Ny video og nye anklager: R. Kelly melder sig selv til politiet

Den amerikanske R&B-sanger er igen i søgelyset efter anklager om seksuelle overgreb mod mindreårige.

I går blev der udsendt en arrestordre på den amerikanske R&B-sanger R. Kelly, der er anklaget for 10 tilfælde af seksuelle overfald, hvor tre af de fire ofre var mindreårige på gerningstidspunktet.

Den skandaliserede sanger og producer har nu selv meldt sig til politiet i Chicago i selskab med sin advokat, Steven Greenberg.

Den 52-årige sanger nægter sig fortsat skyldig i alle anklager.

- Mr. Kelly er stærk, han har en masse støtte og han vil blive frikendt for alle anklager, lød det fra Steven Greenberg til den fremmødte presse, da R. Kelly henvendte sig på en politistation i Chicago.

R. Kelly selv udtalte sig ikke til pressen.

  • R. Kelly bliver ført ind på 1st District Central Police Station i Chicago. R&B-sangeren meldte sig selv efter de seneste beskyldninger. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • Medlemmer af pressen var til stede, da R. Kelly meldte sig selv ved 1st District Central Police Station i Chicago, men R&B-sangeren havde ingen kommentarer til sagen. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • Advokat Michael Avenatti føler sig overbevist om, at de nye sager mod R. Kelly vil føre til dom. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • Anklager i Cook County State, Kim Foxx, der håndterer sagen mod R. Kelly, fortæller, at stjernen risikerer en fængselsdom på 70 år. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • R. Kellys advokat, Steve Greenberg, føler sig overbevist om, at hans klient slipper for straf. - Kvinderne lyver, siger han. (Foto: NUCCIO DINUZZO © Scanpix)
1 / 5

Centralt i sagen er en 42 minutter lang videooptagelse, der menes at stamme fra midten af 90'erne. I videoen udfører R. Kelly angiveligt diverse seksuelle handlinger med en blot 14-årig pige.

På optagelsen refererer både R. Kelly og pigen selv til pigens kropsdele som '14-årige'.

Optagelsen er kommet advokat Michael Avenatti i hænde, og han har siden givet den videre til anklagemyndigheden i Chicago.

Avenatti har via sin Twitterprofil offentliggjort flere stillbilleder fra videoen, som Avenatti har modtaget fra en person fra R. Kellys inderkreds, som advokaten beskriver som en 'whistleblower'.

Frikendt i lignende sag

Det er langt fra første gang, at anklager om seksuelle forbrydelser har ramt R. Kelly, hvis borgerlige navn er Robert Sylvester Kelly.

I den mest berømte sag fra 2002 blev R. Kelly anklaget for 21 tilfælde af børnepornografi, men blev frikendt seks år senere.

Dengang var en videooptagelse også en del af beviserne mod R. Kelly, der på den optagelse havde sex med og urinerede i munden på en angiveligt 14-årig pige.

Pigen på videooptagelsen kunne dog ikke identificeres, selvom anklagerne havde en klar idé, om hvem hun var, og havde flere vidner, der bekræftede pigens identitet. Pigen selv og hendes nærmeste familie nægtede dog, at det var hende på videoptagelsen.

Dermed kunne hendes identitet og dermed alder ikke fastslås.

Advokat Michael Avenatti har flere gange understreget, at den 'nye' video ikke er den samme som i sagen fra 2002.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter