Musiker hitter i 'overraskende' lande: 'Jeg har været heldig, at jeg ikke har oplevet vold eller chikane'

Amerikanske LP får fanbreve fra dele af verden, hun ikke havde regnet med på grund af sin seksualitet.

(Foto: David Wolff - Patrick © David Wolff - Patrick)

- Folk tror ofte, at jeg er en dreng. Men jeg elsker at tage røven på folk.

Du kender hende måske ikke, men du har helt sikkert hørt hendes sange uden at vide det: Den 39-årige, amerikanske musiker LP har nemlig skrevet hits til verdensstjerner som Backstreet Boys, Rihanna, Cher og mange flere.

Og nu laver LP, som er en forkortelse af fødenavnet Laura Pergolizzi, sange for selv at synge dem. Hun er personen bag 'Girls Go Wild', som var den mest spillede sang i radioen i Italien sidste år, hendes sang 'Muddy Waters' er brugt i den populære serie 'Orange is the New Black', og så hitter hun i lande, hun aldrig selv havde regnet med.

For seks år siden fik hun nemlig - efter flere år som sangskriver for andre - pludselig lyst til selv at synge sine egne sange og sprang ud som solokunstner.

Nu har næsten fem millioner månedlige lyttere på Spotify og har netop udgivet sin nye single 'How Low Can You Go'.

Giv hendes nye sang et lyt, mens du læser videre:

0:00

Og musikken har inspireret mennesker over hele verden. Det oplever hun for eksempel, når hun modtager breve fra fans om, hvilken forskel musikken - og hun - har gjort for dem. Selv tror hun, det skyldes hendes evne til "ikke at give en fuck". Og at hun er homoseksuel.

På grund af sin seksualitet mener hun selv, at det måske er lidt kontroversielt, at hun har haft succes i Iran, Tyrkiet og Rusland - tre lande, der er kendt for at være kritiske over for homoseksualitet.

- Da jeg begyndte at komme meget i Rusland, tænkte folk: "Dig i Rusland?" Og det er jo sjovt, fordi mennesker er de samme over det hele, og lande er jo ikke deres regering. Mennesker gør jo stadig ting, selvom de er ulovlige, siger hun.

LP udkommer med sit sjette album næste år. (Foto: FilmMagic © (c) Getty images)

LP har været i Rusland flere gange - senest sidste år, hvor hun spillede 11 koncerter. Men det kan somme tider være ambivalent for hende at turnere i et land, hvor mange ikke accepterer hendes seksualitet.

- Jeg er beæret over at kunne tale til de mennesker, der uden at have magt stadig kæmper for det, de tror på. Jeg har været heldig, at jeg ikke har oplevet vold eller chikane på grund af det. Det tager jeg bestemt ikke for givet, men samtidig tænker jeg: "Hvor vover du at blande dig? Jeg vil være sammen med, hvem fanden jeg vil."

Det har overrasket hende, at hun er blevet et forbillede for mennesker i de dele af verden. Men det er særligt vigtigt for hende, at alle skal have noget at spejle sig i. Hun repræsenterer noget andet end den klassiske popstjerne og viser altså, at rollemodeller kommer i alle farver og former.

- I lang tid har vi kun kunnet sammenligne os med mennesker med binær kønsforståelse: manden og kvinden. Nu begynder det at ligne en hel regnbue af farver. Jeg er min egen farve, og jeg synes, jeg har taget den bedste del af manden og kvinden og kombineret dem. Og derfor er det vigtigt, at sådan nogle som mig får lov at være rollemodeller.

LP's sange er blevet hørt over to milliarder gange på Spotify. (Foto: Gus Stewart © (c) Getty images)

Det hele startede med Backstreet Boys

LP's musikkarriere blev for alvor skudt igang, da ét af daværende tidspunkts mest populære boybands, Backstreet Boys, valgte hendes sang 'Love Will Keep You Up All Night' og udgav den i 2007.

Den 39-årige sanger og sangskriver fik efterfølgende en kontrakt med et stort pladeselskab, og pludselig begyndte folk at tage stilling til, hvem hun var, og hvordan hun så ud.

- Dengang var min stil bare en baby-version af den, jeg har i dag. Jeg var kun interessant for indiemennesker: Jeg var ikke den klassiske type, der får en kontrakt hos et stort produktionsselskab. Men jeg havde heller ingen drømme om at blive den nye Mick Jagger, så jeg havde det fint med at holde mig bag scenetæppet.

Efter LP begyndte at spille på ukulele, var det hendes manager, der foreslog hende, at hun skulle prøve at skrive sange, som hun selv skulle synge. (Foto: Tim Mosenfelder © (c) Getty images)

I dag skinner LP's rock'n'roll-stil igennem med hendes fyldige, sortkrøllede hår, der dækker meget af ansigtet, og hendes store brysttatovering af et sejlskib på havet.

Men det var hverken håret eller tatoveringen, der gjorde, at folk fik øje på hende - det var en ukulele.

I 2009 begyndte hun nemlig at lave en masse sange på det lille, guitarlignende instrument. Og det er de sange, der senere er blevet til hendes gennembrudsalbum, 'Forever For Now', der udkom i 2014. Det indeholder blandt andet hendes største hit, 'Lost On You', som er blevet afspillet over 356 millioner gange på Spotify.

Hør hendes mest streamede hit, 'Lost On You', mens du læser videre:

0:00

Men at LP overhovedet skulle gøre karriere inden for musik lå ikke ligefrem i kortene, da hun var yngre. Hun satsede alt, da hun vendte akademikervejen ryggen, og satte alle sine penge på musikken.

Og at det er lykkedes så godt, som det er, kommer indimellem stadig bag på hende.

- Jeg har gamblet med min karriere og hele mit liv. Jeg kendte ingen mennesker i branchen og vidste ikke, hvordan man spiller musik. Altså det eneste, jeg fik lov til at spille på i de små klasser, var fucking klarinet. Det var meningen, at jeg skulle være enten advokat eller læge, men det gad jeg ikke. Jeg valgte musikken, så spinnede jeg på rouletten, og så tænkte jeg: "Yeah!", siger hun og fortsætter:

- Og jeg vandt jo big time. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne blive så stor. Når jeg står på scenen, skal jeg pudse mine briller for at tro på det.

Folk forventer noget andet

Og stedet, hvor hun virkelig føler, at hun har vundet den store pengepræmie, er til sine koncerter. Når hun står på scenen, åbner munden og lader sine sårbare og feminine stemme blæse ud af højtalerne, bliver publikum ofte chokeret, fordi de havde forventet noget andet.

- Det er jo blevet en ting, at jeg giver folk noget, de ikke forventede. Og det er jo også det, der er sjovt. Jeg kan se, at mennesker elsker at se en anderledes figur. Det giver et ekstra lag i musikkens fortælling, forklarer LP om publikums reaktioner.

- Jeg går altid ind i et rum, som om jeg ejer det - og nu er jeg jo nået til et sted, hvor det nogle gange er rigtigt. Selvtillid er min bedste følgesvend og et stykke tøj, jeg bærer ude i verden. Det giver andre mennesker og mig selv styrke.

Og LP har faktisk haft en selvtillid, mange af os måske kun kan drømme om, lige så længe hun kan huske. Da hun var lille, blev det opfattet som arrogance, men hun synes, det er synd, at selvtillid opfattes som noget negativt.

- Nogle gange tænker jeg da over, hvad andre folk tænker om mig. Men så siger jeg til mig selv: "Det er fuldstændig ligegyldigt. Der er ingen grund til at bruge tid på at forholde sig til mennesker, der har en holdning til en, uden de ved, hvem man er, eller hvad man står for."

Og dømmer man ud fra, hvor netop dén indstilling har bragt LP hen, kan man fristes til at konkludere, at det har været en udmærket strategi.

Facebook
Twitter