Nike ser rødt: Sagsøger rappers satan-sko med menneskeblod i sålen

Mærket MSCHF og rapperen Lil Nas X har lavet en blodholdig satan-sko, som skogiganten Nike ikke bryder sig om.

Lil Nas X har hjulpet mærket MSCHF med at lave den såkaldte satan-sko, der indeholder en dråbe menneskeblod. (© PR-billede fra MSCHF)

Et par ikke helt almindelige sneakers til en pris på omkring 6.500 kroner er blevet centrum i en fejde mellem sportsmærket Nike og det amerikanske streetwear-mærke MSCHF.

MSCHF har sammen med den amerikanske rapper Lil Nas X produceret et par såkaldte 'satan-sko' prydet med et pentagram, omvendt kors og en enkelt dråbe menneskeblod i sålen.

Skoen, der er en modificeret Nike Air Max-sko, har blandt andet fået påført teksten "1:666" og "Luke 10:18", hvor sidstnævnte henviser til djævlen, der falder fra himlen i Lukasevangeliet i Biblen.

Det har fået den amerikanske sportstøjsproducent til at sagsøge MSCHF for at krænke Nikes varemærke, da Nike ikke har godkendt samarbejdet.

Det skriver flere medier – blandt andet BBC.

Sko kom ud i forbindelse med musiknummer

Skoene, der blev udsolgt efter blot ét minut, blev lanceret mandag i forbindelse med, at Lil Nas X udgav nummeret 'Montero (Call Me By Your Name)'.

Lyt til 'Montero (Call Me By Your Name)', mens du læser videre:

0:00

Nummeret blev lagt på YouTube i fredags, og i videoen kan man se sangeren glide ned af en stripperstang fra himlen til djævelen i helvede iført et par meget høje lakstøvler med en solid hæl. Klippet er også allerede blevet et populært meme.

I musikvideoen til sangen ’Montero (Call Me By Your Name)' glider Lil Nas X ned fra himlen til helvede på en stripperstang og giver djævelen en lapdance. Scenen har til formål at beskrive følelsen af, hvordan det er at springe ud som medlem af LGBTQ-fællesskabet. (Foto: NIPI © Copyright © 2020 BACKGRID UK)

Sålen på de omdiskuterede sko er en Nike-sål med det velkendte Nike-mærke på siden. Men modsat Nikes egenproducerede sko, har hvert medlem fra MSCHF, der udover et streetwear-mærke også betegnes som et kunstnerkollektiv, doneret en dråbe blod, der sammen med 0,6 deciliter rødt blæk er stoppet ind i sålen.

Nike har nu bedt en domstol i New York om at stoppe salget.

- MSCHF og deres uautoriserede satan-sko vil angiveligt skabe misforståelser og skaber en urigtig forbindelse mellem MSCHF's produkter og Nike, står der ifølge BBC i søgsmålet.

MSCHF har endnu ikke kommenteret anklagerne, men medstifter Daniel Greenberg sagde forud for lanceringen til mediet Complex, at det var "hylemorsomt", at der var samme reaktion hver gang, de lancerer nyt.

- Det er helt lovligt, for vi laver ikke kopier. Vi køber deres sko og gør det til kunst og sælger det for flere penge. Det er 1000 procent lovligt.

Politikere er også allerede gået ind i kampen mod de såkaldte satan-sko.

South Dakotas republikanske guvernør, Kristi Noem, kritiserer allerede Lil Nas X og MSCHF på Twitter. Her skriver hun, at vores børn bliver fortalt, at produkter som satan-skoen er noget eksklusivt, men at den gudgivne evige sjæl er mere eksklusiv.

- Vi er i kamp for vores nations sjæl. Vi bliver nødt til at kæmpe hårdt. Og vi bliver nødt til at kæmpe klogt. Vi skal vinde, skriver hun.

Rapper svarer igen

Lil Nas X har allerede svaret igen på kritikken flere gange.

I et klip på YouTube sidder han med skoen og siger, at han er klar til at række hånden frem mod kritikerne, hvorefter der bliver klippet til musikvideoen med teksten: "Fuck it."

Han har også kommenteret sagen på Twitter, hvor han blandt andet skriver, at musikvideoen har fået kritik på Fox News, og at han har brugt sine år som teenager på at hade sig selv, fordi han er homoseksuel, på grund af det had kritikerne kom med om homoseksuelle.

- Så jeg håber, I er vrede, bliver ved med at være vrede og føler den vrede, I selv har lært os at have mod os selv, skriver han på Twitter.

Flere andre musikere er gennem tidens løb blevet kritiseret for at være for okkulte budskaber. Blandt andre Led Zeppelin, Black Sabbath og Judas Priest.

Sidstnævnte band blev endda sagsøgt af en familie, efter to unge mænd skød sig selv, fordi familien mente, de havde lyttet til for meget til Judas Priest. Det britiske band blev dog frifundet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk