Pigekoret piller ved dit nytårs-tv: Ny sang - og tre andre ændringer, når champagnen popper

DR PigeKoret synger som altid 'Vær velkommen, Herrens år'. Men ikke helt, som de plejer.

Der er forskellige ændringer på programmet, når DR PigeKoret ved midnat synger nytåret ind.

Når du er hoppet ned fra stolen og har poppet champagnen, toner DR PigeKoret frem på tv-skærmen og synger det nye år ind.

Hvert nytår.

Men i år bliver det bare ikke helt ligesom sidste år.

Herunder afslører DR PigeKorets chefdirigent, Phillip Faber, og deres kunstneriske leder, Anne Karine Prip, fire ændringer. Du må jo hellere være forberedt, så du ikke får kransekagen galt i halsen og hoster champagne ud af næsen.

1

Spritny indspilning af sangen

Pigekorets kjoler er dybblå og interiøret rødt med varmt glødende lyspærer, når den nye udgave af 'Vær velkommen, Herrens år' og de andre nytårssange glider over skærmen i aften. (Foto: MIKKEL SUPPRAS © dr)

Ligesom at nogen tror på julemanden, er der andre, der tror, at DR PigeKoret er på arbejde og synger live nytårsaften.

Men med enkelte undtagelser har sangen altid været optaget på forhånd. Den sidste udgave blev optaget i 2013.

- Det kan ikke være nøjagtig den samme film, man sætter på hvert eneste nytår, siger Phillip Faber og fortsætter:

- Den film, der har kørt den sidste håndfuld år, har ikke nogen piger med, der stadig synger i DR PigeKoret. Det er danskerne måske relativt ligeglad med, men det betyder noget for os. Og så er der kjolerne...

- Ja, vi har fået en anden måde at se ud på, også i tv. Lyden har måske ændret sig en lille smule. Vi har lyst til at vise det, vi er lige nu, siger Anne Karine Prip.

2

Nye toner - så alle kan synge med

Tonerne har ligget i den høje ende på to af sangene, siden de sidst blev indspillet i 2013. I den nye version får de fleste mulighed for at stemme i hjemme foran fladskærmen. (Foto: MIKKEL SUPPRAS © dr)

Hvis du har haft svært ved at synge med på nationalsangen de seneste mange nytårsaftener, så er det ikke nødvendigvis kransekagens skyld.

Phillip Faber tager også en del af ansvaret på sig, for i 2013 satte han tonehøjden op på 'Kong Kristian' og 'Der er et yndigt land'.

- Dengang var jeg helt ny som dirigent og tænkte, at nu skal koret lyde stjernegodt. Alle skal høre, at nu er der nye boller på suppen. Koret lyder også virkelig godt, men det ligger svimlende højt, så almindelige jordiske mennesker har ikke en chance for at synge med, indrømmer Phillip Faber.

- De her sange er virkelig sådan et moment for mange, siger Anne Karine Prip.

- Måske synger de aldrig, men lige den her aften med lidt champagne, så får man lyst til at stemme i og synge med. Og det skal alle have lov til!

3

Nu med danske stjerne-strygere

Den Danske Strygekvartet sidder i front på den nye indspilning. I 2013-udgaven sang DR PigeKoret uden instrumenter som opbakning, men tidligere har både DR SymfoniOrkestret, mandskor og mange andre deltaget i nytårsløjerne. (Foto: MIKKEL SUPPRAS © dr)

Både DR SymfoniOrkestret og flere andre kor og musikere har spillet med i ældre udgaver af nytårssangen.

Nu har DR PigeKoret så fået selskab af de internationalt anerkendte Den Danske Strygekvartet, som også spillede med til korets julekoncerter i år.

- Det var så oplagt at invitere dem med til nytår, fordi de også repræsenterer noget danskhed, og så spiller de ret godt, siger Anne Karine Prip.

- De er jo helt fantastiske, og de har det nordiske og internationale, og de ser flotte ud på billederne. Dem vil vi gerne ses med, fastslår Phillip Faber.

4

Overraskelse: En ny sang sniger sig ind

Der er en ny sang med i buketten i aften. DR PigeKoret håber, at der vil blive taget godt imod den. (Foto: MIKKEL SUPPRAS © dr)

Den første sang, der toner frem i det nye år, er selvfølgelig 'Vær velkommen, Herrens år'. Derefter stiger fædrelandskærligheden et par takter med nationalsangen 'Der er et yndigt land'.

Men i de første minutter af 2020 bliver der også plads til en overraskelse.

- Når vi kommer rundt i landet, hører vi tit, at der er nogen, der synes, vi burde have en anden nationalsang, for der findes sådan en stor, fantastisk sangskat. Så vi har valgt at snige et lille vers af en meget smuk sang med ind i nytårssangene, siger Phillip Faber.

Hvilken sang, det er, må du vente med at finde ud af, til rådhusklokkerne har slået sidste slag. Og lidt til. Men Anne Karine Prip indrømmer, at koret faktisk ikke har fået nogens tilladelse til sådan at lave om på traditionerne.

- Vi mennesker kan godt lide, at ting er, som de plejer. Men lige med det her tror jeg, vi bliver tilgivet, siger hun.

- Ellers kan det være, vi ikke er her til næste år, smiler Phillip Faber.

Herunder kan du få en smagsprøve på den nye udgave af DR PigeKorets nytårssange i selskab med Den Danske Strygekvartet. Du kan se det hele på DR1 nytårsaften lige efter midnat.

Facebook
Twitter