Otte år efter sin død: Whitney Houston kommer til Danmark

Den afdøde amerikanske sangerinde kan opleves som hologram på en kommende verdensomspændende turné.

Whitney Houston vender tilbage til Danmark på en såkaldt hologramturné. Sangerinden kunne senest i levende live opleves i Danmark i 2010. (Foto: © Ethan Miller, Scanpix)

Det kan måske lyde tosset, men den er god nok. Otte år efter den amerikanske sangerinde Whitney Houston døde som blot 48-årig, kan hun igen opleves på dansk jord, når hun giver koncert i Forum i København.

Der er dog intet overnaturligt ved sangerinden med den overjordiske stemmes kommende optræden, men til gengæld er der tale om en højteknologisk triumf i form af en såkaldt hologram-turné, der giver fans verden over muligheden for at opleve Whitney Houston helt tæt på.

- Whitney Houston var et ubeskriveligt talent. Hendes indflydelse og hendes kunst transcenderede alle grænser, lyder det fra firmaet Base Hologram, der sammen med boet efter Whitney Houston står bag den kommende verdensturné.

- Det, vi skaber her, er en ny type koncertoplevelse designet til at genskabe den magi. Når Whitney Houston optrådte, så var det med en uforlignelig karisma og indlevelse.

- Det er, hvad vi vil give publikum, og det er en ære at føje yderligere til hendes kunstneriske arv, siger direktør og formand i Base Hologram Brian Becker ifølge Billboard.com.

Lyt til Whitney Houston og Kygos 'Higher Love', mens du læser videre:

Floppede stort i Forum

Mens Whitney Houston uomtvisteligt var en af de største stemmer nogensinde i pophistorien, så er Brian Beckers beskrivelse af en koncertoplevelse med Whitney Houston en anelse højtravende.

I hvert fald hvis man ser på anmeldelser efter Whitney Houstons seneste besøg i Danmark i 2010, hvor koncerten også var henlagt til Forums lokaler.

Whitney Houston sparkede ikke ligefrem benene væk under hverken publikum eller anmeldere ved sin koncert i Forum i København den 3. juni 2010. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Efterfølgende blev amerikanerens præstation haglet ned af et enigt anmelderkorps, der både brugte ord som ynkeligt og sørgeligt til at beskrive oplevelsen, der fik store dele af publikum til at udvandre langt inden sidste strofe.

De Whitney Houston-fans, der sikrer sig billet til koncerten i Forum næste år, kan til gengæld glæde sig over, at det bliver et Whitney Houston-hologram fra storhedsperioden, de kommer til at opleve.

Udover Whitney Houston-hologrammet er der også et ægte liveband, levende korsangere og dansere på scenen, når ’An Evening With Whitney: The Whitney Houston Hologram Tour’ tager hul på verdensturnéen i Mexico i januar 2020 med afslutning i Hviderusland i april.

Koncerten i Forum i København løber af stablen 25 marts 2020.

Base Hologram har udover Whitney Houston også andre store afdøde stjerner i stald. Eksempler på hologramkoncerter med Roy Orbison, Maria Callas og Buddy Holly kan ses på base Holograms hjemmeside her.