Pludselig holdt Danmark op med at synge med på hans sange. Nu er Stefan tilbage efter nedturen

Stefan Hjort havde svært ved at finde sig til rette musikalsk. Nu laver han det, han elsker.

(Foto: Sebastian Birk Nielsen © Sebastian Birk Nielsen/Sony Music)

"Efter fire fantastiske år med Page Four har vi besluttet at gå hver til sit."

Sådan lød beskeden på det storhittende, dansksyngende boybands Facebook-side for lidt over to år siden.

Den nu 21-årige Stefan Hjort, der var en del af det succesfulde firkløver, har siden den beslutning oplevet både op- og nedture i sit liv og ikke mindst i sin musikalske karriere for at nå dertil, hvor han er i dag: Med en ny, dansksproget single på gaden.

Hør Stefan Hjorts nye single 'Genstart', mens du læser videre:

0:00

Det var ikke nemt som 19-årig pludselig at skulle stå på egne ben i en musikbranche, som han ellers var vant til at være en del af sammen med tre andre bandmedlemmer.

Ikke nemt selv at skulle tage alle beslutninger om, hvilken slags musik han nu skulle lave.

Ikke nemt nu at være den eneste til at svare, når en journalist stillede spørgsmål.

Stefan Hjort blev som 15-årig medlem af boybandet Page Four, der fik mange teenagepigers hjerter til at hamre. Ud over Stefan Hjort (tv.), bestod gruppen af Jonas Schwanenflügel Eilskov Jensen, Lauritz Emil Christiansen og Pelle Højer Pedersen. Her ses de til TV2's 'Alletiders Juleshow' i november 2017. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Sidste år kastede Stefan Hjort sig så alligevel ud i en solokarriere fokuseret på engelsksprogede sange.

At udkomme på engelsk havde været en drøm lige siden, han som 12-årig begyndte at udgive coversange af kunstnere som Bruno Mars og Chris Brown på YouTube.

- Det var engelsksprogede kunstnere, der var mine forbilleder dengang. Så jeg har altid haft en drengedrøm om at synge på engelsk, fortæller Stefan Hjort.

En svær start

I løbet af det første år som soloartist udgav han fire singler. Og selvom det i halvandet år gik stærkt med sangskrivning, indspilninger, udgivelser og ophold i Stockholm, blev det ikke den musikalske eller personlige forløsning, han havde drømt om.

- Jeg havde sagt til mig selv, at jeg var mere klar, end jeg var. Da musikken ikke fik den modtagelse, jeg havde sat mig selv op til, blev jeg skuffet og tænkte 'er det mig, der noget galt med?'.

Hør Stefan Hjorts engelsksprogede debutsingle 'Other Hands' fra 2019 her:

0:00

Den tankegang ledte til en spiral af negative tanker, der endte et svært sted for den unge musiker.

- Jeg var rigtig ked af det og var et meget ustabilt sted rent mentalt. Så snart der kom et lille bump på vejen, føltes det som et kæmpe-bump, forklarer Stefan Hjort og understreger, at han i dag har fået styr på tingene, især takket være gode venner og familien, der snakkede ham igennem den svære periode.

- Jeg skulle have nydt tiden med Page Four lidt mere, end hvad jeg gjorde. Jeg fortryder ikke noget fra de fire år, for jeg har lært sindssygt meget af det, siger Stefan Hjort i dag om sin tid i boybandet, der i 2015 debuterede med landeplagen 'Sommer'. (Foto: Sebastian Birk Nielsen © Sony Music)

Hans nye single, 'Genstart', er faktisk også en kærlighedssang til netop dem, der 'holdt ham i ørene'.

"Det kan være svært at stå ved, den jeg er.

Men du holder altid fast,

og det er det, jeg kan lide ved dig," synger han blandt andet.

- Da jeg skrev den linje, var det fordi, jeg selv har haft perioder, hvor jeg har tænkt: 'Gider jeg overhovedet at være den person, jeg er lige nu?', forklarer han.

- Jeg kan være en stor mundfuld nogle gange, men min familie og venner har en tendens til at holde fast. Det er en kærlighed, man ikke finder andre steder.

En skæbnesvanger vinterdag

Vejen ud af mørket kom ironisk nok en mørk, kold vinterdag, hvor han ikke kunne finde overskuddet til at arbejde videre på en engelsk sang og derfor besluttede sig for at jamme på dansk i studiet i stedet.

Det blev den forløsning, han havde håbet på at finde efter afslutningen på fire begivenhedsrige år med gruppen Page Four.

- Det, jeg sang i teksterne, viste en meget mere ærlig og nede på jorden-Stefan, der havde noget på hjerte. Den følelse havde jeg aldrig med det engelske, fortæller Stefan Hjort og forklarer, at der på engelsk kom for stor afstand mellem ham og de ord, han skrev:

- Da jeg skrev på engelsk, sad jeg og ledte efter ord i ordbogen, og det gjorde, at det blev meget distanceret. Det blev mere søgt, og jeg følte, jeg blev en overfladisk musiker. Jeg stod af i det og følte mig slet ikke hjemme i musikken.

Den følelse forsvandt, som han sad der og jammede på dansk i et vinterkoldt studie.

Han aftalte derfor med sit pladeselskab, at han skulle bruge nogle måneder på at skrive tekster på dansk for at se, hvor det ville føre ham hen.

- Efter bare to måneder havde vi noget af det bedste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg mærkede det ret intenst: Jeg blev gladere, jeg slappede mere af, og det var som at vende hjem igen, forklarer Stefan Hjort.

Glem hvad andre tænker

Men de mange mentale bump på vejen har ikke være uden formål.

For Stefan Hjort har lært meget om sig selv i processen. Og han er ikke nærig med at dele ud af sine hårdttjente erfaringer:

- Det, der virkeligt har hjulpet mig, er hver morgen at fortælle mig selv, hvad jeg sætter pris på i min hverdag. Og så ikke tænke så meget over, hvad andre folk tænker. Det har hjulpet mig helt sindssygt meget, fortæller han.

- Det kan godt lyde lidt preachy, men det er sgu så enkelt. Man bliver bare gladere af det, lover Stefan Hjort, der tilføjer, at han ikke har udviklet sig så meget, som han har i løbet af det seneste år, hvor han har lavet dansk musik.

- Jeg drømmer stadig om at stå på de store scener, men jeg ved nu, at det tager tid. Og at det starter med, at du skal være glad for den musik, du laver.

Og det er der, Stefan Hjort er nu:

- Jeg har lavet musik, som jeg kan identificere mig med. Jeg har ikke tænkt på, hvad andre tænker om min musik. Jeg har skrevet musik til mit eget blødende pophjerte.

- Jeg laver det, jeg elsker. Det er det vigtigste.

FacebookTwitter