Mew-frontmand har lavet musik til dokumentar om katastrofal mordbrand: 'Der er mange følelser på spil'

Sanger og musiker Jonas Bjerre har komponeret musikken til DR-serien 'Scandinavian Star'.

Mew-forsanger Jonas Bjerre har arbejdet på musikken til 'Scandinavian Star'-dokumentaren siden april sidste år. Serien havde premiere 8. marts 2020. (Foto: Ritzau Scanpix / DR / Grafik: Emil Thorbjörnsson)

I disse uger kan du følge med i DR's stort anlagte dokumentarserie 'Scandinavian Star'.

Serien fortæller hele historien om skibet Scandinavian Star og den tragiske brand den 7. april 1990, der endte med at tage livet af 159 mennesker.

Arbejdet med dokumentaren har stået på i godt fire år, og én af dem, der i forløbet er blevet koblet på det store projekt, er sanger og musiker Jonas Bjerre, som mange måske bedst kender som frontmand i bandet Mew.

Han har været med til at komponere og indspille den musik, der indgår i den anmelderroste tv-dokumentar, der består af i alt seks afsnit.

Det har dog langt fra været nogen nem opgave at væve det musikalske lydtæppe til serien, fortæller Jonas Bjerre.

- Jeg føler, det er et stort ansvar at lave musik til denne her fortælling. Der er så mange mennesker, der har været påvirket af ulykken, så der er mange følelser i spil, siger Bjerre, der startede sit arbejde på serien tilbage i april sidste år.

- Jeg ville gerne lave noget, som var stærkt og smukt nok til, at det kunne gøre sig fortjent til at være en del af deres historie.

Du kan høre temaet til 'Scandinavian Star'-dokumentaren her, mens du læser videre:

0:00

Musikken må ikke blive for corny

Fortællingen om Scandinavian Star er historien om én af de største uopklarede mordsager i Skandinavien i nyere tid. Den 7. april 1990 udbrød der brand på skibet, og i dag, 30 år efter, er den påsatte mordbrand stadig et uopklaret mysterium.

I dokumentaren deler overlevende passagerer, pårørende til ofre og flere andre involverede deres fortælling om den 30 år gamle tragedie.

Jonas Bjerre har ikke noget personligt forhold til Scandinavian Star-tragedien, men husker tydeligt, hvordan den alligevel påvirkede hans dengang 13-årige jeg.

- Jeg kan huske, at det var noget, man snakkede om i skolen. Det var jo dybt tragisk, siger han.

Netop grundet fortællingens tragiske natur var Jonas Bjerre og hans kollegaer under arbejdet med musikken fast besluttede på, at kompositionerne ikke måtte ty til for mange klichéer fra filmmusikkens håndbog.

- Vi havde fra starten et dogme om, at vi ikke ville bruge klaver. Det kan godt blive lidt overbrugt, så det er vi gået helt uden om.

- Man skal også passe på med ikke bare at køre på med strygere og mol-akkorder. Det passer ikke rigtig ind i en dokumentarfilm, hvis det hele bliver alt for storladent. Det kan godt blive en smule corny, siger Jonas Bjerre, der i stedet valgte at tage musikken i en mere elektronisk retning.

Scandinavian Star blev bygget i 1971 og sejlede frem til den 7. april 1990, hvor tragedien indtraf. (Foto: grafik: Emil Thorbjörnsson © dr)

Dokumentar er anderledes end spillefilm

Jonas Bjerre har tidligere komponeret musik til en række kortfilm og stod i 2011 bag musikken til spillefilmen 'Skyskraber'.

Det er dog første gang, den 43-årige musiker har prøvet kræfter med dokumentargenren.

Ifølge Bjerre er der stor forskel på at komponere musik til fiktionsfilm og en tv-dokumentar som 'Scandinavian Star'.

- Når man laver musik til fiktion, har man en anden tilgang til projektet, fordi det er mere ren underholdning, end en dokumentar er, siger han og fortsætter:

- Den her serie tager udgangspunkt i virkeligheden, så det har en anden alvor over sig. Det er i sagens natur et meget trist emne, så man skal passe på med ikke at spille det hele i mol, så det bliver alt for trist. Man skal finde nogle veje i musikken, som ikke gør det alt for mørkt og dystert og respekterer ofrenes fortælling.

En stor udfordring

Under arbejdet har Jonas Bjerre og hans kollegaer indspillet over 100 stykker musik.

Samtidig har de arbejdet tæt sammen med dokumentarseriens instruktør, Mikala Krogh, for at sikre sig, at samspillet mellem lyd og billeder blev optimalt.

- Det har været en stor udfordring at finde de rette stemninger. Hvor følsomt, hårdt, mørkt, lyst må musikken være i denne her scene? Hvilke instrumenter passer ind her? Det kan være noget af et puslespil at få til at gå op og noget, vi har arbejdet meget med i klippefasen, siger Jonas Bjerre.

- Når musikken bliver lagt ovenpå billederne af nogen, der sidder og taler, så finder man ud af, om det fungerer. Nogle gange føles det ikke rigtigt alligevel, og så må man lave det om.

Nu, hvor arbejdet med 'Scandinavian Star' er overstået, og serien ruller over skærmen, håber Jonas Bjerre, at der venter flere opgaver af samme skuffe ude i fremtiden.

- Jeg nyder at lave denne her slags opgaver og synes, det er en spændende måde at arbejde på, så det er klart noget, jeg gerne vil lave mere af.

Facebook
Twitter