Nyt liv til din playliste: 7 dugfriske danske numre du skal høre lige nu

Lyt til spritnye numre fra blandt andre Sivas, Soleima, Molina og Noah Carter.

Strømmen af nye numre er massiv og kan føles uoverskuelig. Men fortvivl ikke! Her er syv nye numre, du bør tjekke ud, uanset om du er til pop, hiphop eller rock.

Sivas sætter skabet på plads

'Lang historie kort', med dunkle beats af Jens Ole McCoy (Ukendt Kunstner), leverer præcist, hvad titlen lover.

En to minutter lang intens og fortættet tekst, hvor dansk raps førerhund både flasher bling-bling og beskriver barske ghetto-vilkår: "Jeg går en tur med barnevognen gennem skudzonen / Counter-Strike, de sigter bedre, rammer pulsåren".

Funky pop med attitude

Sidste år hjemtog hun talentprisen til P3 Guld-showet, og nu er den danske sanger og sangskriver med det borgerlige navn Sarah Mariegaard aktuel med ep'en ‘Bulldog'.

Her finder man blandt andet 'Pacify Me', en skæv popsag, drevet frem af en olmt groovy funkbas, der har kant og attitude som landsmanden Mø.

(Foto: Malthe Ivarsson)

Rock-roadtrip med vind i håret

På 'Come Back (Left behind)' spiller den dansk/australske duo vind-i-håret-rock, så man instinktivt længes efter at tage på roadtrip i en åben Cadillac med vind i håret.

Fans af amerikanske The War on Drugs bør notere sig, at der er mere fra samme skuffe, på Caspar Hesselager og Carl Colemans album, 'Nowadays', der er ude nu.

(Foto: Andreas Hüttel)

Spandex-stram 80'er-pop

Trods titlens sammenfald med Søren Kragh Jacobsens 'Mona'-klassiker, er der ikke meget lejrbål og akustisk guitar over Jacob Aksglæde Pedersens seneste udspil, 'Kemder du det?'.

Til gengæld er inspirationen fra spandex-stram 80'er-pop tommetyk på det skarpt skårne, synth-drevne nummer.

Hiphoptalent viser sin bløde side

Med sin spritnye udgivelse '2nd Demo' understreger Noah Carter, at han er et dansk raps største talenter lige nu.

At han ikke er bange for blottet sig, viser han på den melankolske slowburner, 'Different Settings', der klinger af et udtryk, Drake har dyrket. Allestedsnærværende Jens Ole McCoy står også her for produktionen.

Synthesizer og amazonesang

I et stykke tid har Molina rumsteret i den københavnske undergrund, men med den labre synthpop-sag 'Hey Kids' folder hun for alvor vingerne ud.

De rullende synthesizer-bølger, den smidige sangskrivning og Molinas dragende amazonesang skaber tilsammen et catchy nummer med 80'er-kitschet eftersmag.

Indie-gudfader slipper discoen løs

Nikolaj Nørlund er dansk indierocks gudfader med et utal af udgivelser og projekter under vesten.

Et af dem er bandprojektet Rhonda Harris, der ikke har udgivet nyt materiale i ti år, men genoplives for tiden med en håndfuld koncerter i Aarhus og København.

I den anledning er en ny single, 'The Understudy', sluppet, der veksler legesygt mellem dyster artrock og løssluppen disco-feel.

Facebook
Twitter