Milliardæren Rihanna er nu verdens rigeste sangerinde - men ikke på grund af musikken

Sangerindens make-up brands har løftet hendes formue til milliardklassen. Rihanna har nemlig været en dygtig forretningskvinde, siger modeekspert Chris Pedersen.

Er man blandt de 103 millioner, der følger Rihanna på Instagram, ved man, at det ofte er billeder af sangerinden i Fenty-undertøj, der bliver uploaded. (Foto: Fenty via Bestimage © Fenty via Bestimage)

'Work', 'Umbrella', 'Diamonds', 'We Found Love' og 'Only Girl (In the World)'.

Listen over hits fra Rihannas 16 år lange karriere er lang. Og udover at være en sand hitmaskine siden den første udgivelse fra 2005, kan hun nu også kalde sig milliardær. I dollars vel at mærke.

Med en samlet formue på 1,7 millarder dollars, svarende til knap 10,7 millarder kroner, er hun dermed verdens rigeste sangerinde. Det skriver erhvervsmagasinet Forbes.

Samtidig er hun den anden rigeste kvinde i underholdningsbranchen, kun overgået af talkshow-dronningen Oprah Winfrey.

Men det er ikke Rihannas musikkarriere, der har gjort hende til milliardær. I stedet er det hendes kosmetik-brand Fenty Beauty, som har fået pengepungen til at vokse.

Brandet blev stiftet i 2017 og udgør 1,4 millarder dollars (svarende til knap 8,8 milliarder kroner) af hendes formue. Ifølge Forbes ejer Rihanna 50 procent af Fenty Beauty, og hun tjener ligeledes kassen på lingeri-brandet Savage x Fenty.

Forstod behovet for kosmetik til alle hudfarver

Da Rihanna i 2017 stiftede Fenty Beauty var det ifølge The Guardian med en drøm om at skabe et kosmetikfirma, som skulle få alle kvinder til at føle sig inkluderet. Hun mente nemlig ikke, at de kendte kosmetik-brands havde nok valgmuligheder i forhold til hudfarver- og toner.

Derfor lancerede Fenty Beaty foundation i intet mindre end 40 forskellige nuancer. Ifølge In Style blev de mørkeste nuancer udsolgt hurtigst. I dag er antallet af nuancer udvidet til 50.

- Det har altid været vigtigt for mig, at alle kvinder føler sig inkluderet i dette brand. Vi er alle sammen så forskellige med vores egne specielle hudtone, så vi startede med at lancere 40 foundations til markedet, sagde hun i 2017 til magasinet Time.

Rihanna stiftede for blot fire år siden brandet Fenty, der nu har gjort hende til dollar-milliardær. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)

Netop dette move var en af grundstenene til Fenty Beautys øjeblikkelige succes, hvis man spørger Chris Pedersen, der er modeekspert og redaktør på Børsen:

- Rihanna forstod, at der var en masse kvinder, der ikke var hvide, som også brugte make up. Dermed ramte hun fuldstændig præcist ned i sin målgruppe og den kulturelle samtale, der handlede om diversitet, siger han.

Chris Pedersen peger på de samtaler, der er opstået især de seneste 4-5 år om identitetspolitik og minoriter, blandt andet i kølvandet på Black Lives Matter og MeToo. De samtaler tappede Fenty Beauty ifølge Chris Pedersen med det samme ind i, modsat store, kendte og ældre brands som L'Oréal, Lancôme og Victoria's Secret.

Samme år som brandet blev lanceret, blev det af magasinet Time kåret som en af de 25 bedste opfindelser i 2017.

Rihanna har desuden fået ros for at have eksempelvis bh'er i alle slags størrelser og bruge både plus-size og nonbinære modeller i sine modeshows. Ved Vogue Beaty Awards i 2018 vandt hun en pris for sit fokus på diversitet.

Hun har også med Fenty Skin lanceret kønsneutrale hudprodukter, der altså kan bruges af alle køn.

Kendte scorer kassen på kosmetik

Rihanna er langt fra den eneste kendis, der er blevet rig på at lancere kosmetikprodukter. Det samme er tilfældet for Kylie Jenner, det yngste medlem af Kardashian-Jenner-familien.

Rihanna viser en af sine nye kosmetikprodukter frem i en reklame for Fenty Beauty. (Foto: RUBA © Copyright © 2020 BACKGRID UK)

Kylie Jenner kunne i 2019 som blot 21-årig kalde sig den yngste milliardær nogensinde, takket være hendes kosmetik-brand Kylie Cosmetics.

Også hendes storesøster Kim Kardashian tjener kassen på sit brand KKW Beaty, mens skuespillerinden Jessica Alba gør dte samme med sit brand Honest Co.

Men Rihanna skiller sig ud fra flokken, mener Chris Pedersen:

- Med nogle af de andre kendis-brands virker det, som om de skal malke markedet. Men med Rihanna virker det hele autentisk. Hun kan lave make up-videoer, så man tror på, at hun synes godt om produkterne, og hun virker helt klart som én, der gerne selv vil gå i sit eget undertøj.

Facebook
Twitter