Noah har fundet sin egen måde at klare sorg og kriser på: 'Jeg er ikke så god til at tale om tingene'

Musikken spiller en helt særlig rolle for Troels Gustavsen, der står bag kunstnernavnet Noah.

Kender du dét med at have svært ved at finde de helt rigtige ord?

Nogle gange kan følelser nemlig godt være så overvældende, at ord virker mangelfulde.

Det kender Troels Gustavsen, der laver musik under navnet Noah, alt til. Derfor bruger han musikken til at sætte ord på de svære og store følelser.

Det gjorde han både, da han mistede sin far, da han brød med et bandmedlem og nu også med sin nyeste single, der er den helt store kærlighedserklæring til kæresten og moderen til hans tre børn.

- Efter min far døde i 2005, begyndte musikken at fylde virkelig meget for mig, og jeg oplevede, at jeg kunne bruge den terapeutisk for at kunne komme ud med nogle ting, siger den 31-årige sanger.

Musikken blev altså en mulighed for Troels Gustavsen at bearbejde den sorg, som fulgte faderens død.

- Når jeg kom hjem fra skole, så lukkede jeg døren og klarede mine følelser alene. Jeg er ikke så god til at tale om ting, men jeg er rigtig god til at synge om det og komme ud med det den vej, fortæller han.

Hør sangen 'Times (Blue Times)' fra dengang, Troels Gustavsen lavede musik under eget navn, her:

Den dengang 15-årige sanger lagde sine meget personlige numre om sorgen på nettet, og halvanden måned efter blev han opdaget af et pladeselskab, som udgav hans debutalbum 'Soon' i 2007.

Det var en overvældende tid for teenageren.

Troels Gustavsen stod midt i sit livs største sorg, og pludselig stod han også med muligheden for at få den musikkarriere, han altid havde drømt om.

- De sange, jeg skrev i den periode, fik en meget stor betydning for mig. Jeg havde følelsen af at opleve min drøm og mareridt på samme tid, for det var indirekte min fars død, der var med til at opfylde min store drøm om at lave musik, fortæller han.

To venner mødes om musikken

I 2008 begyndte Troels Gustavsen at lave musik på dansk sammen med gymnasievennen Lasse Dyrholm, og de to udgjorde dengang Noah sammen.

De lavede musik sammen, fordi de syntes, det var sjovt, men den store fælles musikkarriere var faktisk aldrig planen.

Sådan blev det bare.

Lasse Dyrholm (tv.) og Troels Gustavsen (th.) til Zulu Awards i 2014, da de stadig udgjorde Noah sammen. (Foto: Sisse Stroyer © (c) Scanpix)

Et pladeselskab faldt nemlig over deres musik på Youtube, og derfra tog det ellers fart. Det gik så hurtigt, at popduoen ikke havde tid til at overveje, hvordan deres musiksamarbejde skulle fungere, og det fik store konsekvenser.

- Det endte med at gå så stærkt, at vi ikke havde tid til at finde ud af, hvordan man skulle være venner, og hvordan man skulle arbejde sammen professionelt. Vi nåede aldrig at forventningsafstemme, så når jeg ser tilbage på det hele nu, så kan jeg godt se, at det gik for hurtigt, siger Troels Gustavsen.

Hør kæmpehittet 'Alt er forbi' fra deres selvbetitlede debutalbum her:

Brevet til Lasse Dyrholm

Efter syv år som en storhittende duo, besluttede Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm i slutningen af 2015 at gå hver til sit. Det var ikke en drastisk beslutning, for spørgsmålet om at afslutte samarbejdet havde længe ligget og ulmet.

- Til sidst var det kun musikken, der holdt os sammen, selvom vi næsten ikke kunne klare synet af hinanden, siger Troels Gustavsen.

Efter en aften ude med lidt for meget at drikke, blev der smidt med ord, der ikke kunne tages tilbage, og det blev enden på deres samarbejde.

- Dagen efter vidste vi begge to godt, at det ikke var sundt for os at fortsætte. Så bruddet var en fælles beslutning, hvor vi mødtes og så hinanden i øjnene og snakkede om, hvad vi skulle gøre, siger Troels Gustavsen om episoden, som for alvor sluttede deres samarbejde.

Troels Gustavsen fortsatte Noah uden Lasse Dyrholm, men det var ikke kun i musikken, at de brød med hinanden.

Efter bruddet mistede de to venner fuldstændig kontakten, og der var stille mellem dem i tre år – indtil 2018, hvor Troels Gustavsen lagde et brev op på sin egen Facebook-profil, skrevet til forhenværende ven og tidligere samarbejdspartner, Lasse Dyrholm.

Det havde været svært for Troels Gustavsen at sætte de helt rigtige ord på følelserne, der fulgte bruddet med Lasse Dyrholm, og derfor skrev han sine følelser ned, ligesom han gjorde for at håndtere sin sorg efter faderens død.

Denne gang var det uden melodi, men det havde samme effekt, for som Troels Gustavsen selv udtrykker det: 'Så er det nemmere at tale om det igennem musikken eller et brev'.

Den store corny kærlighedserklæring

Det er altså i sangene - eller breve, at Troels Gustavsen får afløb for alle de store følelser, som ikke altid er lige til at få talt om i hverdagen.

Og det er da også de store følelser, der er på spil i hans nye single, som er skrevet til hans kæreste.

- Det er den store kærlighedserklæring til min kæreste og om alle de ting, vi har været igennem, siger sangeren.

Det er ikke noget nyt, at Troels Gustavsen bruger musikken til at udtrykke sig, men anderledes fra den tidligere Noah-musik er sangen på engelsk. Og det er en nødvendighed, når følelserne er så store, mener han.

- Sangen kom til mig på engelsk, men da jeg forsøgte at ændre det til dansk, fungerede det slet ikke - det blev simpelthen for corny. Men jeg ville bare så gerne sige de ting, jeg siger i den her sang, så det måtte blive på engelsk, siger Troels Gustavsen.

Lyt til Noahs nye single, '83', herunder:

Og sangerens kommende album, der udkommer 1. november, vil være med flere engelske sange.

- Det bliver både på dansk og engelsk, men uanset sproget bliver det et album, jeg kan stå 110 procent inde for.

Facebook
Twitter