Popstjerne åbner op om 'forfærdelige' tvangstanker: 'Måske kan det hjælpe andre'

Sangeren George Ezra har kæmpet med en særlig form for OCD, siden han var barn.

Britiske George Ezra, kendt for hits som 'Shotgun' og 'Budapest', har kæmpet med OCD siden barnsben. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix)

Popstjernen George Ezra melder sig nu ind i koret af musikere, der offentligt fortæller om deres problemer med mentalt helbred.

I et nyt interview i BBC-podcasten 'How Do You Cope?' fortæller den 27-årige sanger og sangskriver, hvordan han i mange år har kæmpet med OCD (Obsessive Compulsive Disorder). En lidelse, der også haft konsekvenser for hans musik.

Sangeren, der blandt andet er kendt for hits som 'Shotgun' og 'Budapest', fortæller, at han lider af en særlig form for OCD kaldet Pure O - også kendt som "overvejende obsessiv tilstand".

- Vi kender alle OCD. Vi hører om ekstreme tilfælde, hvor folk er nødt til at tænde og slukke for en stikkontakt et bestemt antal gange, inden de kan forlade deres hjem. Min forståelse er, at det er en fysisk reaktion på tvangstanker. Pure O er, når du har de samme tankemønstre og tvangstanker, men uden nogle fysiske handlinger, der kan lindre dem, forklarer sangeren i podcasten.

Hør George Ezras gennembrudshit 'Budapest' fra 2013 her:

0:00

George Ezra forklarer samtidig, at hans OCD særligt udmønter sig i ubehagelige tvangstanker, som han har døjet med, siden han var barn.

- Det føles, som om du tester dig selv. Som at du siger: "I den her situation, hvad ville så være det allerværste, man kunne tænke…", og så får du dén tanke. Du tænker: "George, det skal du ikke tænke på igen", og så gør du det alligevel. Og så tænker du, at hvis du er typen, der kan have den slags tanker (...), så er du en fucking forfærdelig person, fortæller Ezra om sine tvangstanker og tilføjer:

- Jeg bruger mit liv på at bekymre mig om ting, jeg har gjort eller sagt, der er sket i fortiden eller ting, som muligvis kunne ske. Men jeg er jo ikke i stand til at gøre noget som helst ved det.

- Som samfund tror vi, at der er en særlig måde at leve på og ting, du kan gøre, som vi alle bør hige efter. I manges øjne tror jeg, at jeg havde opnået de ting. Men samtidig havde jeg det dårligere, end jeg nogensinde havde haft det før, har George Ezra sagt til BBC om sin kamp med OCD. (Foto: Dave J Hogan © Getty Images)

Håber at kunne hjælpe andre

Musikeren fortæller, at han i mange år ikke vidste, at hans tanker skyldtes OCD. Det var først i 2017, mens hans arbejdede på sit andet album, 'Staying at Tamara's', at han hørte om formen Pure O og indså, at det var dét, han kæmpede med.

Efterfølgende har George Ezra blandt andet undergået behandling for sin OCD-lidelse i form af terapi, der har hjulpet ham med at håndtere sine tvangstanker.

Oplevelsen med at søge og få hjælp til at håndtere sin diagnose har også haft indflydelse på det tredje studiealbum, som sangeren lige nu arbejder på. Til BBC fortæller han, at de nye sange handler langt mindre om "eskapisme" og mere om "at konfrontere de ting (som man kæmper med mentalt)".

George Ezra håber, at han ved at være åben om sin OCD kan hjælpe andre i en lignende situation - også selvom han ikke ligefrem nyder at tale om sit mentale helbred offentligt.

- Jeg synes tit, at det let kan blive lidt klichéfyldt, når folk taler om deres mentale helbred. Den eneste grund til, at jeg taler offentligt om det, er, at jeg har en svag idé om, at det måske kan hjælpe nogen derude at høre mig tale om det her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk