Pearl Jam 20 år efter dødsulykke på Roskilde: 'Vores værste mareridt'

På 20-årsdagen for dødsulykken på Roskilde Festival i 2000 angrer bandet Pearl Jam sin reaktion dengang.

For 20 år siden mistede ni mennesker livet under en koncert med bandet Pearl Jam på Roskilde Festival. Nu mindes bandet den tragiske begivenhed. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

For 20 år siden omkom ni mennesker under en Pearl Jam-koncert på Roskilde Festival - og to årtier senere fylder koncerten, ulykken og timerne efter stadig hos bandet.

I en udtalelse på bandets hjemmeside skriver Pearl Jam, at tiden ikke har skabt afstand til dødsulykken for bandets medlemmer. Tværtimod.

Lyt til Pearl Jams 'Last Kiss', mens du læser videre:

0:00

- 20 år senere har vores band 11 børn mere, alle af dem værdsatte, og yderligere 20 år sammen.

- Vores forståelse for alvoren og tabet for forældrene til de drenge er eksponentielt vokset, nu hvor vi kan forestille os vores egne børn dø under omstændigheder som Roskilde 2000.

- Det er utænkeligt, men der er det alligevel. Vores værste mareridt.

Der bliver lagt blomster og tændt lys dagen efter ulykken, der fandt sted den 30. juni sent om aftenen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Bandet, der blev dannet i 1990 og står bag hits som 'I Got Id', 'Given to Fly' og 'Last Kiss', skriver samtidig, at de angrer tiden efter ulykken.

- Vores dybeste

kondolencer
og undskyldninger til de familier, der mistede deres drenge den dag, skriver bandet.

- Alle fejlede i forsøg på at leve op til, hvad der var brug for i de timer før og dagene efter tragedien. Festivalen,

medierne
og os selv inklusive.

- Vi trak os og blev vrede efter mange skriverier om, at PJ (Pearl Jam, red.) var ansvarlige.

- Vores ord gjorde intet for at hjælpe på det tidspunkt. Vi gemte os og håbede, at det ikke var vores skyld. Vi har prøvet efter bedste evne at komme ud af skjul siden da.

Roskilde Festival blev afholdt fra 29. juni til 2. juli i år 2000. Her ses forsanger Eddie Vedder fra Pearl Jam på scenen under koncerten, der endte med at koste ni mennesker livet. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Pearl Jam optrådte 30. juni 2000 på Roskilde Festivals hovedscene, Orange Scene. Her betød et pres blandt publikum, at flere blev mast og kvalt eller ikke kunne få luft. I alt ni mennesker i publikum mistede livet.

Bandet skriver på hjemmesiden, at de i årene efter ulykken er mødtes med flere af familierne til de ni personer, der døde under koncerten.

- Vi vil for evigt stå i skyggen af jeres smerte og tab, lyder det.

Pearl Jam har udgivet i alt 11 album. Deres seneste, 'Giganton', udkom tidligere i år.

/ritzau/

Facebook
Twitter