel brug for en genopfrisker, så kan du høre 'Stan' her:

Gav Britney og Christina baghjul

Selvom mange i dag nok kun støder på Didos musik, når de trawler gennem spillelister med titler som 'De store fra 00'erne' eller 'Party Like It's 2000', så var Dido faktisk et af det nye årtusindes allerstørste popsangerinder.

- Hun var kæmpestor dengang, siger Sandie Westh, der mener, at Didos succes i høj grad skyldtes, at den britiske sangfugl formåede at skille sig ud fra sine artsfæller på popscenen.

- Hun kommer frem i en tid, hvor lyden er meget poppet, og navne som Britney Spears og Christina Aguilera dominerer hitlisterne.

- Der byder hun ind med en anderledes og meget mere tilbagelænet lyd, siger Sandie Westh, der også mener, at Didos særegne stemme var et godt værktøj, når der skulle sælges hits.

Dido var en af 00'ernes helt store stjerner på popscenen. (Foto: Brian Rasic)

- Det er altid en gave for alle musikere at have en stemme, som folk kan genkende med det samme, og det har Dido altså i den grad. Hun har den her hæse og lidt spinkle stemme, som er meget unik.

Hør 'White Flag' fra 2004 her:

Stoppede med at spille musik for andre

I kølvandet på succesdebuten udgav Dido i 2003 albummet 'Life for Rent' og beviste samtidig, at hun bestemt ikke var en døgnflue.

Albummets førstesingle 'White Flag' blev en enorm succes og har i dag langt over 100 millioner afspilninger på Spotify.

Selvom hun siden storhedstiden i 00'erne har sendt flere album på gaden, så har sangerinden ikke gjort meget væsen af sig de sidste par år.

Hun valgte istedet at trække sig fra rampelyset for en stund.

- Jeg har haft det skønt og været sammen med min familie, set mine venner, rejst rundt. Men musikken stoppede aldrig. Jeg synger altid og skriver altid nye sange. Jeg stoppede bare med at spille det for andre end min familie, sagde Dido for nyligt til The Telegraph.

Men nu skal musikken igen ud blandt masserne.

Det forsøger Dido med sit femte studiealbum 'Still On My Mind', der kom på gaden fredag. Samtidig drager hun til foråret ud på sin første turné uden for Storbritannien i 15 år.

Hør sangen 'Hurricanes' fra Didos nye album her:

Dido er i dag 47 år og bor i Storbritannien med sin søn og mand. (Foto: pressefoto)

Den nye musik lyder... som den gamle

På det nye album forsøger Dido at trække tråde til sine første musikalske eskapader, men med blandet succes, mener Sandie Westh.

- Når jeg hører Didos nye musik, er det som at høre hende for 15 – 20 år siden, og det er i og for sig fint nok, men spørgsmålet er, om tiden stadig er til den lyd? Det tror jeg ikke.

- Faren ved at lave musik, der lægger sig så meget op ad hendes tidligere værker, er, om folk så vælger at sætte hendes nye musik på eller bare vælger at høre det gamle. Der tror jeg altså, at de fleste vælger de gamle sange, lyder dommen fra Sandie Westh.

Og netop Didos bagkatalog kan man med fordel dykke ned i, mener radioværten, der har særlig ét nummer meget kært.

- Hun skrev nogle virkelig gode sange dengang, men 'Here with Me' er en af mine yndlingssange nogensinde. Den er for vild, og jeg kan stadig få gåsehud, når jeg hører den, siger hun.

Hør 'Here With Me', og se, om du også får hud som en gås:

Facebook
Twitter