Pharrell Williams er flov over sexistisk megahit

Seks år efter 'Blurred Lines' bragede ud i radioerne, kalder hitmageren den nu chauvinistisk.

Pharrell Williams har sange, han aldrig havde skrevet eller sunget den dag i dag. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

"I know you want it".

Det fængende sommerhit 'Blurred Lines' blev soundtracket til manges somre i 2013, som Robin Thicke, T.I. og Pharrell Williams lægger vokal til.

Sidstnævnte har været med til at skrive og producere sangen, og trods hittets kæmpesucces med millionvis af afspilninger, er det også blevet beskyldt for at være både sexistisk og have undertoner om voldtægt.

Hør sangen her, mens du læser artiklen.

Indtil nu har Williams nægtet, at der skulle være sandhed i anklagerne, men i et interview med magasinet GQ siger han nu, at han er flov over den kultur, sangen har bidraget til.

- Jeg har indset, at vi lever i en chauvinistisk kultur i vores land. Det var ikke gået op for mig, at mine sange bidrog til det. Det var ikke gået op for mig. Det chokerede mig, siger han til mediet.

'Samme sprog bruges, når de udnytter kvinder'

Hitmageren forklarer, at han i starten havde svært ved at forstå, hvorfor nogen syntes, at sangteksten var problematisk, blandt andet fordi mange kvinder godt kunne lide sangen, og kvindelige sangerinder havde lignende tekster.

- Kvinder synger den slags tekster hele tiden. Så jeg tænkte, hvad er der voldtægtsagtigt ved det, siger Pharrell Williams.

- Så gik det op for mig, at man bruger det samme sprog, når de udnytter kvinder, og så er det ligegyldigt, at det ikke er sådan, jeg opfører mig, eller den måde jeg tænker på tingene. Det handler om, hvordan det påvirker kvinder.

Sammen med sangen blev der også udgivet to musikvideoer, hvor mændene er omringet af modeller. I den ene udgave af musikvideoen har kvinderne bare bryster, mens mændene er fuldt påklædte.

Pharrell Williams fortæller, at han blev født i en tid, hvor andre ting kunne gå an end i dag - for eksempel en større grad af objektivisering af kvinder.

- Der er nogle af mine sange, jeg aldrig ville skrive eller synge i dag. Jeg bliver flov over noget af det. Det tog bare en del tid at nå der til.

Sangen er - lidt for - inspireret af Marvin Gaye

Hittet fra 2013 har også været i vælten, fordi den skulle være for inspireret af Marvin Gaye-sangen 'Got to Give It Up' fra 1977.

Det var domstolen i Los Angeles enige i, og i marts 2015 blev Robin Thicke og Pharrell Williams dømt til at betale en bøde på 51 millioner kroner til Marvin Gayes familie.

I juli blev bøden barberet ned til 37,5 millioner, og den dom blev stadfæstet i december 2018. Ud over bøden skal de to sangere også betale 50 procent af, hvad de tjener på hittet fra dommens afsigelse til Marvin Gayes børn, skriver Politiken.