Popgruppe brød X Factor-forbandelsen: Nu er de verdens største girlband

Britiske Little Mix vandt for syv år siden tv-showet X Factor. I dag prædiker de 'girl power' verden over.

Forleden gæstede Little Mix prisshowet MTV European Music Awards i Bilbao i Spanien. Fredag sendte guppen så deres femte album på gaden. (Foto: Gareth Cattermole/MTV 2018 © 2018 Gareth Cattermole/MTV 2018)

Lad os bare være ærlige.

Det er de færreste X Factor-vindere, der opnår reel succes, når kameraerne slukker, og spotlightet forsvinder.

Kigger man på listen over vindere fra de sidste 11 års danske udgaver af det omdiskuterede talentshow, er det de færreste, der har gjort noget stort postyr af sig siden hen.

Men det kan faktisk lade sig gøre at bryde X Factor-forbandelsen - og det er den britiske gruppe Little Mix et levende bevis på.

Siden pigerne i 2011 vandt den britiske udgave af X Factor, er det kun gået fremad for popkvartetten, som i dag er ét af verdens allerstørste girlbands og høster streamingtal i millionklassen for sange som 'Shout Out To My Ex' og den nye single 'Woman Like Me'.

Little Mix hitter lige nu med 'Woman Like Me', som du kan høre her.

0:00

Nu er Little Mix klar med deres dugfriske femte studiealbum 'LM5', men inden vi dykker ned i den nye musik, så lad os først skrue tiden syv år tilbage til dér, hvor det hele begyndte.

Blev vraget til X Factor-auditions

I 2011 stillede fire piger op i den britiske udgave af X Factor - på det tidspunkt landets ottende sæson - og deres odds for succes var ikke gode.

Alle fire var oprindeligt gået til audition som soloartister, men var alle blevet vraget. Heller ikke de to forskellige grupper, som dommerne senere havde forsøgt at sætte dem i, lykkedes med at synge sig videre i konkurrencen.

Men X Factor-dommer Kelly Rowland - ja, hende fra Destiny's Child - så noget særligt i de fire piger og dannede istedet en helt ny gruppe: Little Mix.

Selvom pigerne - Perrie, Leigh-Anne, Jesy og Jade - ikke kendte hinanden og aldrig før havde sunget sammen, ramte de noget, som både dommere og tv-seere kunne lide, og ti uger senere blev de kronet som vinderne af X Factor UK - som den første gruppe nogensinde i landets historie.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så Little Mix-pigerne ud, da de for syv år siden deltog i X Factor i hjemlandet Storbritannien. (Foto: Neil Mockford © 2011 FilmMagic)

Siden da er det kun gået én vej for de britiske poppiger, som ikke kun er et populært navn i Storbritannien, men også har opnået stjernestatus langt uden for landets grænser.

Det er også tilfældet i Danmark, hvor den officielle danske fangruppe har tæt på 20.000 medlemmer.

Én af dem er 17-årige Caroline Thunø Hansen, der har været fan af gruppen lige siden begyndelsen.

- Det har været en fornøjelse at følge pigerne og se dem vokse op. Da de startede i X Factor, var de jo ret unge, og der er sket rigtig meget siden dengang. De er naturligvis blevet mere modne med alderen, men der er også sket meget med deres musik, siger Caroline Thunø Hansen, som mener gruppens sange med tiden er blevet mere modne og sassy.

Prædiker 'girl power' trods kritik

Selvom Little Mix kan prale af et imponerende hit-cv, så er det ikke kun musikken, der er skyld i, at millioner af piger og drenge - eller Mixers, som fanbasen kalder sig selv - verden over er faldet pladask for de britiske poppiger.

De har nemlig også hjertet på det rette sted, mener Caroline Thunø Hansen.

- De er nogle virkelig gode rollemodeller for deres unge fans. De bruger deres platform til at sprede positive budskaber, for eksempel når det kommer til kvinde- eller LGBT-rettigheder. De gør meget ud af, at alle deres fans skal føle sig accepterede, forklarer den danske fan.

- Deres musik har lært mig at acceptere mig selv, og at jeg ikke behøver ændre mig for andres skyld, siger hun.

Little Mix i den grad løftet arven fra deres pop-forfædre i den britiske popsensation Spice Girls, og prædiker i dag girl power både gennem deres musik, på sociale platforme og i interviews.

Men de er også blevet kritiseret.

Gruppen er nemlig ikke bange for at vise hud på scenen, og det har fået kritikere til at kalde dem dårlige rollemodeller og 'falske feminister'.

Den diskussion lukkede bandet dog for nyligt ned for i et interview med magasinet Attitude.

- At være en feminist behøver ikke betyde, at du skal gå klædt i en rullekrave og lange bukser. Alle kan være en feminist. Feminisme handler blot om at tro på ligestilling, lød det skarpt fra gruppemedlem Jade Thirlwall.

- Du bør være i stand til at være hvilken som helst type kvinde, som du gerne vil være. Du bør være i stand til at bære, hvad fanden du vil, og bære det med selvtillid. Så længe du har det godt med dig selv, er det det eneste, der betyder noget, tilføjede Jesy Nelson.

Artiklen fortsætter under billedet.

Little Mix optrådte forleden ved MTV European Music Awards i Bilbao i Spanien. På scenen fik de selskab af rapperen Nicki Minaj. (Foto: Ian Gavan © 2018 Getty Images)

Deres bedste plade hidtil

Kvindekampen fortsætter på førstesinglen fra den nye plade, nummeret 'Woman Like Me', der i øvrigt er skrevet af hitmageren Ed Sheeran.

Her slår gruppen i følgeskab med rapperen Nicki Minaj endnu et slag for kvinders ret til at være dem, de er.

Gruppen har udtalt, at de under arbejdet med det nye album har følt sig inspirerede af #MeToo-bevægelsen, og ifølge bandet rummer den nye plade mere girl power end nogensinde før.

Hør nummeret 'Wasabi' fra den nye plade her.

0:00

Samtidig har pigerne taget et skridt væk fra den klassiske poplyd og er rykket tættere på et mere urbant og hårdtslående udtryk.

Et skifte, der lader til at falde i fans som Caroline Thunø Hansens smag.

- Lyden på de nye sange er anderledes og mere moden i sit udtryk. Den er meget anderledes fra det, man har hørt fra dem før, og det er vildt forfriskende, lyder det fra den unge Mixer.

- Jeg tror, den nye plade er deres bedste hidtil.

'LM5' er på gaden nu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk