På Instagram er stjernerne kun ét klik væk - men kommer vi FOR tæt på?

Det sirlige fanbrev er byttet ud med DM's på Instagram, og det har ændret forholdet mellem os og vores idoler.

(Foto: Ritzau Scanpix © Grafik: Mathis Duus / Christian Ellegaard / Charlotte Revsbech)

Du har udvalgt det helt rette brevpapir og med din flotteste håndskrift sirligt nedskrevet, hvad du har på hjerte.

Måske har du endda vedlagt et billede af dig selv, sprøjtet papiret med lidt af din yndlingsparfume eller afsat en kysmund med læbestift som den berømte prik over i'et.

Du kommer brevet i en konvolut, smækker frimærket på og sender det så afsted mod en fjerntliggende postboks tusindvis af kilometer væk. Måske får du svar om et par måneder - eller måske hører du aldrig noget.

Nogenlunde sådan foregik det, hvis du før i tiden skulle i kontakt med dine idoler. Du måtte fatte papir og pen og sende et vaskeægte fanbrev afsted. Men sådan er det - beklager, Postnord - ikke længere.

Takket være sociale medier som Twitter og Instagram kan du nemlig i dag komme i kontakt med dine idoler med blok ét enkelt klik. Postboksen er byttet ud med Insta-indbakken og de sirlige fanbreve sløjfet til fordel for DM's og kommentarspor.

De sociale medier - herunder Instagram, der i disse dage fylder ti år - har med andre ord haft en stor indflydelse på det at være fan af nogen.

Det forklarer Line Nybro Petersen, der er lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet underviser i samspillet mellem sociale medier og fankultur.

- Takket været sociale medier er det blevet lettere at følge med i kendissernes liv, og vi har fået lettere ved at tage kontakt til dem. Og hvor du i gamle dage - hvis du var heldig - måske fik et brev tilbage med et signeret billede af dit idol og en fabrikeret hilsen, som deres assistent nok havde skrevet, sker det faktisk, at berømthederne i dag svarer direkte på beskeder og kommentarer fra fans.

- Det giver en øget fornemmelse af at være tæt på sine idoler og en følelse af, at man bliver inviteret ind i deres private sfære, forklarer hun.

Justin Beiber er med 148 millioner følgere den mandlige musiker, som flest Instagram-brugere holder øje med. På Instagram sender Bieber ofte live, og tidligere i år endte en dansk 15-årig pige faktisk med at videochatte live med stjernen på hans profil. (Foto: Getty Images © Grafik: Mathis Duus)

Svar-lister på stjernerne

På nettet findes der både lister over, hvilke stjerner der oftest plejer at svare på beskeder fra deres fans samt udførlige guides til, hvordan du øger dine chancer for at fange dit idols opmærksomhed, så der i sidste ende forhåbentlig tikker en privat besked fra stjernen ind i din indbakke.

På YouTube er der sågar opstået en trend, hvor folk i deres videoer forsøger at kontakte så mange stjerner som muligt for at se, hvem der rent faktisk ender med at svare tilbage.

Kontakten til stjernerne kan dog også ske helt ud af det af det blå - som da en dansk teenager tidligere i år pludselig havnede i en livesending sammen med Justin Bieber.

Og netop dét, at kontakten til vores idoler i realiteten nu kun er ét klik væk, er en af de helt store forskelle på fankulturen før og efter sociale mediers fødsel, forklarer Line Nybro Petersen.

Når fans rent faktisk får et personligt svar fra deres store idol, ændrer det nemlig det forhold, der engang var mellem "almindelige" fans og de store stjerner.

- Der er jo stadig en klar magtbalance mellem kendisser og deres fans, men der bliver skubbet til den, når du pludselig kan have en privat samtale med stjerner som Katy Perry eller Taylor Swift. Dén måde at kommunikere på minder jo, sat lidt på spidsen, om den måde, man kommunikerer med sine venner på, så det rykker helt sikkert ved grænserne for, hvordan vi interagerer med vores idoler.

Nogle gange kan de mange DM's og kommentarer dog også blive for meget for stjernerne i modtagerenden - særligt når dét, der tikker ind, ikke blot er kærlighedserklæringer og ros.

- Vi ser flere og flere episoder, hvor kendisser bevidst slukker for kommentarsporet eller lukker ned for deres indbakke, hvis de begynder at få kritik. Og det er med god grund, for mange fans er ikke bange for at være kritiske over for deres idoler, siger Line Nybro Petersen og fremhæver en episode, hvor sangeren Taylor Swift i en længere periode blev kritiseret af sine fans for sit manglende engagement i den politiske debat i USA.

Til sidst tog Swift bladet fra munden og tog offentligt afstand fra præsident Donald Trump.

Taylor Swift er én af de stjerner, der er særligt kendt for at svare tilbage på beskeder fra fans. Noget kan dog tyde på, at Swift foretrækker digital kommunikation. I 2013 blev der i en container i sangerens hjemby Nashville nemlig fundet en stor papkasse fuld af uåbnede fanbreve sendt til den unge hitmager. Ifølge Taylor Swifts bagland skyldtes det dog "en menneskelig fejl". (Foto: Scanpix Ritzau © Grafik: Mathis Duus)

Et iscenesat indblik i privatlivet

En anden stor ændring, platforme som Instagram har haft på fankulturen gennem de seneste ti år, er, at det har givet os mulighed for at komme dybere ind under huden på vores idoler.

Tidligere krævede det ofte et stort interview i tv eller i et glittet magasin, hvis stjernerne skulle dele ud af deres inderste tanker, og var du nysgerrig på, hvordan dit idol boede, måtte du sætte din lid til, at 'MTV Cribs' kom forbi med deres kamerahold.

Men i dag kan stjernerne selv vise rundt i privaten og dele deres inderste tanker med hele verden gennem de sociale medier.

Man skal dog stadig huske det berømte gran salt, når man klikker sig igennem stjernernes opslag og stories, mener Line Nybro Petersen.

- På Instagram kan vi let få fornemmelsen af at komme helt tæt ind på livet af vores idoler - men så let er det ikke, forklarer hun.

- Vi må ikke forestille os, at kendisserne bare står op, tænder for kameraet og filmer en story. De har tænkt over, hvordan de ser ud, hvor de sidder henne, hvilke ting der i baggrunden, og i det hele taget hvordan deres indhold kan fremstå så autentisk og privat som muligt, men uden at de afslører for meget. Det er en iscenesat autenticitet - præcis ligesom når du selv lige fjerner rodet på spisebordet, inden du tager et billede af din morgenmad, siger hun og tilføjer:

- Der er naturligvis stadig et element af, hvem de i virkeligheden er, uanset hvor planlagt og redigeret den virkelighed er, men det ér og bliver et iscenesat indblik i deres privatliv.

Nedbryder illusionen om de 'perfekte' stjerner

Nogle gange kan stjernerne dog også dele for meget. Det er nemlig ikke altid lige kønt, når kendisserne griber telefonen og inviterer hele verden med indenfor.

På det seneste har popsangeren Britney Spears til eksempel fået kritik for at dele private videoer med sig selv på Instagram, som nogle opfatter som mærkelige eller foruroligende, mens poplegenden Madonna har fået på puklen for flere ting, hun har delt på sine sociale medier - blandt andet da hun tidligere på året delte en række misinformationer om coronavirus.

For ganske nylig gik det ligeledes verden rundt, da rapperen Kanye West gik til tasterne på sin Twitter-profil og skød med skarpt mod både sit pladeselskab, sin kone, tv-stjernen Kim Kardashian, og sin svigermor.

- De sociale medier kan være med til at nedbryde illusionen om, at kendisser er de her ophøjede mennesker, som er mere end os andre. Det afslører, at de også har problemer og ting, de kæmper med eller ikke har styr på, forklarer Line Nybro Petersen.

- Før i tiden læste vi måske den slags historier i sladderpressen og kunne tænke: "Argh, passer det nu også?". Men i dag kan vi se de her ting med vores egne øjne på stjernernes sociale medier. Det får flere til at tænke: "Hold da op, den her person er da ikke ved sine fulde fem", og det kan skade stjernernes ry.

Kæmpefan følger Katy Perry tæt

Kønt eller ej, så følger millioner af Instagram-brugere troligt med i stjernernes gøren og laden - faktisk viser tal, at platformen har over én milliard månedlige brugere.

Det vides ikke, hvor mange der bruger Instagram til at følge berømte personer, men én af dem, der troligt følger med i kendissernes eskapader på nettet, er 34-årige Ronnie Tiemroth.

Han er stor fan af popsangeren Katy Perry og bruger Instagram til at følge med i hitmagerens liv.

- Jeg synes, det er sjovt at følge med i, og jeg føler, jeg kommer tættere på hende og lærer hende bedre at kende gennem Instagram. Man kommer ligesom lidt mere ind under huden på hende, forklarer Ronnie Tiemroth, der har været fan af Katy Perry siden 2010 - samme år, som Instagram så dagens lys.

Med 107 millioner følgere er 35-årige Katy Perry den niende mest fulgte musiker på Instagram.

Katy Perry, der fornyelig udgav albummet 'Smile', er i skrivende stund den niende mest fulgte musiker på Instagram. (Foto: Getty Images © Grafik: Mathis Duus)

På sin profil deler hun ofte tegninger, som fans har kreeret af hende, i sine stories (videoer og billeder, der forsvinder efter 24 timer) og har både under coronapandemien og som optakt til sit seneste album lavet flere livesendinger, hvor fans har kunnet chatte med og stille spørgsmål direkte til Perry.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at Katy gør de her ting, for det gør, at man føler sig lidt tættere på hende. Man får følelsen af, at hun reelt kun er én besked væk fra én, siger Ronnie Tiemroth og fortsætter med et grin:

- Og jeg har da også selv prøvet at skrive til hende engang, men hun svarede mig aldrig!

Har ændret opfattelsen af fankultur

Alt tyder på, at Instagram og de andre sociale medier - og dermed vores direkte vindue ind til stjernernes liv - er kommet for at blive. Ja, rent faktisk kommer de sociale medier kun til at spille en endnu større rolle i forholdet mellem os og vores idoler, forudser Line Nybro Petersen.

- Vi er begyndt at kunne se, at stjernerne i højere grad er begyndt at lege med på fansenes præmisser. De bruger det samme sprog som dem og er begyndt at referere til praksisser og fænomener, som huserer inden for deres fanbase, siger hun og tilføjer:

- I USA er man på de store tv-shows endda begyndt at skrive ind i skuespillernes kontrakter, at de skal være tilgængelige på Twitter, hver gang der bliver sendt en ny episode, så de kan sidde og skrive med fansene undervejs.

De sociale medier har gjort det lettere end nogensinde før at dyrke sine idoler, og samtidig har de digitale mødesteder også medført, at ordet "fan" har fået en helt ny betydning i løbet af de seneste par år.

- Tidligere var opfattelsen af fankulturen ofte billedet af en hysterisk, ung pige eller en overvægtig, ensom mand, der sad alene hjemme i mors kælder - eller i værste fald en fanatisk stalker, der ønsker at skade deres idoler. Men med sociale medier er fankulturen i højere grad blevet bragt ind i mainstreamkulturen, og i dag opfattes dét at være fan af nogen ikke kun som noget nørdet og lidt underligt, men også som noget sjovt og festligt, siger Line Nybro Petersen og tilføjer:

- Opfattelsen af fankulturen er simpelthen blevet mere positivt.

Facebook
Twitter