Nåede kun at udgive ét album før sin tragiske død: Ny film om ikonisk 90'er-stjerne på vej

Tre Jeff Buckley-fans forsøger her at overbevise dig om, hvorfor du bør lytte til albummet 'Grace'.

Jeff Buckley nåede at erobre verden med ét af 1990'ernes bedste album, inden han døde i en tragisk ulykke. (Foto: Michel Linssen © Getty Images)

Indrømmet.

Det var noget tid siden, jeg havde hørt Jeff Buckley, da der i sidste uge kom en anledning til at genbesøge myten fra 1990'erne.

Men da nyheden om en kommende film om den afdøde musiker kom ud, røg mine høretelefoner i, og min højre tommelfinger fandt 'Grace' på Spotify.

Jeff Buckleys første, sidste og eneste album inden han som 30-årig knuste millioner af teenagehjerter, da han druknede i Mississippi-floden.

Og albummet har stadig samme effekt som dengang i 1994, da musikkens nye messias kom glidende ind på en postpunk-bølge af skøn-, ægt- og følsomhed og erobrede gymnasie- og efterskolehjerter hurtigere, end corona smitter i en tætpakket, britisk sauna.

Teenagerne stod i kø ved musikbutikkerne for at få 'Grace' på cd, og anmelderne nærmest dånede af begejstring.

Jeg forstår godt hvorfor.

Introen på titelnummeret 'Grace' tvinger stadig min krop ud i bevægelser, der føles rytmiske, og min stemme op og ned i et leje, der - i mine ører - lyder virkelig godt og meget lig Jeff Buckley.

Covernummeret 'Hallelujah' placerer mig alene på en strand en tåget dag med støvregn og skibe glidende forbi i horisonten.

Og mit absolutte yndlingsnummer, 'Lover, You Should've Come Over', giver et befriende sug i maven, fjerner alle spændinger i skuldrene og aktiverer tårekanalerne.

Men det er måske bare mig, "for sometimes a man gets carried away", som manden, jeg i mine drømme har visse ligheder med, konstaterer i sidstnævnte nummer.

Derfor har jeg allieret mig med tre personer, der kan forklare, hvorfor Jeff Buckley nåede at blive det ikon, han er, på trods af de forholdsvis få skridt manden nåede at træde på denne jord.

Fælles for dem er, at de alle blev rørt af den musikalske messias, der prædikede 'Eternal Life', men sang sit 'Last Goodbye' som 30-årig.

Hør 'Lover, You Should've Come Over', mens du læser videre:

0:00
1

Tidsløst, ærligt og kalorietungt

Coveret til albummet 'Grace', der udkom i august 1994. Det blev det eneste album, Jeff Buckley nåede at udgive, mens han stadig var i live. Da sangeren døde, var han i gang med at indspille sit andet album, der udkom med titlen 'Sketches for My Sweetheart the Drunk' i 1998 - året efter Buckleys død. Efterfølgende er der udkommet en række live-album og nye udgivelser af Buckley-sange. (Foto: Polfoto)

Anders Bøtter blev 14 år, fem dage efter 'Grace' udkom, og teenageren fra Tåsinge tog lynhurtigt Jeff Buckleys musik til sig.

- Det var næsten mere mine sange, end det var Jeff Buckleys.

- Jeg var én af de følsomme drenge, og hans musik ramte lige ned i mig på det tidspunkt. Jeg kunne identificere mig med Jeff Buckley og de følelser, der bliver udtrykt på 'Grace'.

I dag er Anders Bøtter 40 år og musikradiovært på DR. Han har gjort en karriere ud af musikken og sin viden om meget af den musik, der kom i 1980'erne og 1990'erne. Herunder 'Grace', som Anders Bøtter genhørte, inden han skulle tale med dr.dk.

- Det ramte mig bare igen. Jeg hader nostalgi, og jeg tænkte, at det ville blive nostalgisk, når jeg skulle høre albummet igen, men det gjorde det ikke. Det ramte mig i det liv, jeg har nu, siger Anders Bøtter.

Hvorfor?

- Der er den her vekselvirkning mellem følsomhed og hårdhed på 'Grace'. Der er øjeblikke, hvor Jeff Buckley skriger, og der ligger en tyk dyne af melankoli over albummet. Der er det her skandinaviske tungsind, og det er meget, sådan jeg har det lige nu, som verden ser ud.

Anders Bøtter har stået bag programmerne 'DR Rock', 'Sort Søndag', 'Morgenbeatet' og 'P6 Beat Elsker', og han har været konferencier ved flere festivaler og koncerter. Musikeksperten mener, at 'Grace' er et tidløst album, og at det i lige så høj grad ville ramme teenagere i dag, som det ramte ham i 1994. (Foto: Thomas Rasmussen)

Anders Bøtter kalder 'Grace' et tidløst album, som brød med konventionerne i 1990'erne, hvor der kom mange lange album, blandt andet fra The Smashing Pumpkins, Alanis Morissette og Pearl Jam.

- 'Grace' er ikke for langt (11 sange og 57 minutter), og så er sangene bare vanvittigt godt skrevet. Man kan ikke høre, at det er produceret i 90'erne, som jeg vil hævde, at man kan med for eksempel Nirvanas kæmpehit 'Smells Like Teen Spirit'.

Og så er det et ekstremt ærligt album, understreger Anders Bøtter.

- Det er meget rent, og det er, som om man bare har optaget, hvad der kom ud af munden på Jeff Buckley. Tidløshed handler også meget om ærlighed, og Buckley krænger i den grad sin sjæl ud.

- Det er med til at give albummet en enorm kalorietung vægt og gøre det langtidsholdbart.

Derudover gjorde det ifølge Anders Bøtter nok heller ikke noget for Jeff Buckleys musikalske status, at han ikke levede så længe.

- Hans musik var nok ikke kommet så bredt ud, hvis han ikke var død. Buckley passede perfekt ind i 90'erne som den her engleagtige sanger, der kun nåede at udgive ét album. Jeff Buckley var bare heldig, at hans første album var så godt. Der var nok ikke lige så mange, der havde kendt Nirvana, hvis Kurt Cobain havde skudt sig selv lige efter deres første album ('Bleach') og ikke i 1994, tre år efter 'Nevermind' blev udgivet.

- Og vi bliver altid fascineret af dem, der brænder stærkt og brænder ud. Det gjorde Jeff Buckley.

Derudover landede Jeff Buckley perfekt i kølvandet på blandt andre Kurt Cobain og Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder.

- I 90'erne var det ikke længere det her machobillede, der prægede rockmusikken, og de to var følsomme mænd, men de var mere indignerede. Dér ramte Jeff Buckley med 'Grace' noget helt andet fintfølende og filosoferende, som altså stadig holder for mig den dag i dag.

Især 'Lover, You Should've Come Over', der, ligesom for journalisten bag denne artikel, topper musikekspertens liste over Jeff Buckley-numre.

- Det nummer betød noget, da jeg var 15 år, og det betyder noget for mig i dag, hvor jeg er 40 år og måske har lidt flere erfaringer at trække på i den sammenhæng, siger Anders Bøtter.

2

'Jeg havde aldrig set eller hørt noget så smukt'

Jeff Buckley fandt ligesom så mange andre musikere i 90'erne vej til ungdomsværelser verden over via musikkanalen MTV, og han nåede også at optræde flere gange live i årene 1994-1997. (Foto: Steve Eichner)

Da Signe Marie Schmidt-Jacobsen som 19-årig så Jeff Buckley synge titelnummeret fra 'Grace' på MTV i 1994, var hun solgt.

- Jeg kom groft sagt lige fra Toto, Shu-bi-dua og Mariah Carey, så man kan vel kalde mødet med Jeff Buckley for et vendepunkt for mig, siger hun.

Signe Marie Schmidt-Jacobsen blev fuldstændig overvældet af det, hun så på sit tv.

- Jeg havde aldrig set eller hørt noget så smukt, og jeg fik en fornemmelse af, at verden var kæmpestor. Også meget større, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Efter tv-mødet med Jeff Buckley styrtede Signe Marie Schmidt-Jacobsen ud og købte 'Grace' på cd og hørte den - som hun husker det - konstant.

Hvorfor blev du så forelsket i Jeff Buckley og hans musik?

- Hans tone, længsel og melankoli gav så meget genklang i mig, og jeg blev grebet af hans måde at synge på. Hans desperation, blidhed, sårbarhed og længselsfuldhed. Han var virkelig god til at formidle de store og dybe følelser. For mig er hans musik forløsende og rensende, siger Signe Marie Schmidt-Jacobsen.

Hun er selv sanger og sangskriver og har blandt andet udgivet musik med undergrundsbands som 'Under the Sherry Moon' og 'Paula NewWoman'.

Signe Marie Schmidt-Jacobsen er i dag 46 år og bor med mand og to børn på Østerbro i København. - Når jeg lytter til Jeff Buckley i dag, bliver jeg grebet af taknemmelighed, og jeg tænker, at verden er stor og generøs, fordi den har skabt noget så skønt. (© Signe Marie Schmidt-Jacobsen)

Og hun faldt som sanger også helt på halen over Jeff Buckleys tekniske niveau.

- Hans vokal var overrumplende. Stemmen havde et stort register og utallige nuancer og farver, og så havde han en legende og inspireret måde at bruge sin vokal på, som var exceptionel, siger 46-årige Signe Marie Schmidt-Jacobsen.

Her supplerer radiovært Anders Bøtter kort.

- Jeff Buckleys musik virkede meget mere kompleks end meget andet musik på det tidspunkt. Det kom nærmest fra en anden virkelighed og var ikke noget, man lige kunne sætte sig ned og spille ved et lejrbål, som man kunne med for eksempel Oasis.

Men der gik kun tre år, fra Jeff Buckley blæste verden omkuld med sin vokal og komplekse sangskrivning, til han forlod denne her virkelighed.

Den 29. maj 1997 druknede sangeren i Mississippi-floden i Memphis. Angiveligt en ganske almindelig, men tragisk ulykke uden mistanke om selvmord.

Ulykken skete, da Jeff Buckley besluttede sig for at tage en dukkert, mens han ventede på de andre medlemmer af bandet. Fra land kunne Keith Fori – en roadie, der fulgte Buckley – se en slæbebåd passere, hvorefter Jeff Buckley forsvandt. Liget blev fundet seks dage senere.

Den nyhed fik Signe Marie overleveret af veninden Zara, der var lige så smaskforelsket i Jeff Buckleys musik som hende.

- Jeg var rystet, men vi blev ret hurtigt enige om, at vi måtte gøre noget. Vi havde brug for at hylde ham og på den måde også bearbejde tabet af ham.

Det blev i første omgang bearbejdet med en tur til New York og en mindehøjtidelighed for Jeff Buckley.

- Vi kontaktede hans mor, som blev meget rørt over, at vi var kommet hele vejen fra Danmark, og hun sagde, at vi bare skulle tage fat i hende, hvis vi havde brug for hjælp.

For Signe Marie og Zara havde sat sig for, at de ville lave en mindekoncert i Danmark.

- Vi havde ikke prøvet at arrangere sådan noget før, men vi besluttede, at et eventuelt overskud skulle gå til et godt formål, og at vi selv ville dække et eventuelt underskud.

Musikere som Kasper Eistrup, Steen Jørgensen, Hanne Boel, Nikolaj Nørlund, Jimmy Jørgensen og Mathilde Lunderskov blev hidkaldt til det københavnske spillested Vega den 5. juni 1998 for at hylde Jeff Buckley godt et år efter hans død.

Og Signe Marie ville også selv synge.

- Klaus Lynggaard og Peter Sørensen, der hjalp os med at arrangere koncerten, var klogt nok interesserede i at få en masse kendte sangere på plakaten, men de var med på, at jeg skulle synge 'Dream Brother'.

Et nummer, som Mathilde Lunderskov ellers havde sat sig på. Men hun gav sig, og Signe Marie gik på scenen på Vega med det næstsidste nummer fra 'Grace'.

- Jeg var simpelthen så overrasket over at mærke den fælles kærlighed til Jeff Buckley og den fælles eufori, der løftede os alle sammen den aften, siger Signe Marie Schmidt-Jacobsen.

- Vi var 16 forskellige sangere, som formentlig ikke ville være faldet i alles smag. Men alle på scenen blev modtaget med overvældende kærlighed og taknemmelig opmærksomhed. Det var helt tydeligt, at Zara og jeg ikke var de eneste, der elskede Jeff Buckley.

3

'Jeg faldt helt på røven over hans klang og inderlighed'

Jeff Buckley under en koncert i London den 1. september 1994. Den amerikanske musiker var kendt for sine nærmest magiske koncerter. Blandt andet på Roskilde Festival i 1995. (Foto: Martyn Goodacre © 1994 Martyn Goodacre)

Med på scenen den juniaften i Vega i 1998 var Jimmy Jørgensen.

- Det var en meget følelsesladet aften. Det var ikke en eller anden pengemand, der skulle tjene på en koncert. Den var arrrangeret af fans og af kærlighed, siger den nu 56-årige musiker.

Da 'Grace' kom i 1994, var Jimmy Jørgensen lige fyldt 30 år, og han var rigtig godt i gang med sin karriere som forsanger i bandet Hotel Hunger.

- Jeg faldt helt på røven over Jeff Buckleys klang og inderlighed. Hans stemme var helt uovertruffen, og han stod ret kraftigt ud. Det er sjældent, at en sanger suger én ind i sit univers og sine følelser, som han gjorde. Han havde en ekstra dimension.

- Det var godt, du ringede, sagde Jimmy Jørgensen i slutningen af interviewet med dr.dk. - Så jeg fik hørt Jeff Buckley igen. Det skal jeg til at høre noget mere. (Foto: Morten Kjær)

Jimmy Jørgensen kalder 'Grace' for en milepæl og har den på sin egen personlige top ti over yndlingsplader. Der ligger den og slås med blandt andre Nirvana, The Clash og Velvet Underground.

- For mig er den helt på højde med 'Nevermind', og det, der rammer mig allermest, er følelserne og intensiteten på 'Grace'. Men det er jo også en vildt god rockplade, siger Jimmy Jørgensen, der sang 'Eternal Life' til mindekoncerten i Vega.

- Det er et nummer med god rock, god guitar og nogle fede riffs. Men jeg kunne have sunget hvad som helst den aften, og de andre numre var taget, griner Jimmy Jørgensen.

Også 'Hallelujah', som Hanne Boel sang, og som mange måske tror er Jeff Buckleys eget nummer – og ikke Leonard Cohens.

- Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, men det siger jo også lidt om manden, at han kan lave nummeret bedre end originalen.

Jimmy Jørgensen anerkender, at Jeff Buckleys alt for tidlige død formentlig har skubbet lidt på i forhold til den måde, amerikaneren er blevet dyrket på.

Men den mytiske status er fuldt fortjent, understreger han.

- Det kan godt stikke lidt af med Jeff Buckley, men det skal jo vokse ud af noget, og han var så ægte, som man kan være. Han er en stor inspiration for mig, for han minder mig om, at man skal have sig selv med, når man synger. Det skal komme fra hjertet, og det gjorde det med ham, siger Jimmy Jørgensen, der dog godt kan være i tvivl om, hvorvidt Jeff Buckley havde fået så stor en karriere, som han blev spået, hvis han havde levet i dag.

- Hvis man skal være lidt kynisk, så kunne han måske godt være sådan én, der kun havde to til tre skud i sig og var endt med at fortolke andres numre. Men det kunne også være gået i en bedre retning, for der var noget storhed over ham, siger Jimmy Jørgensen.

Jeff Buckley og skuespiller Reeve Carney, der skal spille hovedrollen i den kommende Buckley-film. Det er Buckley til venstre. (Foto: Michel Linssen)

Radiovært Anders Bøtter pointerer, at det måske ligefrem var godt for Jeff Buckleys musikalske eftermæle, at 'Grace' næsten kom til at stå alene.

- Hvis der var kommet tre plader i samme stil, var han måske blevet lidt navlepillende, mener Anders Bøtter.

Det er Signe Marie Schmidt-Jacobsen ikke enig i.

- Hans debut, 'Grace', var et mesterværk, og jeg er sikker på, at han havde mange flere lige så fantastiske album i sig.

Jeff Buckleys andet album, 'Sketches for My Sweetheart the Drunk', udkom i 1998, året efter drukneulykken i Memphis.

37-årige Reeve Carney skal spille rollen som Jeff Buckley, når optagelserne til den nye biopic starter til efteråret. Reeve Carney har blandt andet spillet med i tv-serien 'Penny Dreadful'. (Foto: John Lamparski © 2019 John Lamparski)
Facebook
Twitter