Nekrolog: Generationers stemme er slukket med Kim Larsens død

Søndag morgen sov den folkekære sanger, Kim Larsen, ind omgivet af sin familie.

Vi har alle haft et forhold til ham, hans tekster og hans stemme. Søndag morgen sov 72-årige Kim Larsen ind efter længere tids sygdom, og med ham er generationers stemme blevet slukket.

Kim Melius Flyvholm Larsen, hed han – født på bagklappen af anden verdenskrig. Han voksede op med fast holdeplads hos sin mor efter en hård skilsmisse, og igennem storebror Tores interesse for musik begyndte Kim Larsen at synge og spille guitar. Det var også her, at drengedrømmen om at blive så god som Elvis Presley, Chuck Berry og Little Richard opstod.

Da han siden mødte Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Bjørn Uglebjerg (og senere Søren Berlev) på Christianshavn, var drømmen for en stund at skulle synge på engelsk. Der var nemlig andre i bandet Gasolin’, der havde store ambitioner om at bryde Danmarks grænser og blive rockstjerner på linje med Hendrix, Beatles eller Stones.

Lyt til Gasolin'-nummeret 'This Is My Life' herunder, mens du læser videre:

0:00

Men livet på Christianshavn skulle forme teksterne fremadrettet – på dansk. Igennem Larsens (og vennen Mogens Mogensens) beskrivende, poetiske og direkte stil har nærmest alle danskere fået et familiært forhold til steder i den københavnske bydel, der i starten af 70’erne var noget mere nedslidt end de hippe kvarterer, du finder der i dag.

Når Larsen åbnede munden, så lyttede man. På pladerne var teksterne direkte og diktionen inderlig. En sjæl af kød og blod. Han sang til dig og til fællesskabet. De fleste har kunnet identificere sig med den verden, som blev tegnet igennem musikken – især når det kom fra manden, der var folkeskolelærer og bandede, røg og drak øl på live-tv i den bedste sendetid.

Det var, som om Kim Larsen tog det danske frisind i den ene hånd og samfundets udvikling i den anden. I starten af sin karriere havde han ikke lyst til at skrive politiske sange – der kom politiske hilsener senere. Men det, der drev Larsen, var at skrive poesi, så teksten kunne leve i sin egen verden.

I de vigtige år af ungdommen, hvor han modnedes og blev en voksen mand, mødte Larsen de bedste kammerater, han har mødt i sit liv. Sådan har han selv set tilbage på dagene i Gasolin’. De var sammen om det meste – om at skrive musikken og teksterne. De fleste sange tog udspring fra deres hverdag. De mennesker, de mødte og observerede og det miljø, de færdedes i.

Kim Larsen optrådte på Smukfest i år, hvor der blev sat publikumsrekord på Bøgescenerne. (Foto: GONZALES PHOTO KIM MATTHÄI LELA © Ritzau Scanpix)

Gasolin’ blev det vigtigste rockorkester i sin tid og den, der fulgte. De fik et baggårdsimage, når lyrikken dansede omkring ’slumstormerne’, Kofoedskole og Sofiegården. De syntes selv, at det var lige i overkanten, at de blev stemplet som en socialrealistisk gruppe, men det image fadede også ud med årene, og Kim Larsen selv blev det folkelige samlingspunkt, da han gik sine egne veje.

Han spillede dagens melodi, som han selv har omtalt det, når han og kammeraterne samledes for at spille og synge de sange, der skulle forme Kim Larsens solokarriere. Det blev også til aftenens og nattens melodi. Mange fester er startet med hans sange. Der er blevet skrålet med på omkvæd, når festen nåede klimaks, og de er blevet sunget i flok, når gæsterne er gået igennem byen på vej hjem.

Sproget var en luksus. Da Kim Larsen opholdte sig i en årrække i USA, begyndte han at savne det danske sprog til hverdag. Måske netop derfor kom han tilbage til Danmark med ny inspiration, energi og lyst til at afprøve andre formater. Han var bevidst om sin folkelige appel og fandt sammen med Erik Balling om at lave filmen ’Midt om Natten’.

Lyt til nummeret 'Midt om natten' her:

0:00

- Larsen kan ikke spille andet end Larsen selv. Så vil det være nemmere, at få Knippelsbro til at spille Hamlet, sagde vennen Erik Clausen engang, da han skulle kommentere på Kim Larsens skuespil.

Igennem 80’erne kom der ny luft til musikken, filmene og de øvrige projekter, han kastede sig ud i. Samtidig tog de samfundskritiske linjer mere fat.

- Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal være godt for, hvis ikke det skulle være for at støtte de svage. For de stærke skal nok klare sig selv.

Så kontant var meldingen på tv engang. Siden blev han citeret for, at det var okay at give ungen en endefuld, og da rygeloven indtraf i 00’erne, var Kim Larsen dirigenten i en landsdækkende kampagne mod den.

Under parolen ’Gesundheit Macht Frei’ krævede Kim Larsen sin ret til at sidde og ryge, hvor han ville, men endte i en ulige kamp for friheden mod systemet i forbindelse med rygeloven.

Se Kim Larsen fortælle om sin kampagne 'Gesundheit macht frei' i dette klip fra 2008:

Han fik endnu en stjerne i bogen blandt nogle og mødte modstand fra andre.

Han var havnet i et opgør med autoriteter og regler, som DR var med til at ophæve for en stund, da han blev interviewet af Clement Kjærsgaard og i vanlig stil drak en øl og pulsede på smøgen – i studiet:

I lange perioder var han væk i dagspressen. Journalisterne skriver så meget ’pladder’, som han formulerede det. Historierne fortalte han igennem musikken og de holdninger, som han tidligere havde været ude med. Så kunne vi tænke lidt over det, alt imens vi stod foran scenen til en af de utallige udsolgte koncerter rundt omkring i landet – på spillestederne, hallerne og festivalerne.

I 2012 interviewede Kim Bildsøe Lassen Kim Larsen. Her talte de om Larsens lyst til at tage ud og optræde og spille:

Selv når han til sidst kom gående med en hjælpende hånd i form af stok og satte sig midt på scenen på en stol, var det stadig den samme Kim Larsen. Sangene blev leveret med samme præcision som altid – både de gamle og de nye – og folket hyldede det hele. Selv anså han sig ikke som folkehelt eller nationalskjald. Men som en popsanger. En spillemand, der levede af landevejene.

Lyt til Kim Larsens 'Papirsklip' herunder:

0:00

Tidligere på året fik Kim Larsen konstateret prostatakræft og aflyste i den forbindelse en række koncerter. Han kom dog tilbage og optrådte blandt andet på årets Smukfest i Skanderborg i august, hvor festivalens største scenen slog publikumsrekord.

Søndag den 30. september sov han ind omgivet af sin familie.

Facebook
Twitter