Små, glimtende påskeæg gemmer sig i hver en afkrog af de danske parcelhaver.
Troldegrene med skriggule, fjerprydede flamingo-æg pryder loftet i masser af danske dagligstuer.
Og supermarkedernes spot-hylder, ja de flyder allerede over med nedsat påskeslik og pastelfarvede skumfiduser i hare-form, der hastigt nærmer sig sidste salgsdato.
Påsken er i dén grad over os.
Men hvad er det nu lige, den æggeelskende højtid går ud på?
Udover at smovse marcipanlækkerier og chokoladeæg med en mistænkeligt lav kakao-procent handler påsken traditionelt set om Jesus' korsfæstelse og senere genopstandelse, som fejres i dag, påskedag.
Og på mange måder var det, hvad der må siges at være årtusinders største comeback.
Men vilde comebackhistorier er faktisk langt fra noget, der blot hører Biblen til.
For også i musikkens verden har store kunstnere gennem årene formået at puste nyt liv i en ellers hel- eller halvdød musikkarriere og igen fundet vej til toppen.
Og ja, vi ved godt, det er lidt søgt i denne sammenhæng...
Men vi har nu alligevel samlet otte kunstnere, der gennem historien på mere eller mindre overraskende vis har formået at gøre comeback:
Britney Spears
Har du set den omdiskuterede dokumentarfilm 'Framing Britney Spears', så ved du, at den amerikanske popstjerne, kendt for hits som 'Toxic', 'Stronger' og 'Lucky', ikke altid har haft det lige let.
I slutningen af 00'erne gennemgik Britney Spears et regulært sammenbrud for rullende paparazzikameraer, og da sangeren i januar 2008 blev tvangsindlagt på hospitalet, var det nok de færreste, der troede, at poprinsessens karriere nogensinde igen ville tage fart.
Sådan gik det dog ikke. For blot ni måneder efter sin hospitalsindlæggelse udsendte Britney Spears comeback-singlen 'Womanizer', der skulle vise sig at blive et af hendes største hits nogensinde.
Sangen gik nummer ét i store dele af verden - herunder i Danmark - og sikrede Britney Spears karrierens første topplacering på den amerikanske Billboard-hitliste siden debutsinglen '…Baby One More Time', der havde toppet listen ti år forinden.
Singlesuccesen blev fulgt op af albummet 'Circus', der udover titelnummeret også gemte på den kække 'If U Seek Amy' (og har du stadig ikke regnet ud, hvad dén titel betyder, er Google din ven) og en verdensomspændende koncertturné, der i 2009 også bragte Frk. Spears forbi Parken i København.
Elvis
I 1968 gav rock'n'roll-kongen Elvis en eksklusiv julekoncert i tv, og udsendelsen blev i folkemunde hurtigt døbt 'Elvis' Comeback Special'.
Og med god grund.
Den tv-transmitterede koncert, der blev sendt på NBC, var nemlig den første live-koncert i syv år for Elvis, der i årene forinden havde dedikeret det meste af sin tid til sin karriere som skuespiller.
Selvom sangeren angiveligt ikke selv brød sig om at blive set som en "comeback-kunstner", pustede tv-koncerten nyt liv i Elvis' musikalske karriere og affødte store hits som 'Suspicious Minds' og 'Burning Love'.
I dag, mere end 50 år senere, lever den historiske optræden videre på streamingtjenester som Spotify, hvor optagelserne af tv-koncerten har høstet millioner af streams.
Cher
En gammel joke lyder, at når en meteor en dag rammer jorden, vil kun kakkerlakkerne og popsangeren Cher stå tilbage.
Og den i dag 74-årige sanger har da også i den grad bevist sin langtidsholdbarhed gennem en karriere, der fortsat kører på sit nu syvende årti.
I slut-80'erne og starten af 90'erne stod den amerikansk-armenske sangers karriere dog stille. Trods et par enkelte successingler hist og her var der ikke meget gang i hitbutikken hos popdivaen - men det ændrede sig med ét i 1998.
Da Cher i en alder af 52 udgav singlen 'Believe', nåede hendes karriere pludselig nye højder.
Sangen blev et enormt hit i store dele af verden og strøg ind på førstepladsen i både Danmark og på den amerikanske Billboard-hitliste. Det var første gang siden 1973, at Cher toppede den prestigefyldte hitliste i USA.
I dag anses 'Believe' stadig for at være ét af Chers absolut største hits, og den 23 år gamle popbasker har til dato alene på Spotify høstet svimlende 280 millioner afspilninger.
Santana
Det er ikke sikkert, navnet Carlos Santana siger dig det store, men du kender med garanti den mexicanske guitarists musik.
Musikeren, der med sit band Santana særligt i USA hittede stort i løbet af 70'erne, gjorde nemlig et imponerende comeback i 1999.
Med udgivelsen af pladen 'Supernatural' scorede den dengang 52-årige Carlos Santana sig karrierens måske største hit og strøg direkte ind på førstepladsen på albumhitlisten i både USA og andre dele af verden.
Albummet blev på verdensplan solgt i over 30 millioner eksemplarer - hvoraf 50.000 blev langet over disken herhjemme - blandt andet takket være hitsinglerne 'Smooth' og 'Maria Maria' - en sang, som superstjernen Rihanna i øvrigt samplede 18 år senere på sit verdenshit 'Wild Thoughts'.
Succesen med 'Supernatural' var i særdeleshed et comeback for Santana, hvis seneste udgivelse før det, pladen 'Milagro' fra 1992, blot havde nået en 102. plads på den amerikanske albumhitliste.
Ved Grammy Awards i 2000 høstede Santana yderligere frugten af sin succes, da han blev hædret med hele otte statutter, blandt andet i kategorierne 'Årets album' og 'Årets indspilning'.
Martin Hedegaard
Det er vist ikke en overdrivelse at påstå, der blev skrevet dansk tv-historie, da prisshowet P3 Guld rullede over skærmen i 2015.
Her gjorde den tidligere 'X Factor'-vinder Martin Hedegaard nemlig stort comeback, da han med sit band Saveus leverede en optræden, der både satte ild til DR Koncerthuset, hvor showet fandt sted, og internettets kommentarspor.
Op til showet havde Martin Hedegaards optræden været holdt hemmelig, og derfor var der nok mange tv-seere, der tabte kæben, da "Martin fra Ørum" pludselig tonede frem på scenen ved den prestigefyldte prisfest.
Se den skæbnesvangre optræden i videoen øverst.
Efter showet strøg debutsinglen 'Levitate Me' til tops på den danske iTunes-salgsliste.
- Det har ændret enormt meget. Det gik lige pludselig vildt hurtigt. For mig har det givet sådan en selvtillid - også på en måde, hvor man er sådan: "Yes!" over, at jeg kunne få lov til at gøre det på min præmis og få lov til at finde frem til, hvad det er for noget musik, jeg gerne vil lave, fortalte Martin Hedegaard året efter det store comeback til DR.
Siden har Martin Hedegaard og resten af Saveus udgivet pladerne 'Will Somebody Save Us' og 'Neuro', og sidste år udgav gruppen sangen 'Traitors', der er at finde på soundtracket til den kommende spillefilm 'Marco effekten'.
Mariah Carey
Med kæmpehits som 'Hero', 'Always Be My Baby' og 'Emotions' dominerede Mariah Carey musikscenen som 90'ernes største popdiva. I 2001 falmede Careys stjerne dog gevaldigt med udgivelsen af albummet 'Glitter' og en spillefilm af samme navn.
Både album og film blev haglet ned af kritikerne, og 'Glitter'-pladen blev Careys hidtil største kommercielle flop - måske godt hjulpet på vej af albummets udgivelsesdato den 11. september 2001.
I årene efter stod det stadig sløjt til med Careys hitpotentiale, men i 2005 brød hun forbandelsen, da hun udsendte singlen 'We Belong Together'. Sangen blev en enorm succes og strøg ind på den prestigefyldte Billboard-hitliste.
Fem år senere blev sangen kåret til 00'ernes absolut største Billboard-hit, og den storladne ballade er fortsat én af de sange, der har klaret sig bedst på den amerikanske hitliste nogensinde.
Spice Girls
Det trak overskrifter verden over, da Geri Halliwell - også kendt som Ginger Spice - i 1998 valgte at forlade datidens mest succesfulde pigegruppe Spice Girls, der tre år senere gik helt i opløsning.
Næsten lige så mange overskrifter trak det derfor også, da gruppen i 2007 meddelte, at de var klar til at gøre comeback.
Samme år drog gruppen - inklusiv Geri Halliwell - på en verdensomspændende reunion-turné, som bare i London bød på hele 17 koncerter.
Koncertturnéen, der var gruppens første i ni år, indtjente mere end 400 millioner kroner - og måske netop derfor har Spice Girls sidenhen igen gjort comeback af flere omgange.
I 2012 optrådte bandet til åbningsceremonien af de Olympiske Lege i London, og i 2019 drog de musikalske kryddersild igen på en turné - denne gang dog uden Victoria Beckham, der valgte ikke at tage del i den seneste genforening.
Kidd
Lad os slutte listen af med et comeback af nyere dato.
Det kom nemlig som noget af en overraskelse for de fleste, da den danske rapper Kidd sidste år gjorde comeback.
Rapperen, der i virkeligheden hedder Nicholas Westwood Kidd, fik sit store gennembrud i 2011, hvor han storhittede med ørehængere som 'Ik' lavet penge' og 'Kysset med Jamel'.
I de efterfølgende år udgav han sporadisk ny musik, men det var efter tre års musikalsk pause, at Kidd i 2020 for alvor gjorde comeback med singlerne 'Gang igen' og 'Bare dans'.
- Jeg savner at stå på en scene og udgive musik. Jeg er den sygeste rapper, så hvorfor skulle jeg ikke bruge det talent, jeg er født med i livet?, sagde rapperen sidste år til DR.
Kidds comeback har da også vist sig at være en pæn succes.
I skrivende stund er singlen 'Bare dans' blevet hørt tæt på 3,5 millioner gange alene på Spotify, mens sangen 'Buongiorno', der udkom tidligere i år, er på vej mod to millioner afspilninger.