Phlake lettede over alter ego-afsløring: 'Det er rart at få den her hemmelighed fortalt'

Duoen Phlake er klar med nyt album efter tre år, og her medvirker en helt særlig gæst.

(Foto: Morten Pape © Ritzau Scanpix)

Forestil dig, at du ved et tilfælde møder en makker, du arbejder ekstremt godt sammen med.

Forestil dig så, at det, I laver sammen, høster så meget succes, at I fortsætter det tætte samarbejde i flere år. Uden stop. Og I er sammen konstant.

Det var, hvad Mads Bo Iversen og Jonathan Elkær oplevede, da de begyndte at lave musik sammen og udgav deres første numre under navnet Phlake i 2015. De mødte hinanden gennem fælles bekendte i et studie og fandt ud af, at de havde god kemi.

Samarbejdet udviklede sig, og pludselig gik det stærkt. Debutalbummet udkom, der kom hul igennem til radioen, landets scener og ikke mindst lyttere. Inden længe vidste alle, hvem de var, og siden har Phlake-toget rullet næsten konstant.

Fredag udgav duoen det tredje album 'T.I.D.O.Y.S.' (The Illegal Download of Your Soul). Et album, som har bevist, at et lille pusterum indimellem kan føre gode ting med sig - og som indeholder en lille hemmelighed, duoen har holdt på i et par år, men nu endelig er klar til at dele med offentligheden.

Lyt til singlen 'Slip Away' fra Phlakes nye album:

0:00

- Inden vi gik i gang med at lave sangene til det her album, havde vi været igennem nogle år med to albumudgivelser og et helt nyt liv. Jeg tror, vi havde brug for at få det lidt på afstand hver især, fortæller Mads Bo Iversen, som synger og skriver sange i Phlake.

- Man er meget sammen, når man er to. Mads og jeg kendte ikke hinanden så godt på forhånd. Det skulle vi lære undervejs. Og det er en fed ting, men jeg tror, de fleste ville synes, det var svært at få at vide: "Fra i morgen skal du være sammen med en person, du ikke kender, hele tiden de næste fem år", forklarer producer Jonathan Elkær.

Duoen tilbragte tre måneder hver for sig efter udgivelse af det andet album og de koncerter, der hørte med. Den længste periode nogensinde, siden Phlake så dagens lys. Jonathan Elkær var taget til Los Angeles, og de havde aftalt, at Mads Bo Iversen skulle slutte sig til ham efter noget tid.

- I starten syntes jeg, det var meget fedt lige at lave noget andet. Men så begyndte jeg virkelig at savne det. Det var fedt at mærke, at vi savnede hinanden og at lave musik sammen. Det fik mig frem til en erkendelse af, at jeg ikke kan leve uden det her, lige meget hvor svært og nederen det nogle gange kan være, siger Mads Bo Iversen.

Og genforeningen i Los Angeles skulle vise sig at føre til et helt nyt kapitel i Phlakes historie.

Mads Bo Iversen (tv.) og Jonathan Elkær begyndte at lave musik sammen i 2010. De debuterede som Phlake i 2015. (Foto: Victoria Mørck Madsen)

Det kvindelige alter ego

I en lejlighed i popmusikkens hovedstad Los Angeles sad det musikalske makkerpar og rodede med ny musik efter Mads Bo Iversens ankomst, og det var her, det nye album begyndte at tage form.

De hev en melodi frem fra skuffen, som de ikke var helt tilfredse med. Den manglede et eller andet. Men inden længe fandt de lige præcis dét, der manglede: En kvindestemme. Eller i hvert fald noget, der lød som en kvindestemme. På få øjeblikke gik stemningen fra stille og rolig til ekstatisk.

- Vi prøver at ændre lidt ved sangen, så den kommer til at lyde anderledes. Jonathan roder med et plugin, og pludselig lyder noget, jeg har sunget, som en kvinde. Jeg sidder bare og tænker: "Hvad fanden, er det mig? Hvad fanden var det der?", fortæller Mads Bo Iversen og fortsætter:

- Jeg er helt ude af den og oppe at køre, jeg står op i sofaen, og vi kan slet ikke få armene ned. Vi bliver ved med at høre det og snakker om, at det er for sygt. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig, for det lyder som en helt anden person.

Ud af den manipulerede stemme opstod der langsomt en historie om en kvindelig udgave af Mads, som hurtigt kom til at hedde Mercedes. Et kvindeligt alter ego, som pludselig satte nye tanker og idéer i gang og åbnede for en helt ny måde at skrive sange på.

- Vi kunne lave duetter med os selv. Det var der en masse at hente i. Der var pludselig mulighed for at inkludere en ny stemme i fortællingerne. Det var vildt fedt og inspirerende at skrive ud fra. Det blev en ting, vi ikke kunne lade ligge, siger Mads Bo Iversen og tilføjer, at Mercedes' tilnavn The Virus blev tilføjet ud fra tanken om, at kærlighed kan føles som en virus. Og mange af de nye "duetter" mellem Mads og Mercedes handler netop om kærlighed.

Første gang offentligheden "mødte" Mercedes the Virus var i 2018, da Phlake udgav singlen 'Waited All Summer', som også er at finde på det nye album. Lyt til den her, mens du læser videre:

0:00

Sangene er skrevet ud fra de indre dialoger, man kan have med sig selv, når man for eksempel er kommet til at sige noget, man fortryder. Eller når man ikke fik sagt noget, man egentlig gerne ville have sagt, til en man elsker.

Først tænkte de, at det var et sideprojekt. Måske kunne det blive en ep en dag. Men efterhånden som sangene blev til, stod det klart, at det skulle være et helt album. Idéerne var mange, og til Zulu Awards i starten af året fik Mercedes the Virus sin scene-debut, hvilket fik duoens følgere til at undre sig over, hvem der egentlig gemte sig bag stemmen.

- Vi snakkede om, hvorvidt Mercedes skulle debutere som soloartist. Men vi kom frem til, at det kræver ret meget arbejde at bygge en ny artist op, griner Jonathan Elkær og fortsætter:

- Det var grineren, at reaktionen, når vi spillede sangene for folk, var: "Hvem er det der?". Hvis folk tror, det er en kvinde, hvorfor så ikke lade dem tro det i noget tid, tænkte vi.

Kan endelig tale frit

Med udgivelsen af 'T.I.D.O.Y.S' kan Jonathan Elkær og Mads Bo Iversen nu endelig tale åbent om det, de har arbejdet på i den seneste tid. Og selvom det har været sjovt at holde for sig selv, har de set frem til både at afsløre deres hemmelighed og at slippe musikken fri.

- Det er rart at få den her hemmelighed fortalt. Jeg kunne godt forestille mig, at folk har undret sig over, hvad fanden der foregår i Phlake-lejren. Det er dejligt, at det, vi har brygget på, endelig kan komme ud, og at man kan tale frit om det, siger Jonathan Elkær.

Det overrasker dem, når de tænker over, at der er gået næsten tre år siden sidste albumudgivelse. Men selvom meget er sket i mellemtiden, er der noget, som er forblevet det samme siden starten: Når de er sammen, opstår der sød musik.

- Det overrasker mig nogle gange, at der åbenbart altid sker et eller andet, når vi sætter os sammen, som bliver til noget musikalsk – lige meget hvordan vi har det. Vi har skrevet sange, mens vi var sindssygt uvenner, og det blev stadig nogle gode sange, reflekterer Jonathan Elkær.

Phlakes sommer er aflyst på grund af coronakrisen, men de prøver at få det bedste ud af situationen. - Det åbner op for nye måder at tænke på. Vi har for eksempel ikke spillet releasekoncert før, så vi prøver at se positivt på det, siger Mads Bo Iversen om en livesession, de spiller i forbindelse med albumudgivelsen. Her ses de spille koncert på Musik i Lejet i 2019. (Foto: Mathias Kristensen © Gonzales Photo/Ritzau Scanpix)

Tilblivelsen af det nye album har bekræftet dem begge i, at der stadig er en masse på spil, og at de stadig har en masse på hjerte. Og at de hæsblæsende perioder og konflikter, de gennemgår sammen, er en del af det at være Phlake.

Og det har de tænkt sig at fortsætte med. Også selvom coronakrisen har aflyst deres sommerturné, og der derfor kommer til at gå noget tid, før fans for alvor kan høre resultatet af deres seneste arbejde.

Om Mercedes the Virus kommer til at følge duoen fremover er dog usikkert.

- Vi kan ikke udelukke, at der kommer en feature på næste projekt, men jeg vil tro, vi har fundet en kur mod den her virus.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk