Oasis-brødrene har været i krig med hinanden i mere end 10 år: Finder de to egoer nogensinde sammen igen?

Oasis formåede på få år at blive et af verdens største bands, men Gallagher-brødrenes indædte had til hinanden ødelagde succesen.

(Foto: Dave Hogan © (c) Getty images)

"And after aaaaaaaall / you're my wonderwaaaaall."

Det er et coronafrit 2030, klokken slår 22.30, og du har kun lige nået at være på værtshus i 20 minutter, inden størstedelen af gæsterne begynder at skråle med på omkvædet af Oasis' 'Wonderwall', der brager ud af højtalerne.

I første omgang finder du det underligt at synge med, men inden længe mærker du, hvordan omkvædets ord nærmest tvinger sig ud af din mund.

Hvis du kan forestille dig den oplevelse, så er du langt fra den eneste, for sådan en sang er Oasis' 'Wonderwall' - man kan ikke lade være med at synge med.

Det britiske rockband ikke har eksisteret i 11 år, men kan i disse dage fejre hele 25 års jubilæum med deres måske bedste album '(What's the Story) Morning Glory?', der netop indeholder hits som 'Wonderwall', 'Don't Look Back in Anger', 'Some Might Say' og 'Champagne Supernova', som har været med til at cementere bandets status som et af de største, der nogensinde har eksisteret.

I dag har Oasis stadig millioner af fans, og det skyldes blandt andet, at deres musik stadig er aktuel, fortæller Esben Suurballe Christensen, der er forfatter til bogen 'Slået omkuld af Oasis'.

- Oasis' musik gav en følelse af håb. De levede livet i overhalingsbanen og viste alle, at livet er værd at fejre, også hvis det måske ser sort ud, og man er vokset op under hårde vilkår. Den indstilling tiltalte en hel ungdom, og det gør den stadig.

Lyt til megahittet 'Wonderwall', mens du læser videre:

0:00

Anført af frontmændene og brødrene i bandet, Liam og Noel Gallagher, var der intet, der kunne stoppe Oasis' vej mod toppen af verdens hitlister - bortset fra dem selv.

Her får du historien om bandet, der tog verden med storm, men som formåede at ødelægge sig selv på grund af de to brødres indædte had til hinanden.

Oasis rundede en milepæl i sidste uge, da 'Wonderwall' rundede en milliard afspilninger på musiktjenesten Spotify. (Foto: Dave Hogan © (c) Getty images)

En hård opvækst i Manchester

De to Gallagher-brødre er vokset op i den lille forstad Burnage i Manchester i det nordlige England. Som børn oplevede de en far, der fysisk og psykisk lod sin vrede og aggressioner gå udover familien, indtil deres mor en dag fik nok, flyttede og valgte at opfostre dem på egen hånd.

Som 21-årig blev storebror Noel Gallagher roadie for rockbandet Inspiral Carpets, mens den frembrusende Liam Gallagher levede et liv i Manchester, der mest af alt bestod i at se fodbold og feste, når han da ikke lavede problemer i skolen eller andre steder.

Det fik ham i 1991 til at danne bandet Oasis med sine venner Paul "Bonehead" Arthurs, Paul McGuigan og Tony McCaroll, og da Noel Gallagher kort tid efter hørte, at de fire drenge havde dannet et band, besluttede han sig for at slutte sig til dem.

Lyt til 'Champagne Supernova', mens du læser videre:

0:00

At de to brødre og resten af bandet kommer fra Manchesters til tider hårde arbejderklassemiljø har ikke været uden betydning for bandets succes, fortæller Esben Suurballe Christensen.

- Det nordlige England har altid følt sig overset af det sydlige England og særligt London, så da Oasis kom frem, følte den unge arbejderklasse i Nordengland, at de talte deres sprog og gik op i de samme ting som dem. Det var fodbold, musik, fest og fedt tøj, det handlede om.

De to Gallagher-brødre snakker ikke sammen i dag og har over årene konstant svinet hinanden til, når de har haft mulighed for det. De har begge en succesfuld karriere som solister. (Foto: Des Willie © (c) Getty images)

Det store gennembrud

Liam og Noel Gallagher var fyldt med gadedrengsattitude og en evig tro på egne evner, da de optrådte på adskillige små spillesteder de første to år, men det var ikke før i 1993, at Oasis endelig skaffede sig en pladekontrakt.

Det var medejer af pladeselskabet Creation Records Alan McGee, der opdagede de unge rødder fra Manchester til en koncert i Glasgow, hvor han tilfældigt var tilstede.

Uden den store betænkningstid tilbød han dem en pladekontrakt og herefter tog deres karriere fart, fortæller Esben Suurballe Christensen.

- De blev utrolig hurtigt populære. Musikken var inkluderende, relaterbar og uforpligtende. Man føler sig ti centimeter højere, når man hører deres musik, fordi der hele tiden er en optimisme i sangene. De fortæller dig, at uanset hvor sort det ser ud, skal det nok gå, hvis du tror på dig selv. Og det gælder, uanset om du er fra England eller Danmark, fortæller Esben Suurballe Christensen og tilføjer:

- Og så skrev de nogle gode og simple omkvæd, som alle kan synge med på. Det var på mange måder simpelt, og det tændte noget i folk.

I de efterfølgende tre år hittede Oasis i hele verden, og det kulminerede i august 1996, hvor gruppen udsolgte to koncerter i Knebworth på bare få minutter. Begge aftener havde et publikum på 125.000 mennesker, og mere end 2,5 millioner mennesker forsøgte at få billetter til koncerterne.

Oasis har i løbet af deres aktive år haft skiftende medlemmer, men Liam Gallagher (to fra venstre) og Noel Gallagher (i midten) har begge været med fra start til slut. (Foto: Mick Hutson © (c) Getty images)

Et liv med skandaler og rock'n'roll

Men lige så succesfuld Oasis blev, ligeså mange skandaler rodede de to Gallagher-brødre sig ud i.

De blev blandt andet anholdt af politiet for at have deltaget i en slåskamp på færgen til Amsterdam, de var konstant oppe at toppes med den engelske presse, og så hjalp det heller ikke ligefrem, at de, særligt Liam Gallagher, ofte omgav sig med stoffer og alkohol.

Den ekstreme livsstil var på mange måder en del af bandets identitet, men det var også med til at ødelægge Oasis og de to brødres forhold til hinanden, fortæller Esben Suurballe Christensen.

- I bund og grund er de her to brødre pisseligeglade med alt og alle, og det er deres styrke. For Noel har musikken været en vej ud af fattigdom og vold, men for Liam Gallagher har det mere handlet om at leve et rock'n'roll-liv, med alt hvad det indebærer af fester, stoffer og slåskampe. Det gik så ret tit udover hans arbejdsindsats, fortæller Esben Suurballe Christensen og tilføjer:

- Men det er også kernen i de her to brødres konflikt. I starten var det et fælles oprør imod alt og alle, men senere så de forskelligt på, hvordan man skulle opføre sig i et band, og derfor gik det galt.

Lyt til Oasis' 'Don't Look Back In Anger', mens du læser videre:

0:00

Efterhånden som 90'erne blev skiftet ud med 00'erne, faldt interessen for de to brødre og deres evige trang til at svine hinanden til.

Kort tid efter udsendte Noel en pressemeddelelse på Oasis' hjemmeside, hvor han offentliggjorde, at han havde valgt at forlade bandet. Oasis var officielt opløst.

I Oasis' storhedstid oplevede Liam Gallagher flere gange, at hans stemmebånd var så nedslidt, at Noel Gallagher (i baggrunden) tog over. Det hjalp ikke ligefrem på deres indbyrdes skænderier. (Foto: PAUL BERGEN © Getty Images)

Brødrehad besværliggør genforening

Men selvom bandet ikke har eksisteret i 11 år, og at Gallagher-brødrene har hver deres succesfulde solokarrierer kørende, så håber millioner af Oasis-fans verden over stadig, at de to brødre en dag kan begrave stridsøksen og samle bandet igen.

Og hvis man prøver at tyde Liam Gallaghers ofte tvetydige tweets, så findes der måske alligevel et spinkelt håb. For selvom han før har tweetet "Fuck Oasis", har han også samtidig givet udtryk for, at bandet godt kunne finde sammen igen.

Så på trods af Liam Gallaghers tweets synes udsigten til en snarlig genforening alligevel lang, og hvis du spørger Esben Suurballe Christensen, tror han ikke, at det nogensinde kommer til at ske, uanset hvor meget folk ønsker det.

- Jeg tror ikke, det sker. Noel er simpelthen så stædig, og jeg tror, han er blevet for gammel til at stå ansigt til ansigt med Liam og deres fælles konflikter. Der er blevet sagt alt for mange grimme ting om hinanden, og når Liam åbner op for en mulig genforening, så tror jeg kun, at han gør det for at drille Noel. Det er skruen uden ende, fortæller han og tilføjer:

- De her to brødre har ikke værktøjerne til at snakke de her ting igennem, og det er jo det, der er så tragisk ved det hele.

Facebook
Twitter